Regeringen i vanskeligheder

En lille sag, som satte sindene i kog i 1995, var billedkunstneren Elle-Mie Ejdrup Hansen's laserstråle „Linien – Lyset”, der som en markering af 50-året for besættelsestidens ophør den 4. maj gennemskar den vestjyske nattehimmel. Projektet faldt mange danskere stærkt for brystet, og både kunstneren og kulturminister Jytte Hilden, som støttede projektet, blev genstand for stærk kritik. Af en større spørgeskemaundersøgelse foranstaltet af Kulturministeriet året efter fremgik det, at 57 % af de adspurgte mente, at en kulturminister burde have beføjelser til at øve censur over for kunstnere.

.

Vejen frem? Mogens Lykketoft, Svend Auken, Nyrup Rasmussen og Hardy Hansen er ikke enige. Uroen i Socialdemokratiet blev nok ofte overfortolket, men den bidrog på den anden side næppe positivt til partiets vælgertilslutning. Roald Als' tegning „Frugtbar uenighed” fra 1996.

.

Den britiske forfatter Salman Rushdie sammen med Poul Nyrup Rasmussen i København. Den 13. november 1996 modtog Rushdie EU's litterære Aristeion-pris i Ishøjs kunstmuseum Arken. Begivenheden udviklede sig til at blive en penibel sag for regeringen. Under henvisning til problemer med at garantere for hans sikkerhed tøvede regeringen længe med at give Rushdie indrejsetilladelse, men måtte efter stærkt pres opgive sin vægring. Rushdie havde siden 1989 levet i skjul på grund af den iranske ayatollah Khomeinis religiøst begrundede dødsdom, fatwa, over ham. Dette blev fordømt i vesten som et anslag mod menneskerettighederne og ytringsfriheden, og det blev derfor anset for en alvorlig sag at hindre Rushdie i at modtage en litterær pris. Rushdie fik en undskyldning og sin pris, men i Folketinget blev en kritisk udtalelse om regeringens håndtering vedtaget.

.

Problemerne efter urolighederne på Nørrebro var ikke de eneste, Poul Nyrup Rasmussens regering fik at slås med. Senest i december 1994 skulle der afholdes nyt valg til Folketinget, og det gav ikke meget tid til at skabe synlige resultater. Regeringen blev i begyndelsen heller ikke mødt af en synderligt venligtsindet presse eller af en samarbejdsvillig opposition. Et selvskabt problem havde Nyrup Rasmussen fået ved i forbindelse med sin tiltrædelse at tale om, at 1990'erne skulle blive et moralens årti, underforstået et årti der skulle stå i modsætning til tiden under borgerligt styre. Derfor var det uheldigt, at den ny justitsminister Pia Gjellerup startede sin gerning med at blive rodet ind i en sag om uregelmæssigheder i regnskabsføringen i en kursusejendom, hvis bestyrelse hun var medlem af. Hun gik derfor af allerede den 29. marts 1993 og blev erstattet af den erfarne Erling Olsen. På samme tid ansatte statsministeren sin partifælle Ralf Pittelkow som personlig rådgiver, hvilket gav anledning til en del debat om det rigtige i at foretage såkaldt politiske ansættelser til opgaver, der hidtil var blevet udført af embedsmænd. Nogen tid efter blev skatteminister Ole Stavad involveret i en sag om skattefradrag i forbindelse med Sparekassen Nordjyllands overtagelse af Himmerlandsbanken og måtte af den grund gå af den 1. november 1994. Både Pia Gjellerup og Ole Stavad blev senere renset for medansvar i de respektive sager, men regeringen var sårbar over for anklagerne. Centrum-Demokraternes Bente Juncker blev offer for en ellers for længst glemt sag, hvorfor hun efter blot 14 dage i januar 1994 blev presset til at opgive posten som socialminister. Hun forlod derpå Centrum-Demokraterne og blev løsgænger, og Danmark havde igen en mindretalsregering.

Mere substantielle var samarbejdsproblemerne inden for regeringspartierne. I betragtning af de tre små regeringspartneres langvarige forbindelser med Det Konservative Folkeparti og Venstre var det bemærkelsesværdigt, hvor hurtigt regeringsgrundlaget blev udfærdiget, og hvor helstøbt det blev. Men nogle af de menige medlemmer i Kristeligt Folkepartis og Centrum-Demokraternes folketingsgrupper var ikke gladere for samarbejdet, end at de ofte optrådte med særstandpunkter og trusler om at stemme imod regeringens forslag. Meningsmålinger tydede også på et så stort vælgerfrafald, at de to små partier meget vel kunne glide ned under spærregrænsens to procent og dermed ud af Folketinget. Den samme tendens viste sig ved kommunalvalgene den 16. november 1993, hvor Centrum-Demokraterne mistede 20 ud af sine hidtidige 22 pladser.

I Socialdemokratiet var der også en vis uro. Ritt Bjerregaard angreb offentligt de offentlige tilskudsordninger hårdt ved med borgerlige argumenter at fremstille dem som farlige for landets økonomiske stabilitet, mens socialdemokrater fra den venstre side angreb især skattereformen for at forgylde de i forvejen velstående. Ved kommunalvalgene oplevede Socialdemokratiet nederlag, og fælles for de mange meningsmålinger var det, at regeringen ikke blev spået mange chancer for at overleve folketingsvalget.

Samarbejdet holdt dog indtil folketingsvalget den 21. september 1994. Her oplevede som forventet både Socialdemokratiet, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti tilbagegang. Kristeligt Folkeparti, som i forvejen kun havde haft en ganske lille margen ned til spærregrænsen, gled ud af Folketinget og dermed også ud af regeringen.

Resultatet af folketingsvalget den 21. september 1994:
Centrum-Demokraterne 2,8% 5 mandater (÷ 4)
Det Konservative Folkeparti 15,0% 27 mandater (÷ 3)
Det Radikale Venstre 4,6% 8 mandater (+ 1)
Enhedslisten 3,1% 6 mandater (+ 6)
Fremskridtspartiet 6,4% 11 mandater (÷ 1)
Kristeligt Folkeparti 1,9% 0 mandater (÷ 4)
Løsgængere/andre partier 1,0% 1 mandat (+ 1)
Venstre 23,3% 42 mandater (+ 13)
Socialdemokratiet 34,6% 62 mandater (÷ 7)
Socialistisk Folkeparti 7,3% 13 mandater (÷ 2)

Valgets store vinder var Venstre. Tilbage stod de tre regeringspartier med kun 74 mandater. De satsede imidlertid på at fortsætte, og på grund af et anspændt forhold mellem Venstre og Det Konservative Folkeparti og en samlet styrkelse af venstrefløjen, som under ingen omstændigheder kunne tænkes at støtte en borgerlig regering, kunne Nyrup Rasmussen derfor den 27. september præsentere sin anden regering.

Regeringsproblemerne ophørte dog ikke. Det stod klart, at Centrum-Demokraterne ville få vanskeligheder over for sine vælgere med at forsvare et regeringssamarbejde, der indebar forlig med skiftende flertal inluderende venstrefløjen. Dertil kom vedvarende uro i Socialdemokratiet. Først i forbindelse med besættelsen af posten som EU-kommissær efter Venstres Henning Christophersen. Både Ritt Bjerregaard og Bjørn Westh bejlede til denne post. Ritt Bjerregaard vandt, mens Bjørn Westh blev gjort til justitsminister efter Erling Olsen, som blev formand for Folketinget. Det bragte dog ikke ro. Ritt Bjerregaard fortsatte også i sin nye post med at kaste grus i det socialdemokratiske maskineri, ligesom hun lavede en betragtelig skandale ved udgivelsen af „Kommissærens dagbog”, der åbenhjertigt berettede om de øvrige kommissærers gøren og laden. Siden fortsatte folketingsmedlemmer på Socialdemokratiets venstrefløj deres kritik af den økonomiske politik, kulminerende med en åben strid mellem SiD-formanden Hardy Hansen og Mogens Lykketoft i forbindelse med finanslovsaftalen med Det Konservative Folkeparti i november 1995, som indebar store stramninger på arbejdsmarkedsområdet. I 1996 kom det til meget polemik om kulturminister Jytte Hildens, Erling Olsens og Pia Gjellerups debatoplæg „Værktøj og visioner”, om ændringer af den offentlige sektor. Et modoplæg fra en gruppe lokale partiformænd med amtsformanden for Fyn Elise Pedersen i spidsen kaldte til kamp mod, hvad gruppen så som liberalistiske tendenser i Socialdemokratiet, og det kastede igen et tredje oplæg af sig fra andre lokale formænd, som mente, at Nyrup Rasmussen netop førte den rigtige midterkurs. Problemer i 1995 med at fortsætte den økonomiske fremgang skabte for en tid intern socialdemokratisk tvivl om effektiviteten i regeringens reformer.

Det var derfor ikke underligt, at hverken meningsmålinger eller politiske kommentatorer spåede regeringen noget langt liv, heller ikke selvom 1996 bragte fornyet, kraftig økonomisk fremgang. Den 20. december 1996 revnede samarbejdet, da Centrum-Demokraterne overrumplende meddelte, at de trådte ud af regeringen. Den nyligt vedtagne finanslovsaftale med SF og Enhedslisten var mere, end partiet kunne holde til, meddelte dets formand Mimi Jakobsen. Men Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre fortsatte, og valg blev først udskrevet ved valgperiodens udløb i 1998.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Regeringen i vanskeligheder.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig