Herover håndkværn af basalt fra Eifelområdet (håndtaget er en rekonstruktion) fundet i Hedeby.

.

Glasstumper fra et af 700-tals værkstederne i Ribe illustrerer de forskellige trin i fremstillingen af glasperler der var yndede smykker i vikingetiden. Råmaterialet var ubearbejdede glasklumper og ituslåede glasgenstande, som blev importeret fra Central- og Vesteuropa og omdannet til kunstfærdige, stærkt kulørte perler ved en proces, som her vises skematisk. I Ribeværkstedet fandtes en del værktøj fra perlefremstillingen: en morter til at knuse glas i, en smeltedigel, tænger til at trække glasset ud i tråde eller tynde stænger samt en metalpind til at forme perlerne om.

.

Ribe set fra Vadehavet

.

Den detaljerede plan over selve Ribe viser jordoverfladens højdekurver (2,5 og 5 m) som de må have været før menneskene begyndte at påvirke højdeforholdene i byen. Her har især ophobningen af affald gennem tiden haft betydning. Før det høje Vesterhavsdige blev bygget i 1911 var store dele af området ofte oversvømmet ved stormflod. I 700-tallet havde håndværkere deres værksteder på østbredden af åen. 1100-tals-domkirken lå på det højeste punkt syd for åen, og muligvis har Ribes ældste kirke ligget samme sted.

.

Det lille kort viser 5 m højdekurven for Ribeområdet. Før det høje Vesterhavsdige blev bygget i 1911 var store dele af området ofte oversvømmet ved stormflod. I 700-tallet havde håndværkere deres værksteder på østbredden af åen. 1100-tals-domkirken lå på det højeste punkt syd for åen, og muligvis har Ribes ældste kirke ligget samme sted.

.

Forskellige importvarer fundet i Hedeby. Øverst kopi af en lerkande, såkaldt frisisk kande, med dekoration af tinfolie. Originalen var ca. 27 cm høj. Denne meget karakteristiske kande fra 800-tallet, kendt som Tatingerkeramik, eksporteredes fra Tyskland og træffes i de fleste af den tidlige vikingetids handelscentre i Nordeuropa, fra Southampton til Staraja Ladoga. I midten en lerkande, ca. 35 cm høj, også fra Tyskland. Denne type, der betegnes Pingsdorfkeramik, fremstilledes i 900- og 1000-tallet. Nederst et bæger af glas, 16 cm højt, fra bådkammergraven.

.

Ifølge Rimberts Ansgars Levned gav Horik 2. (konge fra ca. 856) tilladelse til opførelse af en kirke i Ribe, og til at en præst måtte bo der. Det var ikke den første kirke i Danmark, for Horik 1. havde allerede givet lov til at der måtte bygges en kirke i Slesvig „i nærheden af det område hvor købmændene samles”. Denne kirke viste sig at blive til stor lykke, ikke alene for de stedlige kristne købmænd, men ifølge Rimbert også for de saksiske handelsfolk og købmændene både fra Bremen og Dorestad som „nu roligt og uden frygt kunne besøge Hedeby hvilket hidtil havde været utænkeligt, og som følge deraf var der nu en overflødighed af alskens varer til fals dér”.

Rimbert nævner intet om købmænd i forbindelse med byen Ribe som han kalder en vicus. Men det underforstås at Ribe som Hedeby stod under kongelig myndighed og besøgtes af købmænd hvoraf en del var kristne. Adam af Bremen omtaler den som en havn (portus) eller en by som „omringes af et vandløb der flyder ind fra havet og ad hvilket man sejler til Frisland, England og Saksen”.

Udgravninger har fastslået Ribes betydning som handelsplads og vist at byen havde denne rolle allerede i første tiår af 700-tallet. Denne tidlige aktivitet foregik ikke ved det sted syd for Ribe Å hvor domkirken siden blev bygget, og hvor byen fik sit middelalderlige centrum, men på et lidt højere liggende areal nord for åen, som var nogenlunde sikkert under de stormfloder der fra tid til anden skyllede ind over marsklandet. Tydeligvis var stedet valgt fordi det var nemt at komme over åen dér ved højeste flodtid. Tidevandet holdt åen ren, og ved flod hjalp strømmen skibene at sejle op ad åen. Håndværkere slog sig ned ved åens østbred fra omkring år 700, og nogle år senere, helt sikkert for år 710, blev det område hvor de arbejdede omordnet og reguleret. Det nye anlæg omfattede en vej eller sti som mindst var 150 m lang med jordlodder langs begge sider som var 6-8 m brede og i hvert fald 30 m lange. Dér arbejdede håndværkere med bronze, jern, hjortetak og ben, læder, rav og glas. Jordlodderne var afgrænset af grøfter, men da der ikke findes tegn på noget videre byggeri på stedet, er det klart at der var tale om sæsonarbejde. De ældste bygninger man hidtil har fundet, som egnede sig til permanent beboelse, blev opført ca. 750, men nogle grave fra først i 700-årene øst for markedspladsen viser, at der var en permanent bebyggelse i nærheden. I 800-tallet markeredes byens grænse af en simpel bygrøft, der indesluttede et areal på ca. 12 hektar, men i 900-tallet afløstes den af en meget bredere voldgrav og en vold, der tjente egentlige forsvarsformål. Skriftlige kilder godtgør at Ribe gennem hele vikingetiden var en vigtig by, og arkæologisk materiale bekræfter at der til stadighed var håndværkere der arbejdede i byen op gennem 1000-og 1100-tallet. Det vidner om Ribes velstand at den i 1100-tallet næsten havde fordoblet sit areal bag en ny voldgrav og en vold med palisader.

Det materiale man har fundet i Ribe afspejler ikke blot stor håndværksmæssig dygtighed, det viser også at selv om Ribe havde forbindelse med både Norge og Østersølandene var byen tættest knyttet til Frisland. Den var jo også den nordligste handelsplads i det sammenhængende bælte af marskland der for 1500 år siden nåede helt ned til Rhindeltaet. I marsken var der frodige græsgange for kvæg og får. Mange af de dyreknogler man har fundet i Ribe stammer fra gamle får, som nok snarere blev holdt af hensyn til ulden end for kødets skyld. Den store mængde kogødning tyder på at kvæget stod i en fold i nærheden af det udgravede område eller ganske tæt ved det. Der er ingen tvivl om at de jyske bønder ejede så store mængder kreaturer, at de ikke kun kan have været til lokalt forbrug. Man mener derfor at der har været en anselig kvægeksport – vistnok af levende kreaturer. Kvæg- og hesteeksporten, som også senere var en vigtig foreteelse i Ribe, var allerede i 700-årene i fuld gang. En anden mulig eksportvare var tømmer fra de vestjyske skove som endnu på den tid rummede mange egetræer. I de træløse områder sydvest for Danmark var egetømmer en indbringende handelsvare.

Selv om Ribe havde gode oversøiske forbindelser var den kun midtpunkt for eksport af jyske produkter og ikke et internationalt handelscentrum som Hedeby, hvor varer fra hele Østersøområdet og Skandinavien blev landet for at blive eksporteret videre mod syd til Sachsen og vestpå over Vesterhavet.

Den mest værdifulde eksportvare fra Skandinavien og landene på den anden side af Østersøen var formodentlig pelsværk. Dyreskind og pels har alle dage været en vigtig del af klædedragten, og selv om pelsdyr findes overalt i Europa kommer de bedste skind fra de koldeste egne. På 1300-tallets markedspladser i London og Brügge solgtes gråegernets vinterpels, importeret fra Novgorod, til de højeste priser. Tre århundreder tidligere var Adam af Bremen helt klar over pelsrigeligheden i de baltiske lande, og han fortæller hvor højt hans landsmænd satte pelsværk. Prøjserne har „en rigdom af mærkelige pelse hvis lugt har indpodet hovmodets dødelige gift i vor tilværelse. De regner dette pelsværk for det værste skidt; til skam for os skulle jeg mene, for hvad enten det er rigtigt eller forkert tragter vi lige så heftigt efter en pelskåbe af mår som efter den evige salighed”. Han fortæller også at sveerne „for intet regner alle forfængelighedens mål og midler, dvs. guld, sølv, prægtige stridsheste, og pelsværk af bæver og mår som får os til at tabe både næse og mund af beundring”. Da den norske høvding og søkøbmand Ottar besøgte den engelske kong Alfreds hof kort før år 900 fortalte han at den tribut som Nordnorges beboere betalte ham omfattede dyreskind, pelsværk, bjørneskind, hvalben og fjer. Han medbragte også hvalrostand som man ved den tid begyndte at bruge i Vesteuropa til erstatning for elfenben. Det var sådanne varer handelsskibene var ladet med for at tilfredsstille såvel de verdslige som de gejstlige herrers ønsker om raffinerede og eksotiske ting hvormed de kunne vise deres rigdom og magt.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Ribe.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig