Enevældens institutioner satte deres præg på hovedstadens bybillede. På Christianshavns Torv byggede Philip de Lange i 1739 Tugt- og Børnehuset med spiret over den centralt placerede kirkesal og med den kongelige bygherres kronede monogram over indgangspartiet. Kun en mindre del af de 500 indsatte var børn. Flertallet var „ryggesløse mennesker og liderlige kvindfolk”, det vil sige en blanding af arbejdsløse, tiggere, prostituerede og kriminelle, der blev tvangsanbragt i den fængselslignende institution og sat til at karte og spinde uld, i god overensstemmelse med merkantilismens erhvervs- og socialpolitik.

.

I 1727 udsendte en bogtrykker en fingeret samtale mellem ni røvere fra Sydsjælland, der skulle hænges, og deres to hælere, der skulle piskes og brændemærkes. Gennem det meste af 1700-tallet havde afstraffelser et klart præventivt sigte. De skulle være ligesindede til skræk og advarsel og var derfor offentlige skuespil.

.

I enevældens magtapparat indgik også administrationen af ret og retfærdighed. Fra gammel tid havde kongen en forpligtelse til at våge over, at loven blev efterlevet og retsvæsenet fungerede, og til at være et værn for de svage mod vilkårlighed. Enevoldskongen var udtrykkeligt eneste lovgiver og øverste dommer.

Formelt var loven ens for alle, og Danske Lov pålagde dommerne at „hjælpe hver mand til rette, den ringe og fattige såvel som den høje og rige”. Men Danske Lov var en gammel lov. Ganske vist var den udstedt i 1683, men dens grundlæggende bestemmelser stammede fra middelalderens landskabslove og 1500-tallets rigslovgivning, og loven opererede med et samfund med meget store uligheder. Halvdelen af befolkningen – kvinderne – savnede en række rettigheder og var delvist umyndige, og langt den overvejende del af befolkningen var i lovens forstand underlagt en husbond eller arbejdsgiver med vidtgående tugtelsesret.

Samfundets stærke sociale opsplitning afspejlede sig i retsvæsenets organisation. Det socialt mest brogede samfund fandtes i hovedstaden, og her var retsinstansernes antal og kompetence nærmest uoverskuelig. Hoffet, de højere embedsmænd og rangspersoner hørte således under hofretten. Hoffets lavere funktionærer dømtes af borgretten. Byens borgere hørte under bytinget. De laveste samfundsgrupper blev dømt af stadens politimester, og i kriminalsager kunne de yderligere komme for den særlige inkvisitionskommission, der ved sine forhør havde ret til at anvende tortur for at få en tilståelse frem. Men hermed var antallet af særdomstole ikke udtømt. Hæren, flåden og gejstligheden havde egen jurisdiktion og egne domstole, og det samme havde universitetet. De store handelskompagnier og manufakturforetagender samt Kurantbanken og håndværkslavene havde domsmyndighed i interne sager. Og endelig indtog de øverste samfundslag en retslig særstilling, idet de kunne få retstvister afgjort diskret, ikke ved de almindelige domstole, men af særligt udnævnte kommissarier. Det kan derfor vanskeligt undre, at sammenlægningen af hovedstadens retsvæsen unden nye Hof- og Stadsret i 1771 var en af de få af Struensees reformer, som fik lov at overleve diktatorens fald.

De små købstæders sociale struktur var langt enklere. Her var der ikke noget behov for særlige domstole, og deres retsvæsen blev administreret af magistraten, i de mindste blot af byfogeden.

Med til billedet af retsvæsenet hører endvidere, at enevælden nok formelt respekterede domstolene, og at enevoldskongen kunne tabe en retssag, for eksempel om krongods. Men som hovedregel unddrog enevælden sig retsvæsenets traditionelle offentlighed i sager, hvor den selv var involveret, for eksempel når embedsmænd havde forbrudt sig. Sådanne sager blev undersøgt af særligt nedsatte kommissionsdomstole, der afgav kendelse om skyldspørgsmålet og oplyste om de relevante straffebestemmelser, hvorefter den endelige straf blev bestemt af kongen. Den kendteste af disse domstole var den inkvisitionsdomstol, der i 1772 dømte i sagen mod Struensee og Brandt.

Landbosamfundets retsvæsen var et andet. Når godsejeren ikke havde birkeret, hørte landbefolkningen under det lokale herredsting, hvis domme kunne appelleres til landstingene i Viborg og Ringsted og derfra videre til Højesteret i København.

Men det var et retsvæsen, uhyre få kom i berøring med. Dagligdagens stridigheder blev afgjort på den enkelte landsbys gadestævne af oldermanden og de ældste bønder i overensstemmelse med landsbyens vide eller vedtægt. I det gamle samfund fungerede landsbystævnet som en uofficiel første og oftest eneste instans i retsvæsenet.

Godset var formelt ikke en retsinstans, ikke engang de godser, hvis ejer havde birkeret. Godsejeren kunne udnævne en birkedommer, men selv kunne han ikke dømme. Alligevel fungerede det enkelte gods i praksis som et selvstændigt retsområde. I lovens forstand var godsejeren husbond for godsets beboere og kunne dermed straffe dem inden for de meget vide rammer, loven gav ham.

Derfor tog bønderne kun sjældent deres tilflugt til det officielle retssystem, når de lå i strid med deres godsejer. En bonde kunne søge sin ret ved herredstinget. Og en stædig og velstående bonde kunne føre sag mod sin godsejer helt op til kongens Højesteret. Og måske endda vinde den. Men det var undtagelsen fra regelen. Inden for lovens rammer havde en godsejer talrige muligheder for at chikanere en bonde og betage ham modet til at søge sin ret ved domstolene. Og juridisk bistand til at føre sin sag havde bonden i 1700-tallet vanskeligt ved at finde. Enevælden havde bevidst varetaget godsejernes interesser over for bønderne, da den i Danske Lov bestemte, at „på landsbyerne må ingen prokuratorer bruges; men enhver skal dér selv føre sin sag ud, eller bruge dertil en i herredet eller birket bosat oprigtig mand, eller begære af øvrigheden eller husbonden en person, som ham derudi kan tjene”. Med andre ord: den øvrighed, bonden kunne henvende sig til for at få beskikket lovkyndig bistand, var den samme, som kunne dømme ham for at sætte sig op mod sin husbond ved at klage.

Det lyder grotesk. Og det var det også. Men det er en grotesk detalje, der ikke giver et realistisk billede af retsforholdet mellem bonden og godsejeren. Dels kunne en bonde med held sagsøge sin godsejer for bevisligt lovbrud, for eksempel i forbindelse med vilkårene i et fæstebrev. Dels blev stridigheder mellem bønder og godsejer sædvanligvis ikke udkæmpet og afgjort inden for det formelle retsvæsen. Over for afstraffelser og krav, som bønderne opfattede som uretfærdige og urimelige, reagerede de med arbejd langsomt-aktioner og andre former for hoverisabotage – midler der var langt stærkere end kongens lov.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Ret og retfærdighed.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig