Residensstaden

Fattige bønder og trængte købstadsfolk var ikke det bedste underlag for statens evindelige skatteudskrivninger. Og den så sig da også om for at finde nye veje til at øge rigets formue og dermed skabe et bedre grundlag for beskatningen.

Løsenet var en øget udenrigshandel og oprettelsen af manufakturer. Det var København, residensstaden, der blev centrum for disse bestræbelser.

"København er ingen gammel by, heller ikke særlig stor, nærmest som Bristol, men trods mange hindringer rejser der sig daglig nye bygninger. Fæstningsvoldene omkredser langt mere end selve byen, og der er mange småhuse, som vil blive revet ned, efterhånden som byen vokser. Takket være den udmærkede havn er beliggenheden handelsmæssigt en af verdens bedste, og som fristad ville den utvivlsomt blive handelscenter og stabelplads for al trafik på Østersøen."

Således beskrev Robert Molesworth København anno 1692. Det var en by, der havde vokseværk. Fra den var blevet enevældens residensstad i 1661 og til 1690 var dens indbyggertal blevet fordoblet fra 30.000 til 60.000. Og selv om der blev bygget flittigt, var der trangt inden for voldene.

Enevoldsmagtens bestræbelser på at gøre København til rigets storhandelsstad og til centrum for manufakturer og håndværk, sugede folk til. Det skabte sociale problemer. Afstanden mellem de rige, der kredsede om hoffet, og de fattige, der ikke altid kunne skaffe sig et arbejde, var voksende. Trængsel var der i hvert fald i byen, og da de fornemme ligefrem begyndte at køre i kareter, og stadig flere besøgte staden med arbejdsvogne for at levere og hente varer, måtte man 1685 indføre færdselsregler. Det blev strengeligen forordnet, at ingen, der kørte med tomme eller lastede vogne måtte køre umanerlig hurtigt, hvilket kunne forurolige syge folk og overhovedet være til skade for folk og fæ, og ej heller måtte kuskene „af modvillighed køre fra én side til den anden af gaderne for at hindre andre at køre forbi …”

Uro, optøjer, forbrydelser og almindeligt ballademageri fulgte med storbyens vækst, og for at sikre den enevældige ordens opretholdelse i hovedstaden blev Danmarks første politimesterembede oprettet i 1682. Under politiet henlagdes alle trafiksager, brandbestemmelser, almindelig ro og orden, censur af bøger og blade samt ordningen af lavsvæsenet.

Håndværkerne – mestre, svende og lærlinge – udgjorde en betydelig del af den københavnske befolkning. Allerede Christian 4. havde i sin gyldne periode efter 1613 gjort et forsøg på at få ram på de lukkede lav med deres skrappe optagelsesbetingelser og prismonopol, men han havde ikke haft heldet med sig. I begyndelsen af 1680'erne var det Christian 5.s tur til at tage et livtag med lavene. Begrundelsen var denne gang, at håndværkerne spildte tiden med ødselhed og dovenskab, og – ikke mindst – at lavshåndværkerne øvede justits inden for egne rækker. Helt i enevældens ånd skulle staten sikres den fulde kontrol over håndværkerne.

1681 blev alle lav ophævet, ikke fordi man agtede at fjerne håndværkernes organisationer, men med henblik på fra oven at diktere ensartede lavsbestemmelser, skråer, der gjaldt for alle håndværkere over hele landet inden for samme fag. Desuden skulle mestrenes autoritet over for svendene styrkes, for svendene havde tillagt sig den uvane at gå fra den ene mester til den anden eller til ligefrem at strejke, hvis de var utilfredse med en mester. Alle „kroer”, svendesammenkomster, blev forbudt.

Samtidig tilstræbte regeringen, at det blev lettere at etablere sig som mester, at mestrene måtte antage så mange svende, de lystede, og at indvandrere fik lov til uden for lavene at udøve håndværk, blot de ikke brugte svende og læredrenge. Hånd i hånd med ensretningen og underordningen under staten gik således bestræbelser på at gennemhulle lavsmonopolet i håb om, at håndværket da ville blomstre.