„Endelig en kvalificeret Ansøger”. Christian Hoff gengav i Svikmøllen 1924 en udbredt opfattelse, især i borgerlige kredse, at de socialdemokratiske ministre ved ansøgninger favoriserede veltjente parti- og fagforeningsmedlemmer. Nina Bang måtte som kvinde ofte lægge ryg til, også fordi hun viste sig både kompetent og bestemt i sin administration af Undervisningsministeriet. Her modtager hun med åbne arme en ansøger, hvis kvalifikationer er gengivet med en stjernebajer, Social-Demokraten og fagforeningsbogen. Kropsholdningen og blikket bag brillerne hos den ministerielle embedsmand viser, hvad han mener om sagen.

.

Den socialdemokratiske regering tiltrådte i kølvandet på arbejdsgivernes offensiv mod fagbevægelsen. Trods Staunings beroligende erklæringer var arbejdsgiverne foruroligede over at have fået en regering udgået af arbejderbevægelsen. Få dage efter dens udnævnelse redegjorde Arbejdsgiverforeningens formand, Hans Langkjær, for sit syn på situationen. Det var fagforeningernes ministerium, og det skulle udøve sin politiske gerning for dem. Hele dets virksomhed ville blive rettet mod at undergrave arbejdsgivernes økonomiske og politiske selvstændighed. Socialdemokratiets magt over administrationen ville gøre befolkningen mere og mere afhængig af staten og æde sig ind på den borgerlige frihed. Borgerskabet måtte tage ved lære af organisationernes magt og være politisk årvå-gent, udholdende og handlekraftigt. Det havde landboerne lært. Nu måtte byernes borgere gå i offensiven.

Langkjærs appel dækkede uden tvivl en udbredt frygt i borgerlige kredse. Ganske vist var regeringens hovedproblem valutapolitikken, men i det første år fremsatte den en serie forslag, der kunne tolkes som anslag mod borgerskabet. Bramsnæs foreslog en formueskat. Den blev prompte standset af de radikale. Laust Rasmussen fulgte sin antimilitaristiske sjæl og foreslog afrustning af Danmark. Det blev støttet af de radikale, men mødte uforbeholden modstand fra Venstre og de konservative. Forslaget nåede aldrig længere end til Folketinget. Stauning foreslog en skærpelse af bank- og aktieselskabslovgivningen. Det blev standset af oppositionen. Nina Bangs forslag om en demokratisering af skolen og et øget lokalt selvstyre mødte velvilje, men nåede ikke at blive gennemført.

Navnlig ét forslag fik borgerskabet til at rejse sig mod regeringen. Det var Borgbjergs genoptagelse af fagbevægelsens krav om indførelse af bedriftsråd i alle større virksomheder. Forslaget var ganske moderat, og selv om det var et led i en videregående socialistisk målsætning, var dets vigtigste formål dog social fred. Forslaget skulle ifølge Borgbjerg vise, hvorledes man „på fredelig måde, ad reformatorisk vej kunne nå fra kapitalismen, der havde spillet fallit, hen mod socialismen”. Men samtidig ville alle de områder, hvor „de vilde og blinde kampe mellem arbejdsgivere og arbejdere i det kapitalistiske samfund udkæmpes, blive indsnævret og selve kampene mildnet”. Det beroligede ikke de borgerlige. Den radikale Bertel Dahlgaard opfattede ganske vist forslaget som udtryk for arbejdernes erkendelse af, at det eksisterende organisationssystem, der ustandselig førte til konflikter, måtte erstattes af noget bedre. Men de radikale ville have tvungen voldgift.

Venstre anså forslaget for at være „organisationstvang i renkultur” og foretrak det bestående tillidsmandssystem. Den konservative Povl Drachmann mente, at bedriftsrådene ville ødelægge erhvervslivets trivsel. Forslaget lod sig ikke gennemføre, og Borgbjerg måtte stille sig tilfreds med et udvalg, der skulle undersøge forholdene mellem arbejdere og arbejdsgivere i udlandet og overveje forslag til nyordning af forholdene i Danmark.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Social fred eller klassekamp.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig