Privilegier og magt

Billedet på titelbladet i Kong Eriks sjællandske Lov, trykt i København 1505. Kongen står som lovens giver og retfærdighedens vogter. Han har bind for munden – det er loven, der taler. Også de øvrige gamle landskabslove blev trykt i begyndelsen af 1500-tallet „på ret dansk”, dvs. med moderniseret sprogbrug. Retsområderne var stadig „landene”, landsdelene med hver sit landsting.

.

Bonde på høstarbejde og den væbnede magt. Billedet illustrerer „sædeunderet”. Under flugten til Ægypten blev de forfølgende soldater bragt på vildspor, fordi bonden fortalte dem, at Maria, Josef og Jesus havde passeret stedet, da han såede kornet. Men Gud havde ladet det vokse op på én nat. Kalkmaleri i Jetsmark Kirke i Vendsyssel, 1474.

.

Skilling fra kong Hans' tid.

.

To hængte – måske dømt for tyveri. Da godsejerne i 1523 fik hals- og håndsret og dermed retten til også at forfølge sager, der kunne føre til dødsstraf, og til at sørge for fuldbyrdelsen af straffen, kunne de ofte være fristet til at „aftinge” med lovovertræderen om at slippe med en pengeydelse – hvis ellers han kunne betale. Kalkmaleriet er fra Vinderslev Kirke ved Silkeborg, omkring 1500.

.

Det voksende pres på bønderne i tiden omkring 1500 spores over hele landet, om end i forskellige former. Overalt gav det sig udslag i højere afgifter og godsejernes voksende indflydelse på bøndernes tilværelse.

At det kunne gå sådan, stod først og fremmest i forbindelse med værnet. Tanken om at herremændene skulle værne og forsvare bønderne er gammel, men det er ved denne tid, det endegyldigt blev fastslået, at alle bønder skulle have en husbond og værner, og havde de ingen, blev det kongen. At kronens fæstere, selvejerne og borgerne betalte de ordinære skatter blev forstået som et udtryk for, at de stod under kongens værn.

Som modydelse for værnet nød jordejeren en række „herligheder”, dvs. rettigheder i forhold til bønderne i form af særlige afgifter og retslig underordning under herskabet. Mens landgilden, der betaltes for leje af jorden, var bestemt af sædvanen og derfor vanskeligt kunne sættes i vejret, var disse herligheder ubestemte. Her lå der mange muligheder for godsejerne.

Det blev almindeligt, at bønderne betalte indfæstning eller stedsmål, når de fæstede en gård. Hoveriets rolle var beskeden både i forhold til tidligere og senere, men til gengæld betalte mange bønder arbejdspenge i stedet for det hoveri, de var sluppet for ved fæstesystemets gennemførelse. På tilsvarende vis blev det gamle gæsteri, dvs. bondens pligt til at huse godsejeren, hans folk og heste, erstattet af en afgift, der nok var den vigtigste af de nye økonomiske byrder. Det gennemgående træk er, at forskellige gamle afgifter og pligter blev omsat til faste ydelser i naturalier eller penge og samtidig sat i vejret. I begyndelsen af 1500-tallet nåede de „små rædsler” (af rede = udrede) tilsammen ofte en størrelse på omkring 50 procent af landgilden. På gode sjællandske gårde kunne de endog komme op på højde med den. Det afgørende var, at i fæstegårdens usikre og ofte marginale økonomi kunne sådanne forhøjelser blive særdeles mærkbare.

Det var også omkring 1500, at fæsternes pligt til at stalde og fodre godsejernes stude tog et opsving. Kvægeksporten steg i denne tid, og samtidig gik man over til forårseksport af staldøksne, dvs. dyr, der var fodret i bøndernes stalde vinteren over. De gav flere penge, når godsejeren solgte dem til hollænderne eller tyskerne.

Fæstebondens juridiske binding til godsejeren kunne være forskellig. På Sjælland, Falster og Lolland med omliggende mindre øer – Sjællandske Lovs område – fik forholdet en ganske særlig bastant karakter. Her gennemførtes nu vornedskabet, dvs. fæstebondens og alle hans sønners pligt til at forblive på det gods, hvor de var født, og overtage en gård dér. Kvinder var ikke direkte omfattet af dette stavnsbånd, men oplevede det naturligvis ved ægteskabet.

Hvordan vornedskabet præcist er blevet gennemført, ved vi ikke. Afgrænsningen til Sjællandske Lovs område kunne måske tyde på, at landstinget har spillet en rolle i denne forbindelse. Det dukker op i kilderne fra 1495 på en måde, der viser, at der er tale om noget nyt. F.eks. omtales vornedretten over bondesønner, som nok var født på et gods, men som allerede havde forladt det sammen med deres fædre. Fra omkring 1510 ses en vis afklaring, i hvert fald hvad angår ensartede formuleringer i dokumenterne.

Disse drejer sig for en stor del om godsejernes overdragelse af bønder til hinanden. At de nu kunne handle med vornedretten indbyrdes i form af bytning, bortgivning eller salg af fæstere er et meget godt eksempel på tidens manglende fasthed på det juridiske område og magtens muligheder for fortolkning og glidninger. Der var godsejere som tolkede – og handlede ud fra – at de nu havde fået ejendomsret til deres fæstere.

Hensigten med vornedskabet var naturligvis at opnå et fastere greb om arbejdskraften. Nu da mangelen på arbejdskraft i det store og hele var overvundet, var dette muligt. Hvad godsejerne tænkte ved det, fremgår måske bedst af et lensbrev fra Antvorskov Kloster, hvor et af pålæggene til lensmanden vedrørende fæsterne lyder: „Ej at sælge dem eller deres sønner … af godset, men holde alle til stede til at besætte samme gods med, når behov gøres.”

Når det var på Sjælland og omliggende øer, værneretten kunne udnyttes på denne radikale måde, hænger det sikkert sammen med, at man her havde et afgrænset område med en tæt og efterhånden ret talrig befolkning, domineret af et begrænset antal storejendomme i hænderne på få højadelige. De har stået stærkt over for deres bønder, når de stod sammen. Og i modsætning til især Jylland ejede den samme godsejer ofte alle gårde i en landsby, hvad der gav ham bedre muligheder, end når flere, måske spredt boende, godsejere hver ejede én eller nogle få af en landsbys gårde.

Bønderne selv møder vi kun som navne i kilderne: „Vi Lage Urne, med Guds nåde biskop i Roskilde, gør vitterligt, at vi har undt og givet ærlig og velbyrdig mand og strenge ridder hr. Anders Bille til Søholm en vor bondesøn, Søren Hansen, født på vort og kirkens gods udi Magleby på Gjorsløv len, at bygge og bo og være, hvor fornævnte hr. Anders Bille vil have ham.” Hvad Søren Hansen har følt ved det, ved vi ikke. De sjællandske bondesønner, der blev født omkring 1500, var vel de første, der fuldt ud mærkede stavnsbåndet, og de har oplevet det særlig stærkt, fordi deres fædre og bedstefædre endnu kendte det fri fæsteforhold og kunne fortælle om det.

Adelen havde længe haft en upræcis defineret revselsesret over sine fæstebønder og ansatte på herregårdene, en ret til at styre dem med „stok og jern”. Nu kom den vigtigste af alle de adelige magtudvidelser over bønderne. Det var retten til sagefald, dvs. bøder og forbrudt gods. Først fik enkelte godsejere, især kirkelige institutioner og rigsråder, ret til at indkassere en del af de bøder, deres fæstebønder blev idømt ved domstolene. Det var et særligt privilegium. Men i Frederik 1.s håndfæstning fra 1523 fik alle godsejere al sagefald af deres undergivne. Det var en økonomisk erobring fra kongemagten og samtidig helt afgørende for forholdet mellem fæstebønderne og deres herskab. Retten til at oppebære bøder, kombineret med den generelle værneret, gav godsejeren ret til at påtale og forfølge forbrydelser og til at eksekvere domstolenes straffe. Således blev det forstået af adelen, som selv mente, den havde fået hals- og håndsret, egentlig politimyndighed, over sine bønder med bestemmelsen i 1523.

I håndfæstningerne bruges udtrykket „al kongelig ret” om sådanne beføjelser, og fæsterne omtales som deres „tjenere og undersåtter”. Hermed udtrykkes de grundliggende tanker i den politik, godsejerne førte i disse år, og som de fortsatte i den følgende tid med endnu nogle tilføjelser til de afgørende erobringer. Det var for så vidt ikke nyt, at væsentlige dele af øvrighedsmagten over fæstebønderne lå hos deres herskab. Det er i sig selv et karakteristisk træk ved det feudale privilegiesamfund, noget af det, hvorved det adskiller sig fra vort kapitalistiske samfund, hvor staten har de myndigheder, der her er tale om. Det nye i tiden omkring 1500 er, at magtforholdene mellem godsejere og bønder er ændret, således at godsejerne i langt højere grad end tidligere kan udnytte denne øvrighedsmagt i praksis og få den udvidet og præciseret i lovgivningen og i de dokumenter, der produceredes i magtapparatet. Det gælder ikke mindst i forbindelse med de aftaler, der blev indgået mellem godsejerne indbyrdes. Juridisk og reelt stod godsejeren stærkere end nogensinde over for sine bønder ude i de små lokalsamfund.

Det var adelen om at gøre at få alle disse landvindinger fastholdt og udbygget ved lovgivningens hjælp. Sammen med gejstligheden havde den eneret på at sidde i rigsrådet og til forleninger. I lensstyrelsen, lokaladministrationen, hvis indretning vi skal vende tilbage til (i afsnittet Lensadministrationen) kunne lensmanden opnå en meget selvstændig stilling i udøvelsen af den øvrighedsmagt, han havde i lenet på kongens vegne. Det kom ind i håndfæstningerne, at adelig byrd skulle være betingelse for udnævnelse til lensmand. Også embederne som landsdommere krævede adelen for sig selv, og de ville desuden have ret til som lensmænd og panthavere af kronens gods at ansætte herredsfogeder og herredsskrivere uden kongens indblanding. Alle disse adelige bestræbelser på at komme til at dominere magtudøvelsen gennem administrationen gav anledning til hårde politiske kampe mellem rigsrådet og kongerne.

På endnu et vigtigt felt kan vi konstatere adelens politiske gennemslagskraft omkring 1500: i kampen om at besætte de høje gejstlige embeder. De rige, højadelige slægter gik ind i konkurrencen med borgerlige og lavadelige om især bispeembederne, der gav plads i rigsrådet og muligheder for at udnytte værnepligten og visitationsretten over for klostre og sognekirker og omsætte dem til betaling for bl.a. gæsteri. I 1529 var alle landets bisper adelige.

Indflydelse på lovgivningen var et af adelens vigtigste politiske instrumenter, og det samme var klager over andres brud på lovene, ikke mindst kongens, hvis han søgte at dæmme op for de adelige magtudvidelser.

Adelens krav og påstande havde deres grundlag i adelstandens fælles privilegier og rettigheder, men i virkelighedens verden var det ikke nok at have adelskabet i orden og antage et fint slægtsnavn. Nogle adelige måtte tværtimod med forbitrelse opleve en økonomisk og social deroute.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Privilegier og magt.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig