Privilegierne

Endelig, den 24. juni 1661, oprandt den dag, hvor Frederik 3. gav de tre stænder deres respektive privilegier.

Adelen bevarede sin fulde myndighed over sine bønder, sin jagt- og fiskeret og andre godsherligheder. Tilsyneladende fik den også sin skattefrihed igen. De adelige „skal ikke med nogen skat eller pålæg besværes”, hed det, men med tilføjelsen, „med mindre det kongelige hus' eller undersåtters consistents [bevarelse] og velfærd det fordrer og udkræver”. Samme gummiagtige bestemmelser gik igen i tildelingen af rang før andre stænder, hvor de kongelige betjente, som ikke var af adelstand, godt kunne blive stillet lige med adelen, og i løftet om, at ingen af adelens bønder skulle udskrives som soldater, hvor det blev understreget, at dette ikke gjaldt, hvis kongen fandt det nødvendigt. Adelen måtte fortsat også drive handel, men det måtte ikke ske på bekostning af købstæderne og slet ikke af København og Christianshavn, der havde fået privilegier som stabelstæder. Kravene fra oktober 1660 om, at der skulle være et adeligt rigsråd, og at adelige skulle besætte rigsembederne, var naturligvis ikke opfyldt.

Gejstlighedens privilegier var ikke opsigtsvækkende. Det vigtigste politiske resultat, standen opnåede, var, at kongen, når han ville have noget udrettet hos gejstligheden, ville gå direkte til bisperne og ikke gennem lensmændene.

Borgerskabet, der havde været oktoberrevoltens spydspids, fik slettet betegnelsen „ufri mand” og opnåede skattelighed med adelen, løfte om, at kongen ville befordre „ærlige folks børn, hvad stand de og være, til hæder og nytte, eftersom Han dem capable finder”, og fritagelse for gratis kørsel af de kongelige betjente. Købstædernes ønsker om selvstyre var ikke efterkommet. Kongen skulle nok selv sørge for, at de „med kvalificerede borgmestre og råd forsørges …” Borgerstandens forskellige ønsker om provinsmøder, om adgang til kongen og høring af stænderne inden offentliggørelsen af forordninger bar privilegiebrevet ikke det fjerneste spor af.

Det var, hvad der kom ud af de privilegieandragender, kongen trak op af syltekrukken, trekvart år efter de var blevet fremsat. Og de særlige københavnske privilegier, der var udstedt midlertidigt i 1658, var også skrumpet ind, da de – som lovet dengang – fik deres endelige udformning. I det store og hele var det kun stabelretten og retten til embeder og adgang til jordegods på lige fod med adelen, der var tilbage. Væk var kongens løfte om, at alt, der skulle forhandles til rigens bedste, først skulle forelægges staden, og væk var byens ret til at godkende den told, accise og anden besværing, der måtte blive den pålagt. Men der stod naturligvis heller ikke længere en svensk belejringshær uden for København.

Det kan ikke undre, at det murrede i krogene, da privilegierne blev kendt. En københavnsk oldermand for skrædderlavet blev sat i Blåtårn, da han i en ophidset stund udbrød, at det var københavnerne, „som havde ikke alene salveret staden, men holdt krone og scepter på kongens hoved”. For at komme utilfredsheden i forkøbet sørgede kongen for at have en større garnison liggende i København. Voldene, hvorfra borgerne havde forsvaret byen mod svenskerne, blev militært område, hvortil civile ikke havde adgang, og byens nye fæstningsværk mod nordøst, Kastellet, blev indrettet på en sådan måde, at dets kanoner kunne skyde ned gennem de lige gader, der blev anlagt mellem fæstningen og bykernen.

Det var foranstaltninger, der viste, at den politiske alliance mellem København og kongen, der havde været grundlaget for indførelsen af arveriget, smuldrede i det øjeblik, kongen kunne konsolidere sin egen enevoldsmagt med støtte af loyale lejetropper, hvis indkvartering københavnerne i øvrigt trods alle løfter og trods idelige protester fortsat måtte lide under.

Københavnerne og det øvrige borgerskab havde med privilegierne fået deres lighed med adelen. I optimistiske øjeblikke havde de også håbet på regulær politisk indflydelse, men de havde lagt mere vægt på privilegierne. Da de så måtte nøjes med privilegierne, mens kongen tog al magten, var der vel de borgerfolk, der syntes, at det eneste, de for alvor havde opnået, var, at adelen var blevet stillet lige så ringe som dem selv.