Prisstigning og profit

En inflation på to-tre procent om året kan ikke imponere os. I 1500-tallets landbosamfund, som oplevede den, var virkningerne imidlertid store. Prisstigningen samlede sig sammen år for år og blev fra 1540'rne for alvor mærkbar og satte sit præg på samfundet også ud over århundredet.

Hvorfor steg priserne? Vi må her vende tilbage til den stigning i Europas befolkningstal, som har været omtalt tidligere.

Der var først og fremmest tale om en efterspørgselsinflation, hvor prisen på levnedsmidler steg mest. Det var ikke en jævn og ubrudt konjunkturstigning, for der var mange andre forhold, der spillede ind. En større pengemængde som følge af en stigende sølvimport fra de rige miner i Sydamerika, en hurtigere pengecirkulation, fordi der var en almindelig vækst i handelen, og en større anvendelse af andre former for pengeoverførsler som veksler og bankanvisninger var ting, der medvirkede til inflationen. Sådan som den europæiske handel og produktion var indrettet, kunne misvækst og begrænsede transportmuligheder føre til kriser i større eller mindre områder med voldsomme prisudsving til følge. Politiske forhold som krig og blokade kunne – dengang som nu – gøre de internationale markedsforhold usikre. På lokalt plan var befolkningerne stadig afhængige af det årlige høstudbytte i en grad, som vi har svært ved at forestille os i dag, hvor vareudveksling og statens regulering af forsyninger er blevet selvfølgeligheder, som har deres baggrund i 1800-tallets kapitalistiske udvikling, herunder de nye, effektive transportmidler.

Med Nederlandenes kraftige handelsekspansion flyttedes tyngdepunktet i den europæiske handel fra Middelhavsområdet til Nordvesteuropa. Det var også her – i Nederlandene og England – at befolkningstilvæksten var størst. Østersøen blev endnu vigtigere i nederlændernes handelssystem.

Det var nu ikke længere arbejdskraft, der var mangel på, men nogle steder snarere jord. Mange steder i Europa skete der nyrydninger, og gårdene blev delt. De økonomiske og sociale konsekvenser var først og fremmest en reallønsnedgang for håndværkere og andre, der mærkede inflationen på pengelønnens mindre købekraft, mens de, der havde store mængder af korn og andre levnedsmidler at sælge, tjente penge. Lad os se på, hvordan disse udviklinger virkede i det danske samfund.

I forhold til Nederlandene var Danmark fortsat et u-land, der eksporterede råvarer – korn – og svagt forædlede varer – staldfodrede stude. Under normale forhold udgjorde den danske eksport af rug og byg mellem 150.000 og 200.000 tønder, hvilket var noget under 10 procent af Østersøområdets samlede eksport. Den danske kvægeksport til Nordtyskland og Nederlandene androg ved midten af 1500-tallet godt 40.000 dyr om året. Tiden frem til ca. 1620 var den store tid for den danske eksport af staldøksne, og de kunne også afsættes til gode priser, selv om denne handel var mindst lige så følsom som kornhandelen over for krige og uroligheder. Ganske vist var perioden fra midten af 1500-tallet til et par årtier ind i 1600-tallet ikke nogen ubrudt økonomisk glansperiode, men som det øvrige Østersøområde havde Danmark en vældig økonomisk vækst under de foretagsomme og effektive nederlandske købmænds økonomiske lederskab. Importen – salt, metalvarer, klæde, vin og krydderier – var af væsentlig mindre værdi end eksporten, og nederlænderne betalte differencen i gode kontante penge. Handelen på de nordtyske byer fortsatte naturligvis. Indførslen af øl, isenkram, salt, metal og andre varer herfra synes at have haft større værdi end udførslen.

Landbrugseksporten har altså ført mange penge til landet. Krigsgælden efter borgerkrigen kunne i 1540'rne konverteres til indenlandske lån. Det er ikke overraskende, at hovedgevinsten havnede hos godsejerne, kronen og adelen, som fuldstændigt beherskede produktionen. Fra ca. 1540 til 1600 seks-dobledes jordens salgsværdi. I hvilket omfang en del af velstanden har fundet vej til andre befolkningsgrupper, er vanskeligere at afgøre. Der er dog ikke tvivl om, at de store købmænd fra København og enkelte andre byer har fået deres del.

Godsejerne havde gode vilkår for at gøre sig deres gods indbringende. Både for kronen og adelen gjaldt det om at tilrettelægge godsdriften så rationelt og økonomisk som muligt. Det blev nu lønsomt at samle fæstegodskomplekser omkring hovedgårdene, og det kunne ske ved byttehandeler – mageskifter – og handeler med „strøgods”. Også kronen var interesseret i at skabe større, sammenhængende godsenheder for at udnytte de driftsmæssige og økonomiske fordele, det gav. Desuden fik majestæten bedre jagtterræner ud af det. Navnlig fra 1570 fandt der store mageskifter sted, som samlede næsten hele Nordøstsjælland under kronen foruden store områder omkring Koldinghus og Skanderborg. Lovgivningen støttede godskoncentrationen ved sine bestemmelser om, at sædegårdenes gods ved skifte så vidt muligt skulle holdes samlet på de mandlige arvingers hænder, således at døtrene måtte nøjes med strøgods, hvis ikke forældrene efterlod sig sædegårde nok til, at alle børnene kunne få. Interessefællesskabet mellem kongen og de øvrige godsejere førte til nedlæggelse af fæstegårde og til yderligere reduktion af selvejernes i forvejen beskedne antal. I forbindelse med mageskifterne gav kronen adelen tilladelse til at købe selvejergårde og gjorde det også selv. Selvejernes antal svandt stadig ind i den følgende tid, bl.a. som følge af statens kraftige beskatning af dem.

Det var en fordel for godsejerne at reducere godsernes driftsomkostninger til et minimum. Bønderne kunne sagtens udrette mere, så man kunne spare udgifter til tjenestefolk, håndværkere og arbejdsfolk på herregården. Der var meget arbejde, fæsterne kunne gøre i mark og skov og på gården. De kunne tage sig af transportopgaver og f.eks. køre materialer til de store byggeforetagender, som både kronen og adelen brugte en stor del af de mange nye penge på, og være murerhåndlangere og arbejdsmænd og være med til at lave mursten og tagsten og kalk, hvis godset havde specialiseret sig i teglfremstilling og kalkbrænding til eget brug og til salg. De kunne køre overskudsproduktionen af korn til købstaden eller til det sted, der var aftalt med eksportøren, og være havnearbejdere, når kornet skulle lastes eller andre varer losses i havnene.

Derimod var der ikke meget behov for at lave om på selve fæstegodssystemet og samle jorden i større enheder til stordrift under hovedgårdene. Fæstebønderne betalte fortsat overvejende deres landgilde og øvrige ydelser i naturalier, først og fremmest korn, og priserne på varerne steg. En herremand deltog nu normalt ikke selv i handelsvirksomhed, men traf aftaler om leverancer til danske eller udenlandske købmænd. Til gengæld synes mange adelige at have udviklet et betydeligt forretningstalent. De lod deres korn ligge på lageret og deres stude blive i stalden, til priserne blev bedst mulige. I efteråret 1564 skrev Christoffer Gøye fra Sverige til sin kone Birgitte Bølle, at kornhøsten fra deres godser skulle oplagres, „thi du tør ingen tvivl have på, at den jo engang skal gælde sin værdi”. Vi kan se, at han fik ret. Kornet blev solgt i marts året efter til priser, der lå næsten 70 procent over efterårets. Også de hyppige, akutte subsistenskriser i andre lande lod sig udnytte. I virkelige knaphedssituationer kunne det godt bekymre regeringen, at adelen holdt kornet tilbage, når hungersnød truede.

Det var de største jordbesiddere, der havde bedst mulighed for at udnytte de gode konjunkturer og mest at stå imod med når der indimellem kom ustabilitet eller afsætningsvanskeligheder. Sådanne midlertidige kriser kunne derimod være slemme nok for de mindre og middelstore godsejere, der gerne ville opretholde den standsmæssige levefod, der hørte til i de kredse. Så måtte de låne sig frem, og da der kom nedgang og kriseperioder omkring århundredskiftet, var der nogle, der ikke kunne klare det, men måtte afstå jord til bedre funderede standsfællers godssamlinger. Stadig bliver der færre adelsslægter. Den snævre begrænsning af slægtsbegrebet til mandslinien måtte føre med sig, at selv godsrige slægter uddøde, mens den store arv gik over til andre. Adelens lukkethed og dens godsmonopol var medvirkende til, at velstandsvæksten begunstigede den allerrigeste del af adelen, som samtidig havde supplerende indtægter af de større lensmands-poster. Kampen om jorden kunne gå hårdt til, og det er næppe uberettiget, når viborgbispen Niels Lauridsen Arctander i 1609 i en ligprædiken fandt det passende at advare herremændene mod „at drage det ene hus til det andet og lægge den ene ager til den anden og bruge vold mod hver mands hus og hver mands arv, indtil der er ikke mere rum, at de kunne ene besidde landet. Thi Gud råber et forskrækkeligt Ve over dem, som gør dette, og han er en hævner over alt dette, som Skriften vidner”.