Sociale reformer

Regeringen Neergaards parlamentariske tilværelse blev noget mere tornefuld, end det umiddelbart kunne forventes i betragtning af dens solide flertal i begge Rigsdagens ting. Det skulle vise sig, at Det konservative Folkeparti ikke i alle henseender agtede at være automatisk leverandør af stemmer til en regering, der havde fundet det vigtigere at søge støtte i H. N. Andersens direktionskontor end at forhandle politik med sit støtteparti. Ydermere var det konservative parti i virkeligheden et helt nyt parti. Fra 1913-20 fik det firedoblet sin folketingsgruppe, og de fleste nye medlemmer var i sagens natur uden større parlamentarisk erfaring. En del af de yngre, som f.eks. den i 1920 nyvalgte John Christmas Møller, havde fået deres skoling i studenterpolitikkens rugekasse. De var i lighed med de gamle højrefolk dybt nationale og forsvarsivrige, men samtidig moderne politikere i den forstand, at de ville gøre de konservative til et folketingsparti, skubbe Landstinget i baggrunden og sikre partiet en folkelig bredde gennem et socialt alsidigt sammensat medlems- og vælgerkorps. Netop denne bredde blev imidlertid partiets problem i 20'rne. Det viste sig vanskeligt at forene en land- og en byfløj, en storindustriel og en småborgerfløj, en kristeligt farvet, socialt indstillet gruppe over for storlandbrugernes liberalisme, en doktrinær forsvarsholdning over for en mere pragmatisk bestemt vilje til kompromiser for dog at sikre det borgerlige Danmark regeringsmagten og hindre „radikal-socialismen” i at vende tilbage.

Til regeringens problemer hørte indre divergenser i Venstre mellem den ældre generation omkring statsministeren, der havde rod i en socialpolitisk tradition, og en ny aggressiv, liberalistisk fløj med Madsen-Mygdal som bannerfører. De handlede ud fra devisen: hvad der er godt for landbruget, er godt for Danmark, og søgte lige så gerne konfrontation med de konservative byrepræsentanter som med oppositionen.

Alt i alt voldte indre brydninger og uro i det parlamentariske bagland regeringen Neergaard større problemer end oppositionspartierne, der forsigtigt overvejede politiske kursændringer.

Trods vanskeligheder og klassepolitiske modsætninger kunne Neergaard i denne regeringsperiode fuldende sin indsats som en af dansk socialpolitiks fædre med reformer af stor rækkevidde. I 1921 indgik alle partier et forlig om revision af sygeforsikringen. De kronisk syge havde hidtil været henvist til fattighjælp, som også efter 1915-grundloven berøvede dem stemmeretten. Nu fik de mulighed for at blive optaget i de statsanerkendte sygekasser, og merudgiften skulle dækkes ved statstilskud. Samtidig blev dagpengesatserne for syge forhøjet. En invalideforsikring blev knyttet til sygekasserne, baseret på bidrag fra medlemmerne og arbejdsgiverne. For at kunne opnå invaliderente skulle en persons arbejdsevne være nedsat til en tredjedel. En Invalideforsikringsret, der fik K. K. Steincke som præsident, skulle afgøre, om dette var tilfældet. Den hyppigste årsag til invaliderente var endnu i 1920'rne tuberkulose. Ved midten af årtiet havde ca. 20.000 fået tilkendt retten til invaliderente.

Denne reform byggede på dansk sociallovgivnings hidtidige hovedprincip, en kombination af forsikring og statstilskud. Den anden del af det sociale reformkompleks, loven om aldersrente fra 1922, brød med det ofte ydmygende skøn over behovet for alderdomsunderstøttelse, som ansøgeren måtte underkaste sig. Nu blev modtagelse af aldersrente en ret for alle borgere, med faste takster afpasset efter den øvrige indtægt. Forsikringsprincippet blev brudt, idet renten blev ydet uden bidrag fra personen selv. Loven blev ikke vedtaget i enighed, idet de radikale og socialdemokraterne ikke kunne acceptere de indbyggede stramninger med bl.a. en forhøjelse af aldersgrænsen for modtagelse af renten fra 60 til 65 år og en opretholdelse af det tidligere princip, hvorefter modtageren ikke måtte have fået fattighjælp i de foregående tre år.

Gennem årtier havde tyendeloven af 1854 været et angrebsmål for Socialdemokratiet og de spæde landarbejder- og tyendeorganisationer. Også Venstre indså nu, at den var utidssvarende. Loven havde placeret tjenestefolkene som andenrangs borgere. De havde ganske vist fået stemmeret i 1915, men det gamle patriarkalske forhold mellem husbond og tyende eksisterede endnu. Det blev ophævet ved medhjælperloven i 1921. Her fjernedes tyendebegrebet og tyendets personlige underordningsforhold under husbonden. Den forhadte skudsmålsbog, landarbejdernes „slavemærke” som den blev kaldt, blev afskaffet sammen med husbondens ret til korporlig afstraffelse af drenge under 18 år og piger under 16 år. Medhjælperne blev ligestillet med øvrige arbejdere, og der blev formelt en retslig ligestilling mellem parterne i arbejdsforholdet. Der blev fastsat regler for medhjælpernes boligforhold, kost og rettigheder under sygdom. De fik ret til tre dages ferie med løn hvert halve år, men til gengæld blev der ikke lagt nogen øvre grænser for arbejdstiden, således som det var sket for næsten alle andre arbejdere.

Loven forudsatte, at aftaleforholdet for landbrugets arbejdere fortsat skulle hvile på individuelle aftaler mellem parterne. Gårdmændene ville ikke vide af en organisering, hverken af dem selv som arbejdsgivere eller af arbejderne. Et kollektivt aftalesystem som på det øvrige arbejdsmarked bekæmpede de med næb og kløer. Der skulle gå mange år, før lovens krav til pigers og karles logi og kost blev opfyldt alle steder, og lønmæssigt haltede de langt efter arbejderne i andre fag. Medhjælperloven af 1921 gælder stort set uændret endnu i dag. At loven trods dens formelle forbedringer ikke umiddelbart medførte virkelige ændringer for de unge på landet vidner mange erindringer om. Således fortæller en landarbejder, født i 1909:

"Hældt ud på arbejdsmarkedet som tjenestedrenge måtte vi slide os fremad – arbejde, arbejde, arbejde – lønnen var lille og stod ikke i fornuftigt forhold til arbejdet. Vi var en kæmpestor flok, mer eller mindre forsagte og ikke sammensvejsede arbejdsdyr, forhutlede og ofte savnende menneskelighed, og det er ikke for meget sagt, at man i håbløsheden undertiden følte sig forladt af gud og mennesker."