Retsopgør eller galehus?

Efter regeringens demission den 29. august 1943 var man i modstandskredse for alvor begyndt at overveje et retsopgør, som efter krigen måtte komme med dem, der havde gået besættelsesmagtens ærinde. I Frihedsrådets pjece fra 1943, „Naar Danmark atter er frit”, krævedes straf for en række politiske forbrydelser. Der var endnu ikke sagt dødsstraf, men derimod nok særdomstole.

I sommeren 1944 nedsatte Frihedsrådet et udvalg af jurister, der skulle udarbejde et konkret lovforslag om udrensning. Vilh. Buhl og hans fæller, der i deres hi hørte herom, lod da et embedsmandsudvalg tage samme opgave op. Modstandsbevægelsen frygtede for, at politikerne ikke ville skære dybt nok, og disse, at Frihedsrådet ville kræve for mange og for strenge straffe. Men begge udvalg – og de kræfter, som stod bag – ønskede et ordnet retsopgør.

Særlig Frankrig stod som et skræmmende eksempel efter invasionen i juni 1944. Her var intet retsopgør forberedt, og „de lange knives nat” strakte sig over måneder, hvor man ikke blot uden videre stillede egentlige landsforrædere op ad muren, men også små fisk, sortbørsfolk, gamle uvenner, kreditorer og politiske modstandere alt efter, hvilken farve den frihedskæmperorganisation havde, som overtog magten efter fordrivelsen af tyskerne. Det er et mørkt kapitel i Frankrigs historie, vanskeligt for historikerne at få indblik i. Antallet af vilkårlige henrettelser i Frankrig er vurderet til fra 10.000 til over 100.000. Selv om det første tal sandsynligvis er rigtigere end det sidste, måtte det virke alarmerende. Efterretninger fra Grækenland og Italien var ikke meget bedre.

Ganske vist betragtede både modstandsfolk og politikere danskerne som besindige nordboer, men man kunne aldrig vide, hvad der ville ske, når åget var borte, og had og hævntørst fik frit løb. Ikke mindst i den politiløse tid efter 19. september 1944 havde besætterne og deres håndlangere udvist en stadig mere brutal adfærd, og underretninger om de tyske tilintetgørelseslejre var nået frem og forøgede forbitrelsen mod tyskerne og de danske nazister.

Under en rejse i Sønderjylland mærkede formanden for Frihedsrådets udrensningsudvalg, overretssagfører N. Busch-Jensen, justitsminister i 1945, så stærke stemninger, at han fandt det nødvendigt at gå ind for dødsstraf, hvilket Frihedsrådet sluttede sig til.

Det største problem var imidlertid spørgsmålet, om man ud fra en moralsk og demokratisk betragtning kunne acceptere Frihedsrådets krav om at give straffelovstillægget tilbagevirkende kraft, altså idømme straffe for handlinger, som var straffrie på gerningstidspunktet eller i al fald belagt med mildere straffe. Her ville Frihedsrådet ikke give sig, ja det ønskede endog at kunne gå tilbage til den 9. april 1940, fra hvilket tidspunkt man hævdede, der forelå krigstilstand mellem Tyskland og Danmark. „Det var da et held, at tyskerne ikke opdagede det,” var Erik Scavenius' krasse kommentar hertil.

Politikerne gav sig ikke desto mindre. Besættelsesmagtens tilstedeværelse havde jo hindret straffelovsændringer, og de lukkede øjnene for, at de selv bl.a. havde accepteret hvervning til tysk fronttjeneste i „Frikorps Danmark”. I øvrigt forbyder grundloven ikke love med tilbagevirkende kraft, netop fordi den forudser, at sådanne kan blive nødvendige. Det bør også tilføjes, at den gældende straffelov opererede med bestemmelser, der muliggjorde straffe under krig eller truende udsigt dertil. Nu skærpede man blot straffene. Det korte af det lange er dog, at også i 1945 gjaldt gallerkongens over to tusind år gamle udråb: Væ victis! Ve de besejrede. Efter enhver krig straffes taberne, oftest uden at opgøret er belastet af al for megen fredstidsjura.

Besættelsestidens dobbeltbundethed fortsatte til det sidste. I februar 1945 fik politikerne overdraget Frihedsrådets forslag om straffelovstillægget til udtalelse. Inden man havde forhandlet sig til rette, kom kapitulationen. Afstanden mellem synspunkterne var da ikke stor.

På befrielsesdagen var altså ingen særlig lov parat. Derimod var Frihedsrådets arrestationsudvalg i efteråret 1944 gået i gang med at oprette et kartotek – snart kaldt centralregistret – over alle formodede landssvigere. Meningen var, at det ved krigens slutning skulle danne baggrund for at internere, altså arrestere eller tilbageholde, alle mistænkte. Dets leder var Carsten Høeg, en lærd, men praktisk anlagt professor i græsk og latin. Efter politiets opløsning den 19. september 1944 fik han professionel politimæssig bistand. Dog vil et kig i registrets mere end 40.000 kort vise, at her stod i alfabetisk orden en tåbelig sabotagevagt foran en sadistisk drabsmand, en husmand, som havde kørt et læs grus til Karup Flyveplads, ved siden af en værnemager, der opererede med millioner af tons cement til „vestvolden”. Hvad værre var: navneforvekslinger, formodninger og ubegrundet mistanke kunne føre til optagelse i centralregistret. Og hvorledes kunne det blive anderledes? Normal politimæssig undersøgelse var af gode grunde udelukket, og mangen meddeler har arbejdet under devisen: hellere en for meget end en for lidt. På grund af censuren og den manglende nyhedsformidling kom rygtedannelser til at spille en stor rolle. Alt måtte da afhænge af, hvorledes centralregistret blev brugt, når frihedens time slog.

Den 5. maj om morgenen rullede så lastvognene ud for at internere dem, som Frihedsrådet havde sat kryds ved. Det blev i løbet af få dage til næsten 22.000, og da politiet atter trådte i funktion den 13. maj 1945, nåede man op på i alt ca. 34.000 internerede. Halvdelen blev dog løsladt i løbet af få dage, og en del af interneringerne faldt ind under begrebet beskyttelsesarrest. At dette fænomen var en realitet, viser ikke blot den hårdhændede behandling af „feltmadrasserne”, men også den lynchstemning, der herskede under interneringsprocessen. Mishandlinger og enkelte drab fandt sted. Den 7. maj hentede en gruppe modstandsfolk således et ægtepar, som man under krigen forgæves havde søgt at likvidere, og skød dem i Rude Skov ved København. Konfronteret med begivenhederne 40 år efter erklærede en af drabsmændene: „Vi var som gale.”

Det var på baggrund af denne stemning, at Rigsdagen skulle gennemføre den ændring i straffeloven, som bl.a. genindførte dødsstraffen. Den 22. maj 1945 sagde Dansk Samlings minister Juul Christensen ved et møde i Randers: „Man gør klogt i at huske på, at det er modstandsbevægelsens folk, der har våbnene.” Selv om den fredsommelige Juul Christensen ikke gik med skumle revolutionære bagtanker, vakte udsagnet betydelig opsigt. Politikerne følte sig under pres. De var bange for, at deres reducerede magt skulle glide dem helt af hænde. Alle karakteriserede under Folketingets behandling straffelovstillægget som nødvendigt, enkelte var imod dødsstraf, men ved afstemningen vedtoges loven med 127 stemmer mod fem. I Landstinget søgte tidligere justitsminister Rytter at lave obstruktion, men ved statsminister Buhls mellemkomst faldt også Landstinget til føje, og 1. juni 1945 kunne den gamle konge med et suk sætte sit navn under den lov, som i løbet af et par år førte til domfældelse af over 13.000 af hans undersåtter.

Alene ca. 7000 havde gjort tysk krigstjeneste især i „Frikorps Danmark”, Waffen-SS og andre tyske enheder. Sådan tjeneste takseredes til et par års fængsel, nogle mere flere mindre, idet domstolene satte sig udover, at den danske regering havde givet tilladelse til, at de pågældende lod sig hverve. Argumentet var nu, at frikorpsfolkene også dengang ikke kunne være i tvivl om, at befolkningen misbilligede deres aktive deltagelse i tysk krigstjeneste. I al fald var der i 1945 ingen tvivl, og da mange havde båret uniform under orlov i Danmark, ville de have været letkendelige og dermed nemme ofre for selvtægt, om de ikke var blevet spærret inde.

Et entydigt syn på opgøret med landssvigerne kompliceres også af, at ca. 100.000 danskere havde arbejdet for tyskerne i Tyskland og Norge, mens ca. 70.000 arbejdede på tyske flyvepladser og forsvarsanlæg i Danmark. Det skete efter anvisning fra de danske myndigheder, som ønskede at undgå tvangsudskrivning, men fra dette arbejde gled man let over i strafbar tjeneste. Noget over halvdelen af alle landssvigere havde således først udført civilt arbejde for besættelsesmagten.

I alt fik 60 procent af samtlige landssvigere straffe på to år eller derunder, 25 procent fra to til fire år og 15 procent over fire år. Ca. 1100 straffedes alene for værnemageri og slap næsten alle med et halvt år eller derunder.

Et særlig dystert kapitel var dødsdommene. Af dem afsagdes 78, men kun 46 blev henrettet, lutter mænd, da man, som det blev sagt, „ikke henretter kvinder i Danmark”. Alle dødsdomme blev indbragt for Højesteret – og derefter var det op til justitsministeren at overveje benådning. Det var vanskeligt for ministeriet at finde en praksis. De 46 henrettede var alle grove forbrydere, hvad de benådede også var. Henrettelserne, der skete ved skydning, foregik for Vestre Landsrets område i en plantage ved Viborg, for Østre Landsrets vedkommende på militært område ved Christianshavn. Politiet måtte stille mandskabet.

„Man straffer de små og lader de store gå,” sagde mange efter befrielsen. Det er måske rigtigere at sige, at den, hvis sag var enkel eller den, som lagde alle kort på bordet, fik en hurtig og dermed streng straf, mens den, som snoede sig eller var sigtet for mange komplicerede forhold, der krævede langvarig efterforskning, fik trukket tiden så meget ud, at hævntørsten var aftagende. De slap billigere.

Opgøret med værnemagerne var om muligt endnu mere vanskeligt, fordi det på dette område var næsten umuligt at definere, hvad „utilbørlige” leverancer til tyskerne var. I nogle tilfælde blev der idømt kortere fængselsstraffe, i flere skete der gennem det såkaldte revisionsudvalg for tyske betalinger inddragelse af værnemagerfortjenester. Først i 1959 var dette arbejde forbi, og der var da konfiskeret 318 mill. kr., hvilket svarede til ca. ti procent af omsætningen i de 10.000 sager, som var blevet pålagt tilbagebetaling. Der var tale om mange små sager, og resultatet lå langt fra Frihedsrådets forestillinger.

Forsøg på at ramme store virksomheder, der havde udført millionarbejder for tyskerne, løb ofte ud i sandet, fordi forsvaret kunne godtgøre, at virksomhederne havde handlet efter pres fra regeringen. Christmas Møller erkendte som en af de få politikere sit medansvar fra sin kortvarige ministertid i 1940 ved at sige: „Vi er alle under anklage.”

Ved en ekstraordinær tjenestemandsdomstol straffedes offentligt ansatte, som havde udvist utilbørlig omgang med besættelsesmagten, været medlem af DNSAP, deltaget i nazistisk agitation etc. I lyset af daværende indenrigsminister Knud Kristensens cirkulære fra 1941, hvori opfordredes til selskabeligt samkvem med værnemagten, kunne det volde besvær at sætte grænsen. DSB's generaldirektør P. Knutzen havde således som tidligere omtalt efter pres påtaget sig hvervet som formand for Dansk-Tysk Forening. Det kostede ham nu embedet, thi i 1945 så det ud, som om han havde sat pris på det hverv, der af politikerne var blevet anset for betydningsfuldt og patriotisk, så længe man førte forhandlingspolitik. Mange mindre fisk gik det ligeså.

Da befrielsesregeringen i november 1945 gik af, og en venstreregering under Knud Kristensen kom til, følte politikerne sig tryggere – så meget mere, som det danske forsvar nu på ny var i funktion. I 1946 gennemførte Rigsdagen efter forslag fra justitsminister Elmquist en lempelse af straffelovstillægget, så straffene kunne mildnes, hvilket også skete i betydeligt omfang. Da Helga Pedersen i 1950 blev justitsminister, betingede hun sig, at ingen dødsdom herefter blev eksekveret.

I 1951 løslodes som en af de sidste tyskere den tidligere rigsbefuldmægtigede Werner Best. Ved en af administrativ ynde præget fejldisposition skete frigivelsen (og udvisningen) den 29. august. Ni år efter sad heller ingen landssviger i fængsel.

Fremtrædende jurister tog afstand fra retsopgøret. „Vi lever i et juridisk galehus,” sagde den ansete jødiske sagfører C. B. Henriques i 1945 med henblik på, hvad han fandt var vilkårligheder og drakoniske straffe. Andre mente, at de afsagte domme var for milde. Da de første benådninger fandt sted, forekom der spontane strejker i København. Sandt er det vel, at det kan være svært at se systematisk og konsekvent lighedsbehandling under et opgør, hvor de politisk ansvarlige ikke havde kræfter til meget andet end at beskytte sig selv bl.a. ved at glemme deres ansvar for den politik, de havde været med til at føre til den 29. august 1943. Men under et historisk opgør måles der ikke med centimetermål. Her bruges den store alenstok, og da må det være afgørende for dem, der talte om galehus, at blot fem-seks år efter befrielsen var næsten alle ude af galehuset, ligesom de meget hurtigt fik deres borgerlige rettigheder igen og gled tilbage i samfundet. Om alternativet havde været et summarisk opgør efter fransk mønster, kan vi ikke vide; men 46 henrettede havde næppe gjort det. Det lykkedes ikke at gennemføre opgøret under former, som opfylder den rolige fredstids sædvanlige krav. Men 1945 var da også en af nationens mest usædvanlige faser. Derfor måtte det gå, som det gik. Set i historiens perspektiv er det oftest i tilsvarende situationer gået langt værre.