Skoler og undervisning

Gejstligheden var lærerstanden, der skulle vejlede hele samfundet, ikke mindst den opvoksende slægt. Nu skulle den fornyede kirke føre denne opgave videre. Skolevæsenets nære tilknytning til kirken ændredes ikke, og bestemmelser om skole og undervisning var en naturlig del af Kirkeordinansen. Det nye var som på andre felter en større central styring og ensartethed. Som kirken blev også skolen økonomisk og på anden vis afhængig af staten. Skolen skulle undervise i Guds ord og den rette tro, men det var i endnu højere grad end tidligere sammenfaldende med statens interesse i uddannede folk. Skolerne skulle forberede eleverne til præsteuddannelsen og til anden form for tjeneste i samfundet. Den skulle lære eleverne det, „som hører til at opretholde og bevare et godt civilt og verdsligt regimente”. I den første tid var det især uddannede præster, der var brug for, og de skulle lære latin, før de kunne påbegynde uddannelsen. Latinen var Guds gave til menneskene, så kirkens folk kunne blive en kyndig elite, en del af den internationale lærde verden, til gavn for evangeliets udbredelse og statens anseelse. Rektor for Vor Frue Skole i København, Olaus Theophilus, formulerede det således i 1573 – naturligvis på latin: „Hvorfor er stiløvelse nødvendig? Fordi Gud ikke kan erkendes uden dette fag. Fordi vi uden dette fag sidder fast i fortabelse. Fordi Djævelens rige svækkes, ja omstyrtes, ved dette fag. Fordi sjælens frelse opnås ved dette fag.” Latinen var i høj grad samfundsrelevant!

Kirkeordinansen forordnede, at der skulle oprettes en latinskole i hver købstad, og der måtte kun være denne ene. Det blev efterhånden virkeliggjort i den forstand, at der i løbet af 1500-tallet oprettedes latinskoler i næsten alle de købstæder, der ikke tidligere havde haft skole. Det kneb dog med skolernes økonomi. Det var forudsat, at eleverne i vid udstrækning klarede sig selv ved tiggeri, som de i lovgivningen fik særlig tilladelse til. Erhvervsarbejde var også nødvendigt, og her var høsttiden en god mulighed. De ældste elever, der ofte var i alderen 17-25 år, kunne måske få et job som løbedegn, dvs. som degn i de landsogne, der lå nær skolerne. Denne ordning fastsat i Kirkeordinansen var langtfra populær hos bønderne. De mente, sikkert ikke uden grund, at børnene i sognet fik en ringere undervisning i det, der var vigtigt til deres sjæls frelse, i forhold til hvad en fastboende degn kunne yde. Bevarede skoleregnskaber viser, at de fleste elever desuden fik forskellige fornødenheder dækket af skolens indtægter, især tøj og sko. I løbet af århundredet blev der ved de fleste større skoler oprettet bespisningsordninger for de fattigste af de ældre elever, og der var en del privat godgørenhed i form af legater.

Eleverne – peblingene – synes altså generelt at have været fattige. Nu er fattigdom et relativt begreb, og det er svært at se, hvilken social baggrund, eleverne havde. Præstesønner udgjorde i hvert fald en stor del af dem, navnlig i de større, velanskrevne skoler, hvortil de kom langvejs fra. Fra købstæderne er sønner af rådmænd, købmænd og håndværkere godt repræsenteret. Der er tilsyneladende kun få fra byernes fattige lag, og bønder synes helt at mangle, hvilket dog kan skyldes, at de er sværere at spore i kilderne. En social opstigning fra bonde til præst har sandsynligvis strakt sig over to eller flere generationer. Det ser ikke ud til, at bispernes forsøg på at overtale bønderne til at sætte deres begavede drenge i skole har båret megen frugt. Peder Palladius gjorde på sine visitatser meget ud af at overbevise bønderne om, at de skulle lade de drenge, som havde evner, „og det løber i dem, som bred smør”, få en skoleuddannelse. Men han var her oppe imod stærke kræfter, både på det praktiske plan og ved bøndernes uvilje mod den lærde elites mærkelige verden. På den anden side førte den samme traditionelle tankegang også til, at sønner af uddannede folk fulgte i faderens fodspor. Resultatet ville ellers normalt være en social deklassering. Reformationen skabte præstehjemmene, og på længere sigt opstod præsteslægter, der blev et vigtigt kulturelt og politisk bevarende element i samfundet. Men det hører også med i billedet, at mange elever i latinskolerne aldrig nåede til universitetet. De kunne måske alligevel få et præstekald eller blive lærere ved en skole, eller de kunne ernære sig som degn, måske løbedegn, endnu i moden alder.

De fleste adelige blev undervist privat. Når de gik i latinskole, var det oftest i de store katedralskoler, hvor de logerede hos rektor eller hos bispen. Der var ingen store kirkelige embeder, der var værd at stræbe efter mere, men en karriere i kongens tjeneste som lensmand eller i kancelliet eller militæret krævede også boglige færdigheder og det samme gjorde de almindelige normer hos adelen. De unge adelsmænds dannelsesrejser til udlandet med kortere eller længere ophold ved berømte universiteter blev både et statussymbol og en forberedelse til karrieren. Fra 1580'erne stillede regeringen i stigende grad krav om universitetsuddannelse som betingelse for ansættelse i kancelliet, som lensmand eller som dommer ved landstingene.

Det højadelige ægtepar Herluf Trolle og Birgitte Gøye stiftede i 1565 Herlufsholm Skole for „adelens og andre fromme mænds børn”. To andre skoler fortrinsvis for adelige kom til: på Frederiksborg i 1568 og i 1586 Sorø Skole for 30 adelige og 30 borgerlige drenge.

Kirkeordinansen regner med, at der foruden latinskoler skulle være grundskoler for drenge og piger „og andre, der ikke duer til at lære latin”. Mens det højere skolevæsen blev organiseret og dog nødtørftigt støttet økonomisk af centralmagten, blev den elementære undervisning helt overladt til de lokale øvrigheder. Der var små skoler, „skriverskoler”, hvor børn kunne lære at læse, skrive og regne, i nogle købstæder, men et organiseret „folkeskolevæsen” hørte endnu fremtiden til.

Hvis der fandtes landsbyskoler, har de været få og spredte. På landet bestod den forordnede undervisning udelukkende i at indprente katekismens ord ad mundtlig vej. Kirkeordinansen bestemmer, at degnen en gang om ugen skulle undervise landsbyens børn og unge i børnelærdommen. En egentlig undervisning i læsning har der således ikke været tale om, men lutherdommens karakter af bogreligion med stor vægt på den rette lære, indeholdt i Luthers katekismus og de andre bøger, præsten skulle have – Bibelen, Kirkeordinansen, Luthers Postil, Den augsburgske Trosbekendelse med Melanchthons Apologi og hans Loci, en luthersk dogmatik – har uden tvivl på blot lidt længere sigt gjort også landbefolkningen mere fortrolig med det skrevne ord. „Den kristne børnelærdom” blev et af kirkens slagord, stadig holdt frem som norm og krav for hver enkelt, og den blev let identisk med det, der stod i bøgerne. Herfra lærte man katekismus og salmer og bibelord udenad. Man mødte det skrevne ord allerede på kirkens altertavler og prædikestole, og opvakte og videbegærlige unge bønder har sikkert ofte kunnet få præst og degn og andre skriftkyndige til at vejlede sig i begyndergrundene. Det voksende antal udgivelser viser, at læsekyndigheden blev mere udbredt i sidste del af 1500-tallet, en udvikling der accelererede i den følgende tid. Men vi kan ikke sætte tal på, og det var stadig, især på landet, nok kun en lille del af befolkningen, der virkelig kunne læse, og endnu færre, der kunne skrive. I 1562 blev det påstået i et kongebrev, at der stadig var degne, som ikke kunne læse og skrive, hvad bisperne naturligvis skulle gøre noget ved. Dette understreger øvrighedens skarpe opmærksomhed hvad angår læsekyndighedens betydning.

Universitetet blev i højere grad end tidligere en statsinstitution, men bevarede for en stor del sit selvstyre inden for de økonomiske rammer, som staten lagde. Teologi var den vigtigste videnskab, for det var den, som skulle forklare og begrunde alt i livet og samfundet. De teologiske professorer var statens eksperter, dens vismænd, der rådgav på alle vigtige felter og sammen med bisperne udøvede den censur af alle nye bøger, hjemlige som udenlandske, som Kirkeordinansen forordnede. De skulle især være opmærksomme på bøger, der handlede om „det troen anrørende eller det, der hører til lands eller steders regimente og husholdning”. Uddannelsen af præster blev universitetets hovedopgave. I 1569 var man kommet så langt, at det kunne gøres til et krav, at præster havde studeret ved universitetet for at få embede.