Smykker og godtkøbskram

Efterspørgselen på smykker i Hedeby og i de senere danske byer gjaldt ikke så meget kostbart kunsthåndværk af ædelt metal, men samlede sig om billigere varer som kunne fremstilles nogenlunde hurtigt. Følgelig blev smykkernes former og mønstre mere og mere standardiserede, og langt de fleste var af bronze. De færreste kvinder havde smykker af sølv eller guld. De mest almindelige spændetyper, ovale, trefligede og runde, blev i 800- og 900-tallet båret af kvinder i hele vikingeområdet fra Island til Rusland. De var kunstfærdigt men ensartet ornamenteret, og det er med rette blevet sagt at „vikingetidens smykker gør ved første blik indtryk ved deres barbariske og overdådige pragt, men ved nærmere eftersyn virker de trivielle og grove”. De 4000 ovale, skålformede spænder man har fundet omfatter mange typer, men de fleste af dem er sparsomt repræsenteret. Over halvdelen tilhører to typer, og i nogle egne tegner disse sig endda for mere end tre fjerdedele af alle fundne spænder. Den samme tendens til standardisering kan iagttages for kamme af ben og horn, som også var en almindelig del af det personlige udstyr. Moden skiftede i løbet af vikingetiden, men der var ikke på noget tidspunkt nævneværdig forskel på kammenes form eller udsmykning hvad enten de var fremstillet i Birka, Hedeby eller Dublin. I sig selv bekræfter dette at der var tale om omrejsende håndværkere. Fastboende kammagere som hele tiden arbejdede samme sted, ville afgjort have udviklet karakteristiske, egnsprægede mønstre. Der er naturligvis ingen der vil påstå at de selv samme håndværkere berejste hele det store vikingeområde. Forklaringen på denne ensartethed er snarere at håndværkerne arbejdede i områder der greb ind over hinanden. Således kunne de kammagere som kom til Birka, Wolin og Hedeby et af disse steder have truffet andre hvis område også omfattede Ribe og Kaupang eller Århus, og som måske i Ribe havde lejlighed til at møde kammagere der tillige virkede i Dorestad eller York. Det må have været gennem et sådant net af forbindelseslinier, at nye kamtyper hen imod slutningen af 800-tallet kom på mode i det meste af Skandinavien og i de oversøiske skandinaviske kolonier. Kun i Norge og på de skotske øer holdt man fast ved de gamle kamme.

Også de eksklusive kunsthåndværkere rejste fra sted til sted. En pose med værktøj der er fundet i havnen i Hedeby giver os et indblik i de arbejdsmetoder som brugtes i vikingetiden. Den indeholdt bronzematricer som man kunne forme tynde sølv- eller guldplader over. På basis heraf fremstilledes hængesmykker eller spænder med kunstfærdige mønstre. Der var 14 typer, hver i tre størrelser. Kunderne kunne således vælge alt efter hvor meget de havde råd til, men de måtte affinde sig med at kunne møde andre der gik med ganske lignende smykker. Dette værktøj muliggjorde en forholdsvis hurtig produktion der gik raskere fra hånden end ved den omstændelige metode, hvor man begyndte helt forfra hver gang for at skabe nye og mageløse mønstre.

Metalsmykker af jævnere kvalitet støbtes i forme af ler eller klæbersten. På denne måde kunne man fremstille en række spænder som bogstavelig talt var identiske.

Spænder og andre smykker af denne art spredtes vidt omkring over hele vikingeverdenen, og de kan være brugt hvor som helst som modeller for nye afstøbninger, længe efter at den oprindelige formgiver var død. Genstande der er lavet på denne måde er derfor ret svære at datere. Fund af rester af støbeforme i bronzesmedens værksted i Ribe har også vist, at skålformede spænder med meget forskellige ornamenter blev støbt på samme tid, formodentlig et udtryk for kundernes varierende ønsker. Det er derfor betænkeligt at datere vikingetidens smykker alt for nøje på grundlag af udviklingen af stilen i deres ornamenter.