Partimonopol

Venstremanden, seminarieforstander Jens Byskov filosoferede over vore vanskeligheder. For ham og mange andre var de af moralsk karakter. En krone burde være „en ærlig krone”, som var værd en krone. Han – og talrige med ham – frygtede for, at gav man los for inflationen, ville det til sidst gå som i Tyskland, hvor man for 100 millioner mark kun kunne købe et glas øl. Det var åbenbart, at fik man 6000 kr. i årsløn, og kroneværdien kun var 50 øre, var lønmodtagerens købekraft kun 3000 kroner. Det var en opfattelse, der harmonerede med en dyb trang til at vende tilbage til tiden for 1914, da verden gik af lave.

Krisen efter krigen var fælles for hele verden. Alle ville sælge, ingen købe, men Danmarks valutaproblemer var større end mange andre landes. Det skyldtes bl.a. Landmandsbankens sammenbrud i 1922, et symptom på det svækkede danske erhvervsliv, og krisen forøgedes yderligere, da et stort politisk flertal havde besluttet sig for at gøre kronen ærlig, som Jens Byskov havde agiteret for. 100 år før var vort pengevæsen brudt sammen. Vor store retslærde Anders Sandøe Ørsted fandt dengang, at den sørgeligste følge „var den moralske fordærvelse”, og Byskov føjede til, at ærlighed og redelighed og ordholdenhed burde være en absolut fordring. Nationalbankdirektør Carl Ussing var betænkelig ved den høje kronekurs og spurgte: „Skal vi være de eneste ærlige i Europa?” Det ville man i 1925. Man førte økonomisk politik på et moralsk grundlag, for svaret blev et ja.

I Folketinget sad fra valget i april 1924 44 medlemmer fra Venstre og 28 konservative over for 55 socialdemokrater og 20 radikale. I Landstinget var partistillingen omvendt efter valget i september 1924: 31 fra Venstre og 12 konservative mod 25 socialdemokrater og otte radikale. Valget i april 1924 havde bragt den første socialdemokratiske regering Stauning til magten . Det var altså den, der som mindretalsregering med radikal støtte måtte søge en udvej under de vanskelige vilkår, både økonomisk og parlamentarisk. I sidste henseende ikke kun fordi Venstre og konservative dominerede Landstinget, men i lige så høj grad, fordi Det radikale Venstre ud fra en socialdemokratisk opfattelse havde udviklet sig til en upålidelig samarbejdspartner. „Nok støtte, ikke styrke, men heller ikke styrte”, havde den gamle radikale hugaf Edvard Brandes udtalt, da Stauning dannede regering.

Selv om arbejderbevægelsen endnu slikkede sårene efter den interne konflikt i 1925, var det synligt for enhver, at Socialdemokratiet – og fagbevægelsen – var i en ekspansiv fase: 470.000 stemmer svarende til 37 procent af de afgivne stemmer, og det havde en landsdækkende, centralt styret enstonet presse. Den ideologiske afstand mellem Socialdemokratiet og Det radikale Venstre var grundlæggende større end mellem Venstre og Det konservative Folkeparti. Socialdemokratiet var principielt socialistisk, dvs. for statens og kommunernes overtagelse af produktionsmidlerne. Det radikale Venstre liberalt om end med en udtalt social profil. Begge partier hentede hovedparten af deres vælgere blandt småkårsfolk, arbejderne i byerne og husmændene på landet. Men skønt de havde samvirket næsten forbilledligt under krigen, var der gået skår i harmonien. De havde trods alt et forskelligt principielt udgangspunkt.

Den radikale leder Ove Rode var aldrig kommet over chokket i 1920, der næsten halverede hans parti som en straf for dets samarbejde med Socialdemokratiet og dets uborgerlige leg med det revolutionære generalstrejkespøgelse. Rode ville, som Edvard Brandes, skaffe sit parti ud i en friere politisk stilling. Mens han gik med en uforløst drøm om at hele det brud med Venstre, som Det radikale Venstre var opstået af i 1905, stred han for at genrejse partiet, der kun havde 166.000 stemmer (13 procent). Den ubehagelige kendsgerning var imidlertid, at hans nærmeste partifælle P. Munch stædigt ønskede at opretholde partiets nære samarbejde med Socialdemokratiet, så skellet blev trukket mellem besiddende og ikke-besiddende.

Den radikale provinspresse var skrantende og uden gennemslagskraft, og Politiken, der havde været radikalismens flagskib, var endnu rystet efter den omfattende annonceboykot, som erhvervslivet havde straffet bladet med i 1920, og derfor behersket i sin støtte til partiet. Værdifuldt for dette var det nære samarbejde med husmandsforeningerne.

Det gik nemmere på den borgerlige side, men ikke uden skærmydsler, hvis perspektiv rakte frem mod skelsættende begivenheder i 1929. Venstre følte – skønt nu igen i opposition – at dets renæssance efter syv års ørkenvandring under krigen var kommet. Det var stort, stærkt og selvbevidst med 363.000 stemmer (28 procent) og en solid mediedækning gennem en overordentlig loyal dagspresse, som omfattede halvdelen af den danske presses samlede oplagstal. Landboforeninger og andelsbevægelse var solide støtter. Landbrugserhvervets vanskeligheder skabte sammenhold, men de øgede også presset på Venstre.

Det konservative Folkeparti var derimod endnu svagt. Dets vælgergrundlag på 243.000 stemmer (19 procent) var ikke at foragte i omfang, men det var lidet homogent: store landejendomsbesiddere, trafikkontrollører og andre kongeligt udnævnte lønmodtagere (tjenestemænd), fabrikanter, importører og eksportører, store handlende og små udgjorde dets vælgerkorps. Det førte til fraktionskampe, og det var svært at holde sammen på hjorden, ikke mindst under vanskelige forhold for erhvervslivet. Det konservative Folkeparti havde heller ikke den samme støtte fra Industrirådet og Arbejdsgiverforeningen, som de andre partier fik fra de organisationer, der stod dem nær. Hertil kom, at det ved sin stiftelse i 1915 nok havde viklet sig ud af det gamle Højres efterhånden kvælende favntag, men Estruptiden kastede stadig slagskygger over de konservative, hvor meget de så end fremhævede deres demokratiske sindelag. Venstre var nu de konservatives allierede i oppositionen mod regeringen, men havde blot en menneskealder forinden været hovedfjenden. Venstre betragtede nu Det konservative Folkeparti som en bivogn, der måtte makke ret og følge efter lokomotivet. I pressen kunne de konservative regne med støtte fra hovedstadsblade som Berlingske Tidende og Nationaltidende og provinsens Stiftstidender, men ikke med samme styrke som Venstre og Socialdemokratiet kunne i deres aviser.

Partidelingen svarede til væsentlige interessemodsætninger i det danske samfund. Industrien producerede mest for hjemmemarkedet. Det stærkt dominerende landbrug var vigende. I forhold til industrien var det afhængigt af en betydelig eksport og derfor underkastet verdensmarkedets vilkår, der var præget af overproduktion og deraf følgende lave priser. Vandringen fra land til by fortsatte, og modsætningerne mellem de to sfærer var betydelig, både økonomisk og kulturelt.