Skandinavismen

Opdagelsen af det nationale og erkendelsen af folket som nationens grundbestanddel genfindes i Tyskland, Italien og i Østeuropa, hvor man kan følge den samme udvikling op gennem 1800-tallet. I Danmark kan man føje yderligere en dimension til. Den nationale identitet blev udvidet til også at omfatte Norge og Sverige, idet man fremdrog historiske, sproglige og samfundsmæssige fællestræk.

Skandinavismen udformedes i løbet af 1830'rne, og ind i det følgende årti fik oplevelsen af en fælles skandinavisk skæbne og mulighederne for en fælles fremtid en betydelig plads i den nationalliberale ideologi.

I årene efter freden i Kiel i 1814 var de officielle relationer mellem Danmark og Sverige-Norge længe kølige, og der var heller ikke i befolkningerne nogen særlig følelse af samhørighed. I 1828 gik der rygter om et svensk overfald på Danmark, fordi en svensk eskadre var stået gennem Øresund, og i 1833 kunne Regensens studenter udgive en ny visebog uden en eneste svensk vise.

Dampskibsruten mellem København og Malmø åbnede nu for hyppigere forbindelse, og det islagte Øresund i den strenge vinter i 1838 muliggjorde hyppige besøg tværs over det tilfrosne farvand, hvor bl.a. studenterne fra Lund vandrede til København. I Povl Frederik Barfod fik tanken om en tilnærmelse mellem de nordiske riger en utrættelig talsmand, og senere skulle Fædrelandets redaktør Carl Ploug blive den, der satte den nordiske fællesskabsfølelse på vers.

Skandinavismen fik tilslutning i både Norge og Sverige, men det var i Danmark, at tankerne fik størst udbredelse. Barfods tidsskrift Brage og Idun, der skulle være talerør for bestræbelserne, havde kort efter sin start i 1839 404 danske, 113 svenske og 49 norske abonnenter, hvad der er meget dækkende for tilslutningen til de skandinaviske ideer.

Det var også i Danmark, at man på en gang kunne se hen til et nærmere skandinavisk sammenhold som både et værn mod en ydre fjende og en tilskyndelse til en udvikling frem mod en konstitutionel styreform. De tyske enhedsbestræbelser blev stadig stærkere, og i begyndelsen af 1840'rne var der røster i Tyskland, der talte for en indlemmelse af Danmark i et kommende forenet tysk rige som dettes „admiralstat” med henvisning til de danske sømilitære traditioner.

Det ville også være en betryggelse med Sverige-Norge i ryggen den dag, hvor den oldenborgske mandslinie uddøde (med prins Frederik, Christian 8.s søn), og der ville opstå vanskeligheder med at holde monarkiet samlet. Et nærmere samarbejde med det Norge, der siden 1814 havde været et konstitutionelt kongedømme, ville set fra liberal side i Danmark kun kunne befordre en tilsvarende politisk udvikling i Danmark.

Skandinaviske sympatier fandt man i 1830'rne fortrinsvis blandt de liberale, men i takt med den skærpede nationale konflikt og oplevelsen af et pres fra Tyskland, vandt sympatien for Sverige-Norge en udbredelse ud over oppositionen. De forestillinger, der lå til grund for den bredere tilslutning til den skandinaviske idé, blev udtrykt af professor H. N. Clausen i hans erindringer:

„Det ville være en tåbelig tanke, at henimod to millioner danske havde kunnet eller i fremtiden skulle kunne værge deres nationalitet imod germanismen, dersom vi ikke havde nationalitet og sprog fælles med Sverige og Norge; men fællesskabet hjælper lidet, sålænge de tre folk står hver for sig, uden klar bevidsthed om fælles grundlag, fælles formål, fælles fare … her var det en grundbetragtning, nordisk nationalitets væren eller ikke-væren, der bragte mig til at søge og finde den eneste sikre ankergrund for Danmarks fremtid i nær og inderlig sammenslutning af det trefoldige Norden under den ene eller den anden form.”

H. N. Clausen var i sit tilbageblik ubestemt, når det gjaldt skandinavismens helt konkrete mål, og det var også karakteristisk for bevægelsen i 1840'rne. Skandinavismen var først og fremmest en reaktion på først en udansk enevælde og senere på truslen fra syd. Man ville en tilnærmelse – enkelte kunne drømme om en fælles konge, når oldenborgerne ikke var længere – men hvordan var mere uklart.

Skandinavismen i Danmark var fortrinsvis et københavnsk fænomen med tilslutning fra akademikere og studenter og betragtet med sympati i det borgerskab, der også sluttede op om en oppositionel holdning til regeringen og dens politik. I 1843 drog de danske studenter til Uppsala – nøje overvåget af myndighederne og de russiske gesandter i København og Stockholm – og i juni 1845 var københavnerne værter for henved 500 svenske og norske studenter, hvis tilstedeværelse i den danske hovedstad hensatte byen og dens befolkning i flere dages uafbrudt feststemning.

Besøgets højdepunkt indtraf under et møde i Christiansborg Slots Ridehus den 24. juni, hvor en række talere priste bevægelsen og den nordiske samhørighed. Men det var Orla Lehmann, der demagogisk piskede stemningen op til et niveau, der set på baggrund af erfaringer fra 1900-tallet virker skræmmende og uhyggeligt. Lehmann slog fast, at hans fædreland ikke var Danmark, men det treenige Norden, og at man kunne nå denne treenighed uafhængigt af dynastiske spørgsmål og forskelligartede forfatningsforhold.

Efter at have erindret de deltagende studenter om, at om „et eller to decennier ligger vort fædrelands skæbne i vore hænder. Da sidder vi i kongernes og folkenes råd”, afkrævede han forsamlingen hellige løfter om at sværge troskab til den nordiske sag og være den tro i liv og død. Talen, der mod slutningen fik form af appellerende spørgsmål til forsamlingen, blev afbrudt af spontane ja-råb, og der var langvarig bifaldsstorm, da han sluttede.

Bevægelsen kulminerede i sommeren 1845. Skandinavismen var på mode i København, men stemningen holdt sig ikke længere på det høje plan, der blev anslået i festtalerne. Det var vanskeligt for ikke at sige umuligt at omsætte løftet fra ridehuset til praktisk indsats i hverdagen. Da man i januar 1846 afholdt en fest – „Nordisk højtid” – kunne en politispion indberette, at talerne og deltagerne stort set havde afholdt sig fra politik.

Et besøg af den svenske kongefamilie i sommeren 1846 forløb uden skandinaviske demonstrationer, men bekræftede det bedre forhold, der efter Karl 14. Johans død to år forinden var indtrådt mellem Danmark og Sverige-Norge på det officielle plan. Den danske udenrigsminister instruerede de danske diplomatiske udsendinge i Stockholm og Sankt Petersborg om at opfatte det vellykkede besøg som en svækkelse af de „ultra-skandinaviske tendenser, som havde bemægtiget sig en del af den danske ungdom”.