Skiftende alliancer

I 1720 havde stormagten England set det i sin interesse at mægle en fred i Norden, som kunne virke som en bremse for videre russisk ekspansion.

Og England havde været villig til at betale prisen for den nye magtbalance: sammen med Frankrig at garantere den danske konge besiddelsen af Slesvig.

I de følgende 20 år førte Danmark sin udenrigspolitik som Englands klientstat. Englands interesse i alliancen med Danmark lå primært i den støtte, den danske konge kunne yde den engelske i hans egenskab af kurfyrste over den nordtyske stat Hannover.

Men også i sin politik over for Rusland havde England brug for Danmark. I 1720'rne var det engelsk-russiske forhold på kanten af krig, og i 1726 opererede en forenet engelsk-dansk eskadre i Østersøen, hvor den blokerede den russiske flåde i Den finske Bugt.

Alliancen med England gav Danmark fred og sikkerhed og garanterede besiddelsen af Slesvig. En løsning på det gottorpske spørgsmål bragte alliancen på den anden side ikke. Og under den almindelige europæiske afspænding i 1730'rne måtte Danmark give køb på sine alliancekrav – frem for alt engelske subsidier – for at undgå den frygtede politiske isolation.

I årene op til udbruddet af Den østrigske Arvefølgekrig i 1740 udviklede det engelsk-franske forhold sig fra et politisk samarbejde til den konstante magtkamp, der først afsluttedes med Napoleons nederlag ved Waterloo i 1815. I den situation blev Danmark på ny interessant som allieret, og Danmark valgte at foretage et politisk systemskifte og slutte sig til Europas stærkeste magt, Frankrig.

I 1740 accepterede Christian 6. et fransk alliancetilbud, der gav Danmark betydelige politiske og økonomiske fordele, og den 15. marts 1742 – dagen efter den engelske alliances udløb – satte kongen sit navn under den to år forinden aftalte alliancetraktat.

Den franske alliance blev faktisk til fordel for Danmark. Frankrig pressede i 1749 den svenske konge til at give afkald på sine rettigheder i Slesvig og Holsten, såfremt han blev gottorpsk hertug, og Danmark kunne drage fordel af Frankrigs støtte i sin handels- og søfartspolitik i Middelhavet. Men Danmark måtte også betale alliancens pris. Efter udbruddet af Den preussiske Syvårskrig i 1756, hvor Nordtyskland blev krigsskueplads, måtte Danmark opstille betydelige troppestyrker ved sydgrænsen.

Frankrigs modydelse varet tilsagn om, at det senest ved fredsslutningen ville få Ruslands gottorpske tronfølger til at anerkende den danske konges inkorporation af de gottorpske dele af Slesvig i 1721 samt mageskifte sine holstenske besiddelser med den danske konges arveland: grevskabet Oldenburg-Delmenhorst.

Krigen stod mellem på den ene side Frankrig, Østrig og Rusland og på den anden side Preussen og England. Danmark nærede tillid til de franske løfter og kalkulerede samtidig med, at det ville være muligt at fremskynde en løsning af det gottorpske spørgsmål ved at lægge militært pres på det krigstrætte Rusland. Rusland afviste imidlertid at lade sig presse, og da det kom til stykket, vovede Danmark ikke at gøre alvor af de militære trusler, det havde fremsat.

Alt, hvad Danmark opnåede, var at opflamme den russiske tronfølger yderligere mod sin slægts arvefjende. Og den 5. januar 1762 indtraf det længe frygtede tronskifte. Zarina Elisabeth døde, og den gottorpske slægts overhoved besteg den russiske trone som zar Peter 3.

Tronskiftet i Sankt Petersborg kastede Danmark ud i den alvorligste krise i 1700-tallet. Den nye zar sluttede øjeblikkeligt fred med Preussen og dirigerede de russiske hære mod Danmark. Målet var at tilbageerobre de gottorpske dele af Slesvig.

For Danmark blev situationen et lærestykke i traktaters og garantiers reelle værdi. Samtlige de magter, der siden 1720 havde garanteret Danmark besiddelsen af Slesvig, faldt fra. England erklærede sig neutral. Frankrig forbød sin ambassadør i Sankt Petersborg overhovedet at nævne det gottorpske spørgsmål. Østrig lovede Rusland økonomisk støtte til opgøret med Danmark. Og Frederik den Store af Preussen lovede ikke blot zaren militær hjælp til generobringen af Slesvig, men også at garantere ham de slesvigske besiddelser efter krigen.

Trods sin totale politiske isolation valgte Danmark at tage krigen med Rusland. En hær på 27.000 mand rykkede ind i Mecklenburg for at møde den russiske hovedstyrke på 40.000 mand, der på det tidspunkt stod ved Kolberg 300 km længere mod øst. Men der blev aldrig løsnet et skud. Til den danske overkommandos forbløffelse gjorde de russiske styrker pludseligt holdt og begyndte at trække sig tilbage.

Baggrunden var en paladsrevolution i Sankt Petersborg, hvor Peter 3. var blevet afsat og kort efter myrdet. På tronen blev han efterfulgt af sin gemalinde, Katharina 2., der nu varetog sin og Peter 3.s søn, den otteårige storfyrst Pauls interesser som gottorpsk hertug.

Tronskiftets umiddelbare resultat blev en afblæsning af krigen mellem Danmark og Rusland. På længere sigt førte det russiske tronskifte til et systemskifte i dansk udenrigspolitik.

Stormagten Rusland kunne realisere Danmarks udenrigspolitiske mål: fred og sikkerhed og en løsning på det gottorpske spørgsmål. Og Ruslands nye herskerinde havde tilstrækkeligt brug for Danmark som klientstat til at opfylde de danske betingelser for at bryde med Frankrig og slutte sig til Rusland.

I sin nordiske politik behøvede Katharina 2. Danmark som modvægt mod Sverige og dets revancheplaner i Finland. Og i sin europæiske politik arbejdede zarinaen på at opbygge et nordisk system: en alliance mellem Rusland, England og Preussen samt Danmark og Sverige, der skulle afbalancere den fransk-spansk-østrigske magtblok, der var dannet efter afslutningen på Den preussiske Syvårskrig.

Det var baggrunden for undertegnelsen i 1765 af et russiskdansk forsvarsforbund, hvori Rusland lovede Danmark en løsning på det gottorpske spørgsmål, til gengæld for at Danmark modarbejdede en aggressiv svensk udenrigspolitik. Da Ruslands militære engagement derpå fra slutningen af 1760'erne forskød sig fra Østersøen til Sortehavet, fik alliancen med Danmark øget betydning. Samtidig spillede Katharina dygtigt på, at en løsning af det gottorpske spørgsmål ikke kunne finde sted før tidligst i 1771, når storfyrst Paul blev myndig.

Den afgørende begivenhed i nordisk politik indtraf i 1772, da Gustav 3. ved et statskup gjorde sig enevældig. Truslen om en aggressiv svensk udenrigspolitik vendt mod Rusland og mod Norge bragte Rusland og Danmark tættere sammen. I 1773 opnåede Danmark omsider den med længsel ventede løsning på det gottorpske spørgsmål og samtidig en garanti mod den nye fare: den svenske trussel mod Norge.

Den 1. juni 1773 gav storfyrst Paul for sig og sine efterkommere endeligt afkald på de gottorpske dele af Slesvig og mageskiftede samtidig de gottorpske dele af Holsten med grevskabet Oldenburg-Delmenhorst. Og umiddelbart efter – den 12. august – undertegnede Rusland og Danmark Den evige Alliance. I dette forsvarsforbund lovede de to magter at komme hinanden til hjælp i tilfælde af et svensk angreb og garanterede gensidigt hinandens territorium.

Vejen fra 1720 til 1773 havde været lang og dramatisk. Men målet: fred og sikkerhed og en løsning af det gottorpske spørgsmål var omsider blevet nået. De problemer, dansk udenrigspolitik kom til at stå overfor i resten af 1700-tallet, hed Norge og neutraliteten.