Grundlovsfesten ved Eremitageslottet i 1854. Truslen om et statskup, der ville bringe landet tilbage til enevælden, hang over landet fra april 1853, da A. S. Ørsted skulle indskrænke junigrundloven og tilvejebringe et Rigsråd for hele monarkiet. Des stærkere blev de frihedselskendes protester mod Ørsteds trussel. Den store folkemængde ved Eremitagen må være gået eller kommet med hestevogne fra København, for kystbanen var endnu ikke bygget.

.

„Parforcejagt på Frijsenborg”; maleri af Otto Bache. Baches sympatiske fremtræden og dygtighed som maler gjorde ham til en hyppig gæst på danske herregårde, hvis persongalleri med yndlingsheste og -hunde han skildrede i talrige malerier. I firserne koncentrerede han sig om historiemaleriet med velkendte træffere som „De Sammensvorne ride fra Finderup Lade efter Erik Glippings Drab” og andre store historiske malerier, som mæcenen, brygger J. C. Jacobsen bestilte til det nye nationalhistoriske museum på Frederiksborg.

.

Frederik den 7. kunne have grund til at sove uroligt med alle de svære problemer omkring sit rige og arvefølgen efter ham. I en tysk karikatur martres han af onde drømme om de europæiske potentaters interesse for hans kongekrone. Den østrigske statsmand Metternich spiller på fløjte for de stridende på gulvet ligesom rottefængeren fra Hameln.

.

I de første, primitive danske vittighedsblade blev den danske almue gengivet som „hr. Sørensen”, en troskyldig lille mand med nissehue. På denne tegning fra 1860 blunder hr. Sørensen foran grundloven, som de nationalliberale redaktører Bille og Ploug er ved at vælte til stor glæde for et par embedsmænd.

.

Det, der danner hovedsporet i dansk politik i de 16 år mellem de to slesvigske krige er, at de nationalliberale, som havde lagt navn og ansvar til både den nationale og den liberale politik i 1848, i de følgende år mere og mere kom ud i en kritisk position, fordi de måtte ændre synspunkt på begge de to elementer i deres program, der havde givet gruppen sit navn. De fleste af dem fortrød deres politiske liberalisme og pønsede på en mulighed for at trække noget af den folkelige frihed tilbage, som de havde indskrevet i grundloven. De måtte også – i hvert fald for en tid – ændre deres nationale program og finde sig i, at de som følge af de føromtalte aftaler af 1851-52 måtte forlade Ejderprogrammet til fordel for Helstatsprogrammet.

Men den nye situation i det nationale forhold mellem kongeriget og hertugdømmerne havde trods alt også sine fordele for dem, der frøs i det nye liberale klima: den nye grundlov for 1849 gjaldt kun for kongeriget og ikke for hertugdømmerne. Der skulle altså forhandles en ny forfatning for hele monarkiet med særlige beslutningsorganer, som kunne tage sig af de fælles, overordnede problemer. Og med de kraftige konservative vinde, der blæste over hele Europa i første del af 1850'erne, var det ikke svært at gætte, i hvilken retning strømmen kom til at gå, selv om bondevenner og sande demokrater strittede nok så meget imod. De konservative kræfter udnyttede rent ud sagt de udenrigspolitiske forhold groft over for de mere ukyndige bønder, som ikke kendte til fransksprogede depecher, diplomatiske demarcher og anden styltesnak.

I Rigsdagen hævdede Folketinget i de første år efter 1850 helt klart sin overordnede stilling over for Landstinget, ikke mindst i behandlingen af de økonomiske love. Men når det kom til de to afgørende elementer i tidens politik, den nationale sag og forfatningsspørgsmålet, blev hele Rigsdagen i disse år mere eller mindre umyndiggjort. Ved aftalerne 1851-52 med stormagterne blev konservative danske ministre nærmest frivilligt tvunget til at genindføre et halvt enevældigt styre uden om junigrundloven. Ved en kongelig kundgørelse af 28. januar 1852 blev det gamle Gehejmestatsråd genindført. Ministrene var nu ikke mere ansvarlige over for Rigsdagen – knudepunktet i demokratiet – men kun over for kongen. Det skete med den begrundelse, at Statsrådets ministre nu skulle regere over hele monarkiet.

I Slesvig og Holsten var enevælden ikke afskaffet. Her fortsatte de gamle stænderforsamlinger deres virksomhed og fik besluttende myndighed for de lokale forhold. Men for de fælles anliggender skulle der som nævnt oprettes en særlig forfatning med egne, særlige organer svarende til Rigsdagen. Det var en cementering af helstaten, der her skete, og skrinlæggelse af Ejderpolitikken. Stormagternes diktat besegledes med et ministerskifte i København, hvor de sidste nationalliberale ejdertilhængere blev fjernet, og de særlige ministre for Holsten og Slesvig blev udnævnt. Det var lokale, mest tysksprogede, godsejere.

Den nye premierminister, den konservative embedsmand C. A. Bluhme, prøvede nu at få dele af denne nye forfatning igennem på demokratisk vis i Rigsdagen, først og fremmest det penible spørgsmål om den kongelige arvefølge efter Frederik 7., der kunne sikre, at hertugdømmerne fortsat kunne holdes under samme krone. Han håbede her på hjælp fra bondevennerne, der først og fremmest klamrede sig til den frie valgret, men gerne solgte sig i nationale anliggender. Men stemmerne i Rigsdagen var for splittede. Selv efter ikke mindre end tre folketingsvalg i løbet af ti måneder 1853-54, kunne Rigsdagen ikke gennemføre noget i sagen, og Bluhme overlod da sin post til den gamle enevældes ypperste repræsentant, juristen A. S. Ørsted, som ikke var bange for at gennemtvinge den nye fælles forfatning uden om Rigsdagen i form af kongelige forordninger ligesom før 1848.

Det gjorde den da 75-årige Ørsted rask væk, først for Slesvig og Holsten (uden at tage hensyn til protester fra de to hertugdømmers stænderforsamlinger) og siden for hele monarkiet ved den såkaldte oktrojerede forfatning i juli 1854, der udstedtes som en kongelig forordning. Den førte nærmest landet tilbage til enevælden. Der indførtes et Rigsråd med 20 medlemmer valgt af kongerigets Rigsdag, 18 af hertugdømmernes stænderforsamlinger og dertil 20 kongevalgte medlemmer. Denne fremgangsmåde blev mødt med et brøl af protester fra alle liberale i Danmark og fremkaldte den første alvorlige krise for det unge demokrati. Ørsted prøvede at betvinge bølgerne ved straffesanktioner, sagsanlæg mod pressen og afskedigelse af bl.a. Monrad og Hall som henholdsvis biskop og generalauditør. Ørsted havde været parat til at fortsætte den hårde tvangskurs, men forståelsen for demokratiets betydning var alligevel for stærk blandt hans ministerkolleger og hos kong Frederik, der lod ham falde til fordel for mere moderate konservative og nationalliberale folk. Nu skulle fællesforfatningen affattes så moderat-liberalt, at den kunne vedtages på demokratisk vis i Rigsdagen og stænderforsamlingerne. Det lykkedes virkelig Hall og hans ven C. G. Andræ som ministre at bugsere en ny fælles grundlov igennem Rigsdagen i oktober 1855. Der indførtes nu et Rigsråd med et kammer på 80 medlemmer, 30 valgt af Rigsdagen og stænderforsamlingerne, 30 valgt direkte af i alt ca. 6000 af de mest velhavende vælgere og 20 af kongen.

Dette Rigsråd, hvor tysk og dansk lød mellem hinanden med samme ret, samledes i København fra 1856 og fungerede parallelt med kongerigets Rigsdag i de følgende ti år til 1866. Det var et håbløst virvar af nationale og demokratiske konflikter på forskellige niveauer. Det nationale og det liberalkonservative, der var begyndt som sideløbende ideer, var kommet i modsætning til hinanden. Man brugte helt urimelig meget tid på disse indviklede nationalpolitiske forhold og hæmmede derved mulighederne for stærkt tiltrængte samfundsreformer. Det tungtvirkende dobbeltstyresystem gjorde desuden det tosprogede monarki til et let offer for indblanding udefra. Da man gennemførte fællesforfatningen i 1855, fik man ikke taget misteltenen i ed, da man „glemte” at spørge den holstenske stænderforsamling. Det kom siden til at medføre store ulykker.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Politiske hovedlinier 1850-56.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig