I Hørby Kirke ved Holbæk findes disse to figurer på korbuebjælken. De er fra 1500-tallets begyndelse og forestiller Jomfru Maria og Sankt Bartolomæus, men vi kan godt opfatte dem som et par borgere fra tiden.

.

En af Christian 2.s fuldgode skillinger fra 1514 og et par „klipte penninge”, klippinge. Mellem 1518, da Jørgen Kock blev kongens møntmester, og 1522 blev de sidste fremstillet i millionvis i Malmø. De er præget med skillingsstempler, men på alt for små og ujævne metalstykker, der skulle gælde for en skilling, skønt de både er undervægtige og kobberholdige. Deres lødighed markeredes med forskellige skjulte kendetegn, som menigmand ikke kunne gennemskue. F.eks. kunne de tre løver være med eller uden tunger. Da de inddragne klippinge senere skulle omsmeltes, var Jørgen Kocks viden om deres forskellige lødighed af uvurderlig betydning.

.

Dokument om Københavns og Malmøs kapitulation til Frederik 1. Det er dateret den 23. december 1523 med 6. januar 1524 som ikrafttrædelsesdato. Freden var blevet forhandlet mellem delegationer ledet af to brødre: Mogens Gøye på Frederik 1.s vegne og Henrik Gøye, som Christian 2. havde indsat som sin statholder, da han forlod Danmark. Henrik Gøye havde ledet Københavns forsvar under belejringen, men nu sluttede han fred. Der blev givet fuldstændig amnesti til alle, undtagen to fraværende: Sigbrit og Hans Mikkelsen. Både København og Malmø skulle beholde deres privilegier og fæstningsværker. Henrik Gøye fik fri afmarch til Tyskland, han fik sit beslaglagte jordegods tilbage og to års frit lejde i og uden for riget samt løfte om Vordingborg len, hvis han ville slutte sig til Frederik 1. Det gjorde han i 1525.

.

Kalkmaleri fra 1520'rne i Nørre Saltum Kirke i Vendsyssel. Et kronet væsen, af skikkelse som de monstre, der fandtes i hedenske lande, rider som til turnering på en hest med træben. På kronen sidder en skade, og hestens hoved med kasket er en bondes. Billedets giver har måske tænkt, at det skulle udtrykke from forargelse over øvrighedens verdslighed, men vendelboerne har sagtens kunnet identificere sig med den skamredne bonde og finde deres holdning til de højere stænder udtrykt her. Billedet har aldrig været overkalket.

.

Dommedagsbillede fra begyndelsen af 1500-tallet i Vrå Kirke i Vendsyssel. En biskop skrider frem mod helvede med sin elskerinde under armen. Man har umiddelbart kunnet identificere ham med den stedlige biskop, Stygge Krumpen, der af Christian 2. blev gjort til Vendsyssels gejstlige overhoved i 1519, efter at han havde været i kongens tjeneste og allerede tidligere havde fået gode kirkelige embeder som løn. Alligevel blev han Christian 2.s fjende og var en af hovedmændene ved oprøret imod kongen. Stygge Krumpen var stiftets befolkning og dets præster og klostre en hård herre, og hans samliv i Børglum med sin slægtning Elsebeth Gyldenstierne vakte betydelig forargelse.

.

To kronede væsener i kamp, kalkmaleri i Voldby Kirke på Djursland omkring 1520. Billedet kan være moraliseren i almindelighed over de verdslige øvrigheders indbyrdes strid og mangel på omsorg for det kristne fællesskab, a propos bondens foragtende stilling ved siden af. Det kan også være malet efter oprøret og tage direkte sigte på kampen mellem Christian 2. og Frederik 1. I alle tilfælde har det været nærliggende for kirkegængerne at se kongemagtens aktuelle situation i billedet.

.

Der var uro i Danmark i sommeren 1522. I Ålborg blev kongens lensmand, Hans Tolder, dræbt af borgerne. Denne lensmand i landets største len var selv borgerlig, og han var et foretagsomt redskab for kongen i krigsfinansieringen. Episoden er sikkert betegnende for stemningen imod regeringen og især dens krigspolitik. En anden af Christian 2.s håndgangne mænd i Jylland, Rasmus Clementsen, beretter, at „rådet her i landet [dvs. Jylland] og ridderskabet, bønder og købstadsmænd har svoret sig ind til hverandre, så at de vil leve og dø med hverandre. Og vil de ikke længere være min herres nåde hørige og lydige, de vil holde fejde med hans nåde”. Det, Rasmus Clementsen her omtaler, er en opsigelse af troskabsforholdet til kongen, således at de sammensvorne løste sig fra enhver forpligtelse over for ham og gjorde sig frie til med væbnet magt at kæmpe for deres rettigheder. Som sagen så ud for de implicerede, var det en fejde, de indledte, en lovlig kamp imod en tyran, en hersker der havde krænket det kristne fællesskabs gudgivne normer. Det var i hvert fald sådan, de fremstillede sagen.

Forud var gået en sammensværgelse i Viborg mellem nogle af de jyske rigsråder med bisperne af Ribe, Viborg og Børglum i spidsen. Det sammensværgelsesbrev af 21. december 1522, der kom ud af det, indeholder en lang liste over overgreb. „Tyranner, skalke, troldkvinder og andre udenlandske folk indsættes og tilskikkes over alle, åndelige og verdslige, som os alle fordærve skulle. Den frihed, vore forfædre og os svoret og beseglet er, tages os voldeligen fra. Ridderskabet imod deres evige frihed beskattes som andre bønder. Uredelig told, sise og andre unyttige, nye sædvaner pålægges imod al Danmarks riges råd og samtykke” osv. Alt dette kan ikke længere tåles, de er forpligtede „som vor reces indeholder, med liv, hals og gods at afværge sådan skade og evigt fordærv”. Med det sidste hentydes der til „oprørsparagraffen” i Christian 2.s håndfæstning, der siger, at dersom kongen handler imod sin håndfæstning, og ikke vil lade sig „undervise” af rigsrådet, skulle alle rigets indbyggere hjælpe til med at „afværge” det uden dermed at have krænket deres troskabsed til kongen. Brevet munder ud i et program for oprøret: man vil „bruge” hertug Frederik, der har skikket sig som en kristen fyrste til denne dag, og landsdommer Mogens Munk skal forhandle med ham om sagen på udstedernes vegne.

Sammensværgelsesbrevet er ifølge sin indledning udstedt af 18 jyske rigsråder og herremænd, og deriblandt så prominente folk som Mogens Gøye og Ove Bille. Men kun ni har underskrevet og beseglet brevet og endnu én kun beseglet. De to nævnte er ikke iblandt dem, der således har bevidnet deres støtte til foretagendet, og heller ikke lensmændene på de to grænsefæstninger Tørning og Koldinghus. Dette såvel som karakteren af den propaganda brevet indeholder kunne tyde på, at der er tale om et politisk udspil i den hensigt at få alle de nævnte med, en underskriftindsamling, der altså ikke lykkedes særlig godt. Mogens Munk måtte henvende sig til hertug Frederik med et kreditiv, der demonstrerede, at der stadig var fremtrædende folk, som ikke var rede til at gå så vidt. Det var både et spørgsmål om politisk vurdering og om personlig holdning til gamle ridderidealer, der satte æren og troskaben højt.

Hertug Frederik har ikke ønsket at tage afgørende beslutninger eller binde sig i sine forhandlinger med Lübeck på dette grundlag. Men sagen hastede, for krigen kunne kun finansieres ved optagelse af store lån på det Kieler Omslag, der holdtes i januar. Der skulle desuden hverves lejetropper og træffes aftale med Lübeck om betalingen af dem.

Hertugen, Lübeck og de jyske oprørere arbejdede sig nu ud fra deres sammenfaldende interesser frem mod en afklaring, og den 20. januar 1523 kunne oprøret proklameres på Viborg Landsting. Vistnok samme dag udfærdigedes et opsigelses-brev til Christian 2., hvori de jyske råder erklærer ikke at ville komme til en indkaldt herredag og opsiger kongen huldskab og troskab. Det er usikkert, om kongen modtog opsigelsen. En senere beretning vil vide, at landsdommer Mogens Munk, der mødte kongen i Vejle, gav ham brevet ved at efterlade det i en vante, hvor det blev fundet næste morgen. Samtidig proklameredes oprøret ved oplæsning i nogle af de jyske stifter, og agitationen er her nøje afpasset efter modtagerne. Nu drejer det sig ikke om, at adelen beskattes „som andre bønder”, men om at rigsrådet havde valgt Christian 2. under den forudsætning, at alle landets indbyggere fortsat skulle „beholde deres privilegier, friheder, gamle lov og gode, gamle sædvaner” og ikke besværes med nye skatter eller ny lov. Oprørsparagraffen strammes op til, at kongens krænkelse af håndfæstningen ophæver troskabseden. Kongen har krænket sine forpligtelser, dynget „skat over skat”, forarmet befolkningen med indkvartering af tropper og udkastet bonden på Sjælland fra hus og jord til fordel for hollændere og andre udlændinge, „hvilket vel er at frygte, ligeså her udi landet [Jylland] skulle ske”, hvis det ikke afværges hurtigt. Det er disse og endnu flere ulykker, rigsrådet vil beskytte befolkningen imod, og til alles bedste har de derfor opsagt kongen huldskab og mandskab. Alle over 18 år skal straks stille med våben og støtte dem i kampen, til de får en konge, som vil holde dem med lov og ret.

I hvert fald en del af rigsrådet havde godkendt Christian 2.s love. Det var simpelthen en forudsætning for, at de overhovedet kunne blive lov. I Jylland havde Mogens Gøye som rigsråd dømt efter dem, når han fungerede i rettertinget. Enhver tænksom sjæl, der nu hørte denne proklamation oplæst, har vidst, at kongen ikke har kunnet være ene om at vedtage det, der her fremhæves som en krænkelse af befolkningens privilegier og gammel ret og sædvane. Der var brug for en håndgribelig demonstration af rigsrådets påståede ansvarsfrihed, en opvisning der kunne give de tilstedeværende et stærkt indtryk af de oprørske råder som forsvarere af samfundets rette, gamle orden. Det må være baggrunden for det, der nu skete: en symbolsk destruktion af Christian 2. s love ved at et eksemplar af dem – eller noget der blev udgivet for det – blev brændt offentligt på landstinget i Viborg. Råderne demonstrerede herved samtidigt, at det var dem, der rådede for riget, til den nye konge var valgt af dem og hyldet af befolkningen.

Imens traf hertug Frederik de nødvendige aftaler med Lübeck om landsknægte og ryttere, og i begyndelsen af marts var hæren klar til afmarch. Uden for Kolding mødtes han med de oprørske råder og modtog en foreløbig hyldning. Også de jyske rigsråder, der endnu ikke havde opsagt Christian 2. troskaben, heriblandt Mogens Gøye og bispen fra Århus, Ove Bille, mødte i Kolding og traf under trusler aftale med hertug Frederik om deres lens og slottes overgivelse. Hertugen drog derefter videre til Viborg, hvor den jyske adel, repræsentanter for købstæderne og to bønder fra hvert herred havde fået besked på at møde. Frederik blev hyldet som konge og udstedte en foreløbig håndfæstning. Mogens Gøye, der nu også havde opsagt Christian 2. troskaben, udnævntes til rigets fornemste embede, rigshofmester. Også Fyn blev derefter indtaget uden vanskelighed, og i slutningen af maj blev hæren på lybske skibe sat over til Sjælland. Operationerne lededes af den holstenske storgodsejer Johan Rantzau.

På det tidspunkt havde Christian 2. forladt landet. Da det stod klart for ham, hvor omfattende en alliance han stod overfor, opgav han de forhandlinger med oprørerne, som havde været forsøgt, og tog til København. Han modtog opsigelsesbreve fra rigsråder og lensmænd, der hidtil havde været ham tro. Selv om Norge og det østlige Danmark stadig var hans, mente han ikke at kunne holde stillingen. Hans plan var at forlade Danmark og skaffe en hær til veje i udlandet. Han lovede København undsætning i løbet af få måneder. Malmø fik lov til selv at vælge sin borgmester, og valget faldt på kongens møntmester, storkøbmanden Jørgen Kock. Kongen samlede, hvad der var af penge, og den 13. april 1523 forlod han København om bord på flådens største skib med kurs mod Nederlandene ledsaget af dronningen, børnene, Sigbrit, Hans Mikkelsen og andre, der var nært knyttet til ham og hans politik.

Christian kom først tilbage ni år senere.

Belejring og beroligelse

Efter landgangen på Sjælland gik kong Frederiks hær i hurtige dagsmarcher mod København, og den 10. juni slog den lejr uden for byen, som den hanseatiske flåde få dage forinden havde indesluttet fra søsiden. Også Malmø belejredes, mens de øvrige byer og fæstninger hurtigt overgav sig. Nu var det alene de to store handelsbyer, der holdt fast ved Christian 2., og deres håb var, at den fordrevne konge ville vende tilbage med solid forstærkning.

Belejringshæren var ikke stærk nok til at storme byen. Der manglede skyts, og der manglede især penge, bl.a. til den stormsold, der skulle betales tropperne, hvis de skulle vove at storme den befæstede by.

Belejringen trak derfor ud. Samtidig skulle det nye styre etablere sig, vinde accept så langt ud i befolkningen, som det var muligt. Det var højadelens mest rabiate fløj, der havde befordret Frederik 1. til magten, og det var højadelens magt, der sikredes i den foreløbige håndfæstning, som var blevet udstedt i Viborg, og som blev den endelige, underskrevet i Roskilde den 3. august 1523, midt under Københavns belejring. Den hører til i rækken af adelige magtudvidelser i disse år, ikke mindst ved at give adelen ret til at opkræve bøder af sine fæstebønder – i praksis politimyndighed over dem. Det var i høj grad denne håndfæstnings bestemmelser til befæstelse af adelens magt over bønderne og rigsrådets indflydelse på regeringen, der sikrede den østdanske adels tilslutning til det nye styre.

Men hvad med bønderne? Der var mange godsejere, der søgte at udnytte omvæltningen til personlig fordel, nu da Christian 2.s love var blevet definitivt ophævet ved den nye håndfæstning. Men Frederik 1. og hans rådgivere, ikke mindst Mogens Gøye, forstod, at i den anstrengte situation, hvor København og Malmø endnu holdt ud, og hvor faren for Christian 2.s tilbagekomst ikke var drevet over, var det nødvendigt at dæmpe uroen hos bønderne, for at det nye styre kunne komme igennem med sine hensigter. Det var magtpåliggende, at den nye konge fremstod som forvalter af ret og orden for hele samfundet, og at konge og rigsråd handlede i fællesskab efter lov og sædvane, især over for den politisk mest betydningsfulde gruppe blandt bønderne, de mange fæstegårdmænd. Allerede mens hærens overgang fra Fyn til Sjælland forberedtes, udstedte Frederik 1. den 14. maj en forordning, der siger, at det er kommet kongen for øre, at mange fæstere „udvises af deres gård imod al skel og uden al skyld”, og det bestemmes, at fæstere ikke måtte sættes ud af gården, så længe de opfyldte fæstevilkårene og var godsejeren „hørig og lydig”. Rigsrådet har sagtens kunnet tilslutte sig denne formulering. Den fastslog, at indgåede aftaler naturligvis skulle holdes af begge parter, og den underordnede den lovbefalede fæstebeskyttelse under de eksisterende ejer- og magtforhold, hvor det i praksis var godsejeren, der stod stærkest i det kontraktlige forhold og bl.a. definerede lydigheden. Desuden kendte råderne jo ordlyden af Viborg-håndfæstningens overordnede bestemmelse, der fastslog, at „jordejeren, åndelig eller verdslig, skal have fuld magt sin tjener i – og afsætte efter landets sædvane og efter loven”. Også denne bestemmelse, der forbød kongen at blande sig i forholdet mellem godsejer og fæster, er blevet tænkt og forstået med værneretten som forudsætning. I august sendtes et brev til Det sjællandske Landsting om, at de bønder, der i henhold til Christian 2.s lov på retmæssig vis havde opsagt deres gårde, ikke ville blive tvunget til at vende tilbage til det gods, de havde hørt til. Og i september udfærdigede kongen et andet brev, hvor det hedder, at han havde erfaret, at bønderne sælges og købes „som andre uskellige kreaturer”, hvorpå det bestemtes, at vornedskabet skulle ophæves. Ordene om de uskellige kreaturer er dog åbenbart ikke skønnet hensigtsmæssige, idet de er overstreget i udkastet. Måske mindede de for meget om den tilsvarende formulering i Christian 2.s lov (se afsnittet Reformarbejde). Brevet blev sendt til de sjællandske råder med den besked, at hvis de kunne finde „bedre lempe og andre midler at berolige almuen med”, skulle brevet ikke oplæses. Det blev det aldrig.

Baggrunden for disse tiltag for at berolige bønderne var – foruden selve den militære situation – også uroligheder over hele landet, som var fremkaldt af en ordre om, at de underlødige krigsmønter, klippinge, Christian 2. havde udstedt, skulle inddrages mod at kun metalværdien godtgjordes. Bønderne havde modtaget disse mønter fra adel og borgere som betaling for deres produkter, og nu var de praktisk taget intet værd – samtidig med at skatterne forlangtes betalt med sølv.

På Sjælland var yderligere hærens forsyninger en hård belastning for bønderne. De blev tvunget til at levere varer mod faste priser, men værst var det øjensynligt, at landsknægtenes sold regelmæssigt udeblev, og soldaterne drog så selv ud i landsbyerne og tog, hvad de ville.

I september samledes flere tusinde bevæbnede bønder ved Ringsted, måske i forbindelse med landstinget. I stedet for at oplæse forordningen om vornedskabets ophævelse valgte råderne at berolige bønderne på anden vis. Dele af belejringshæren sendtes imod dem, bønderne trængtes ind på en kirkegård, hvor mange blev dræbt og de øvrige måtte overgive sig. Bagefter henrettedes mange af de bønder, som havde været ledende i opstanden. Også på Lolland og i Skåne ydede bønderne organiseret modstand. Hærafdelinger drog i den følgende tid fra herred til herred, straffede de opsætsige og opkrævede skat med magt.

Et indtryk af den politiske situation i Jylland får vi gennem breve mellem bøndernes modspillere. Biskop Ove Bille i Århus skrev til kongen om den truende stemning blandt bønderne på grund af de store tab, de ville lide ved klippingenes inddragelse. Fra sine rigsrådskolleger i lejren foran København modtog han derpå tre kongebreve med forskellige grader af politiske indrømmelser til brug ved forhandlingerne på Viborg Landsting. Hjalp det ikke at oplæse det første og det andet, kunne han tage sin tilflugt til det tredje, der fuldt ud tillod enhver at bruge klippinge som tidligere. Samme forhandlingstaktik blev anvendt andre steder. Bønderne opnåede, at inddragelsen af klippingene foreløbig blev opgivet. Den blev gennemført senere, da regeringen havde fuld kontrol over landet.

Borgerne i de to store handelsbyer holdt til den ikke særlig effektive belejring i syv måneder. Den 6. januar 1524 overgav de sig. Da var alt håb om snarlig undsætning fra den fordrevne konge bristet. En hær, han havde søgt at samle i Nordtyskland, var gået i opløsning, da han ikke kunne betale solden.

Nu havde hele landet anerkendt Frederik 1., og den 7. august kronedes han i Vor Frue Kirke i København. Hele rigsrådet var til stede og dertil hanseaternes udsendinge. Efter kroningen blev en lang række af de mænd, der havde hjulpet ham til magten, slået til riddere, deriblandt Lübecks borgmester. Og det blev ikke ved denne fine udmærkelse for de tyske købmænd. Frederik 1. havde stadig brug for sine hanseatiske allierede. De fik lov til at have deres folk i Danmark året rundt og frihed til at handle med alle danske stænder. Tolden skulle føres tilbage til det gamle niveau, og i Øresund skulle de have toldfrihed. Det var i det store og hele en tilbageførelse af hanseaternes privilegier til deres gamle form. Men nederlænderne skulle der også tages hensyn til, bl.a. for at de ikke skulle støtte Christian 2. Efter langvarige forhandlinger blev det fastslået, at handel og sejlads skulle være fri mellem nederlænderne på den ene side og Danmark, Norge og hanseaterne på den anden.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Sammensværgelsen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig