Religiøse udfordringer

En religionshistoriker betegnede i 1960'erne danskerne som en samling „vaneateister”, hvorved han vel mente, at de uden videre overvejelser afviste livets religiøse dimension. Det var nok også sandt i det meste af det 20. århundrede, at kun de færreste tyede til religionen for at finde forklaringer på livets store spørgsmål, og at den helt dominerende religiøse institution, den evangelisk-lutherske folkekirke, primært fungerede som ramme om nogle få verdsliggjorte traditioner. Det havde dog ikke forhindret folkekirken i at skabe en opfattelse af sig selv som udtryk for en særligt rigtig tro, også i forhold til andre kristne kirkesamfund. „Grundtvigs danskhed er blevet til en kirkelig danskhed med forherligelse af den danske folkekirke og ringeagt for andre kirkesamfund,” var kirkehistorikeren Anders Pontoppidan Thyssens skudsmål i 1989. Folkekirken havde en grundlovssikret særstatus, som sikrede den udstrakt økonomisk støtte og særlige rettigheder i forhold til andre trossamfund.

Forestillingen om folkekirkens protestantiske kristendom som „danskernes religion”, eller ligefrem „Danmarks religion” blev i årene herefter ofte fremført, også af fremtrædende politikere fra flere partier. Den stigende interesse for folkekirken som nu kunne konstateres, passede således godt sammen med den samtidige vækst i nationalfølelsen. Det drejede sig dog næppe kun herom. Den nye udtalte religiøse interesse gav sig heller ikke blot og bart udtryk i en forøgelse af den traditionelle kirkelige aktivitet. Faktisk vedblev de fleste af landets kirker at være ringe besøgt under gudstjenesterne. Ved nærmere undersøgelser viste det sig også, at den folkelige gudstro kom til at indeholde flere elementer, som ellers længe havde været forladt af de folkekirkelige teologer. Djævleuddrivelse og sygdomshelbredelse gennem håndspålæggelse vandt således i nogen grad indpas og blev endog praktiseret af enkelte præster. Forestillinger om reinkarnation vandt også en betydelig udbredelse, selvom de slet ikke havde nogen traditionel plads i kristendommen.

De fleste i Danmark var født (dvs. døbt) ind i folkekirken. Kun 220.000 danske statsborgere var i 1999 medlemmer af andre trossamfund og knap 500.000 helt uden registreret religiøst tilhør. Officiel godkendelse nød fra gammel tid den katolske kirke foruden ni mindre kristne kirker samt Det Mosaiske Trossamfund, hvilket indebar rettigheder som ret til at udføre vielser, juridisk gyldig kirkebogsføring af fødsler og dødsfald m.m. Flere trossamfund af såkaldt nyreligiøs karakter nød tilsvarende rettigheder. Men hertil kom, at et stigende og efterhånden meget stort omend ikke nøjere opgjort antal danskere praktiserede en art religiøsitet, som under begrebet New Age trivedes i mange udformninger. Der var tale om en interesse for „alternative” videns- og livsformer på tværs af alder og social status. Husmødre dyrkede yoga, erhvervsledere konsulterede astrologer, man eksperimenterede med healing, pyramidekraft, indianske shamanritualer eller kosmiske energibølger. Hvad New Age-udøverne havde tilfælles, var en tro på, at livet måtte rumme noget mere og bedre end det, mennesket kunne erkende gennem den herskende fornuft, og i deres søgen accepterede de elementer fra mange forskellige og ofte uforenelige religiøse traditioner. Det religiøse liv syntes ikke blot at stå på tærsklen til en renæssance, det fik også åbenlyst flere udtryk, som bredte sig langt ud over folkekirken. Men det bredte sig i en vis forstand også ind i den, for New Age-udøverne var ofte samtidig medlemmer af folkekirken og havde tilsyneladende ikke problemer med at forene deres forskellige former for religiøsitet. Det vakte bekymring blandt nogle teologer. Danskernes større opmærksomhed på religiøse forhold styrkede ikke entydigt folkekirken, men stillede den også over for teologiske udfordringer.

En udfordring af en anden art kom fra islam. I takt med indvandringen fra de arabiske lande samt fra Iran, Somalia og andre områder opnåede denne gamle verdensreligion en position som landets næststørste. I år 2000 boede ca. 170.000 muslimer i Danmark, og mange af dem forholdt sig meget bevidst og for det omgivende samfund meget demonstrativt til deres religion. Islam blev den sikkert væsentligste identifikationsfaktor for de fleste af de store indvandrergrupper, og da kristendom og nationalitetsfølelse var så tæt sammenvævet i Danmark, kom deres religion på den måde til at stå som en forhindring for deres integration i samfundet.

Myndighederne bidrog kun i begrænset omfang til at fjerne stenene på vejen. Ganske vist blev 12 forskellige islamiske menigheder efterhånden godkendt til at kunne udføre vielser med borgerlig gyldighed, men muslimer skulle stadig gå til kordegnen i deres kirkesogn for at registrere deres nyfødte børn. Det skulle medlemmer af de anerkendte trossamfund uden for folkekirken ikke. Muslimerne fik heller ikke praktisk mulighed for at opføre moskeer og egne gravpladser.

Samtidig var det også åbenlyst, at dele af det muslimske samfund selv bidrog til at opretholde diskriminationen. Den muslimske praksis udviste en betydelig spændvidde, men den verdensomspændende muslimske fundamentalisme, som hævdede at leve i fuld overensstemmelse med Koranens ordlyd, var den synligste. Denne fundamentalisme leverede hermed selv eksempler på de skræmmebilleder, de mest fremmedfjendtlige politiske kredse holdt frem af islam som en middelalderlig kultur præget af tilslørede, undertrykte kvinder, tvangsægteskaber, foragt for kristne og modstand mod de sekulære og demokratiske vestlige samfund. De færreste muslimer tilhørte de fundamentalistiske grupperinger, men det var disse grupperinger, der blev lagt mest mærke til. Måske var det også på grund af dem, at så mange danskere blev mere bevidste om deres egen kristne tro.