Slaver og sukker

Det trykte kort over Sankt Croix fra 1754, der ærbødigt er dediceret til Vestindisk-guineisk Kompagnis præsident, A.G. Moltke, viser for verden, at kompagnierne også kunne kolonisere. Efter at kompagniet i 1733 havde købt den næsten uopdyrkede vestindiske ø af den franske konge, var den blevet omhyggeligt målt op og opdelt i ensartede kvadratiske plantagelodder, og aktionærerne – eller dem, de solgte deres lodder til – var derpå gået i gang med at rydde den tropiske underskov og plante sukkerrør. Kortet viser plantagelodderne med deres vindmøller og hestemøller og de regelrette byplaner for Frederikssted og Christianssted.

.

Trankebar på Indiens østkyst var kongens koloni. Men brugsretten til handelsstøttepunktet havde kongen overladt Ostindisk Kompagni, og efter dets fallit til Asiatisk Kompagni i 1732. Det farvelagte perspektivkort af premierløjtnant Gregers Daa Trellund fra 1733 viser den danske koloni på Coromandelkysten, således som den så ud i midten af 1690'erne (øst opad). Sydligst ses kastellet Dansborg, og nærmest kastellet ligger byens europæiske kvarter med træbevoksede, skyggefulde pladser og gader. Størstedelen af arealet inden for byens mure og bastioner optages dog af den indiske bebyggelse med dens virvar af stræder og gyder, de mange pagoder og den enlige moské.

.

Vestindisk-guineisk Kompagnis operationsområde var som kompagniets navn dobbelt. Dels Vestindien og dels Guinea, i tidens sprog Guldkysten. Siden dets grundlæggelse under Christian 5. havde kompagniets økonomiske liv gang på gang hængt i en tynd tråd, og afbrydelsen af handelen under Store nordiske Krig havde nær gjort en ende på det. Til gengæld skulle det blive direktørerne og aktionærerne forundt at opleve en storhedstid, der strakte sig fra begyndelsen af 1730'rne frem til kompagniets ophævelse i 1754.

Kompagniet stod i de år ikke selv for transporten af slaver fra Afrika til Vestindien, og heller ikke for afskibningen af sukker fra Vestindien til København. Selve søfarten overlod det til private redere mod en afgift. Dets økonomiske succes var baseret på sukkerproduktionen på den frugtbare ø Sankt Croix, som det i 1733 købte af den franske krone, og på dets monopol på raffinering og salg af sukker i Danmark og Norge.

Da enevælden i 1734 gav kompagniet dette monopol, var den vel vidende om, at det ville blive betalt af forbrugerne i form af højere priser. Men den danske enevælde ville målet: en hurtig opbygning af plantageøkonomien på Sankt Croix og en hurtig opbygning af en konkurrencedygtig dansk sukkerproduktion.

Derfor var den også villig til at betale prisen i form af højere forbrugerpriser, et øget smugleri og en vis utilfredshed blandt forbrugerne med den førte politik. Men kun for en tid. Så snart kompagniet havde realiseret styrets mål, kunne sukkerdyrkningen og sukkerhandelen liberaliseres og kompagniet forlade skuepladsen.

Målet blev nået meget hurtigt. Efter en 20-årig periode var sukkerdyrkningen på Sankt Croix definitivt etableret med sukkerrørsmarker, plantagebygninger, slavehytter, sukkermøller og sukkerkogerier og med veje, havne og pakhuse. Samtidig var der i København opbygget en sukkerindustri. I de første år havde statsmagten beskyttet den imod hollænderne, der forsøgte at komme den nye konkurrent til livs ved at kaste store mængder hollandsk sukker ind på markedet til dumpingpriser.

Nu var den københavnske sukkerindustri i stand til at forsyne helstaten til konkurrencedygtige priser og kvaliteter, og den kunne så småt begynde at eksportere det raffinerede Sankt Croix-sukker til Nordtyskland og østersølandene.

På det tidspunkt fandt enevælden tiden inde til at tage afsked med Vestindisk-guineisk Kompagni, i god forståelse med plantageejerne på Sankt Croix, der i stigende grad havde følt det økonomisk belastende, at kompagniet havde eneret til at aftage deres råsukker. Men afskeden blev iscenesat med al den ynde, rokokoen rådede over.

Hovedrollen i skuespillet havde helstatens faktiske førsteminister, den almægtige overhofmarskal A. G. Moltke, der samtidig var kompagniets præses. Som politiker erkendte han, at kompagniet måtte forlade skuepladsen på en måde, der var acceptabel for dets aktionærer. Formelt kunne Frederik 5. ganske vist med et pennestrøg diktere sin vilje. Men politisk ville det være uklogt.

For hvordan skulle enevælden så en anden gang kunne få aktionærer til at investere i de kompagnier, styret havde brug for i sin økonomiske politik? Løsningen blev, at grev Moltke i kongens navn tilbød kompagniet at købe dets aktier, øer og ejendomme til en særdeles favorabel kurs. Og at grev Moltke som kompagniets præses – og selv aktionær – allerunderdanigst accepterede majestætens nådige tilbud.

Overdragelsen fandt sted i 1755, og samme år blev farten på De vestindiske Øer og sukkerproduktionen i helstaten givet fri for samtlige kongens undersåtter. En helhedsløsning, der tilgodeså både sukkerdyrkningen og sukkerfabrikationen. Kun én ting manglede, for at alt var perfekt. Kongen måtte foreløbig overtage den dyre administration af forterne på Guldkysten og den dyre besejling af forterne, i håb om snarest at få forterne og besejlingen overdraget til et nyt kompagni eller til private.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Slaver og sukker.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig