Det nye Christiansborg, fotograferet i august 1917 fra Amagertorv med Absalonstatuen i forgrunden, kort før dets færdiggørelse. Efter det andet Christiansborgs brand i 1884 tog det 20 år, før der opnåedes enighed om opførelse af et tredje. På baggrund af en arkitektkonkurrence besluttede Rigsdagen ved lov i 1906 at lade det nye slot opføre efter tegninger af arkitekt Thorvald Jørgensen. Under udgravningerne til fundamentet fandt man rester af de ældste anlæg på Slotsholmen, Absalons borg.

.

Socialdemokratiet og DsF måtte stå for drøje verbale og organisatoriske angreb fra venstreoppositionen. På intet tidspunkt var de to parter imidlertid indstillet på at vende den anden kind til eller se deres magtfulde positioner undergravet. Både politisk og fagligt iværksatte den socialdemokratiske arbejderbevægelse en modoffensiv med reforminitiativer over et bredt felt, vel vidende at konkrete resultater ville være det bedste argument for partiets politiske linie.

De kommunalpolitiske magtpositioner spillede en central rolle i indsatsen på de sociale områder. I den statslige politik søgte Socialdemokratiet at styrke sin position ved to dage efter våbenstilstanden den 11. november 1918 – samme dag som slaget på Grønttorvet bølgede – at vedtage et omfattende reformprogram. Dets 18 punkter fastlagde partiets krav til en politisk offensiv nu, hvor krigen ikke længere dikterede tilbageholdenhed i stridsspørgsmål. Partiet ønskede et bredt spektrum af sociale reformer og iværksættelse af offentlige arbejder. Prisregulering og dyrtidslove skulle opretholdes. De militære foranstaltninger skulle indskrænkes, og der skulle sigtes mod en ophævelse af hele det hidtidige militærsystem. Valglov og grundlov skulle revideres, og endelig skulle der indføres en statslig kontrol med bankvæsen og produktion for at begrænse prisstigning og udbytning. Samlet skulle reformerne gøre „vort lille land til et mønstersamfund”.

Samtidig fastslog partiet, at ingen reform skulle gennemføres, som ikke havde tilslutning fra folkets flertal. Enhver afvigelse fra det parlamentariske demokrati blev kategorisk afvist i samme åndedrag, som partiet opfordrede alle til at holde sig fjernt fra „de syndikalistiske urostiftere og voldsprædikanter”.

Programmet var et led i en stærkere markering af partiets antikapitalistiske position og dets ønske om at bevare hovedelementerne i den omfattende statslige styring af samfundets funktioner, som lå i krigstidens regulering. Denne havde klart demonstreret muligheden for en stærk statslig intervention i produktion og fordeling og anvist midler til en videregående socialistisk udvikling.

Det mest interessante var måske, at programmet forud havde været forelagt de radikale ministre, som i hovedtrækkene havde tilsluttet sig dets gennemførelse. Det var samtidig blevet aftalt, at Stauning skulle fortsætte som minister i den radikale regering og overtage de sociale områder og arbejdsmarkedssagerne fra Indenrigsministeriet.

Året efter fulgtes de socialdemokratiske reformkrav af arbejderbevægelsens forslag til bedriftsråd på alle større virksomheder. De skulle give arbejderne indsigt i produktion og økonomi og ifølge de mest vidtgående begrundelser væe indledningen til, at arbejderne overtog ledelsen af produktionen. Samtidig skulle der oprettes centrale statslige instanser til kontrol med løn og priser.

De radikale og socialdemokraterne forstærkede i disse år deres samarbejde. Med forskellige udgangspunkter nærmede de sig hinanden i formuleringen af en bredt anlagt politik med statsmagten som omdrejningspunkt. Allerede i 1916 havde Ove Rode i sin store „Gimle-tale” opridset de radikales visioner for fremtidens samfundspolitik:

"Den kamp, som statsmagten fører i disse år for at regulere priser og forsyninger, for at bekæmpe den uberettigede profit, vil forhåbentlig som enhver kamp styrke kræfterne, den vil forhåbentlig styrke statsmagtens kræfter også i fremtiden … Havde vi før krigen et ordnet og forstandigt samfund? Nej, det normale samfund indeholdt alle spirerne til det unormale; …"

Efter en karakteristik af de sociale kontraster under krigen, de planløse konjunkturbevægelser, kriser og krak, fortsatte Rode:

"Derfor tror jeg, at når verden samler sine erfaringer fra disse år og studerer de metoder, som er anvendte – og det er jo ikke blot her i landet, at erfaringerne strømmer ind og samler sig i dokumentmapper, som vil være guldgruber for fremtidens politik – så vil denne tid ikke gå sporløst hen, så vil man forstå samarbejdets betydning, og så vil man se fællesskabets idé, der nu kulminerer i skyttegravenes grænseløse opofrelse og ødelæggelse, engang triumfere i et opbygningsarbejde … Jeg tror ikke på en bestemt økonomisk teori, men jeg tror på social-radikale ideer, som, når krigen er afsluttet, sammen vil arbejde for at tilvejebringe bedre tilstande end de nu herskende … I denne tid, hvor mangfoldige forhåbninger er knuste, ville det være håbløst at drive politik, hvis ikke straks et nyt håb glimtede for slægtens øje; det er rigtigt, at ingen ved, hvad der kommer efter Ragnarok. Men de gamle nordboere troede på, at efter Ragnarok kommer Gimle. Lad os også tro derpå …"

Denne tilnærmelse mellem de to partiers grundopfattelse af forholdet mellem stat og samfund skulle på lidt længere sigt blive fundamentet for et langvarigt og resultatrigt samarbejde.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Reformpolitisk offensiv.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig