Sidste side af Frederik 3.s håndfæstning af 6. juli 1648. Håndfæstningen indeholdt 55 paragraffer. Blandt underskriverne mangler Corfitz Ulfeldt. Det vides ikke, om der er tale om en bevidst „forglemmelse”, så Ulfeldt kunne føle sig ubundet over for kongen, eller om hans underskrift findes på andre eksemplarer. Formelt betød det imidlertid ikke så meget, for samme dag deltog Ulfeldt i hyldningen af den nye konge, og desuden var håndfæstningens indhold jo i høj grad Ulfeldts eget værk. Kongens underskrift er senere kradset ud, velsagtens efter indførelsen af arveregeringen og kassationen af håndfæstningen i 1660.

.

Stænderne agtede at følge den strømpil, der var udstukket med indkaldelsen af valgmødet i november 1647, hvor hertug Frederik var blevet foreslået til tronfølger.

Men traditionen tro fremkaldte et stændermøde strid mellem stænderne indbyrdes og inden for de enkelte stænder, ikke mindst når det blev afholdt i forbindelse med et tronskifte.

Til den særlige modsætning mellem svigersønnernes kreds og den øvrige rigsrådsadel kom stridigheder mellem højadelen og den efterhånden økonomisk og politisk stærkt trængte menige adel, der ikke brød sig om, at de store adelsslægter monopoliserede lensembederne, og at tyske og holstenske adelsfolk sivede ind i landet.

Gejstligheden syntes at spille en mere beskeden rolle under forhandlingerne. Bisperne var hovedsageligt optaget af at sikre riget mod det katolske kætteri. Borgerstandens repræsentanter ønskede at opnå størst mulig økonomisk og politisk uafhængighed, og da det var købmændene, der alene havde den politiske magt i købstæderne, var det kun naturligt, at de ville sikre sig imod, at håndværkerne ulovligt drev købmandskab.

Bønderne var som sædvanlig ikke indkaldt, selv om det tilsyneladende har været overvejet. En borgmester fra Odense skal nemlig have udtalt, at når adelen var imod bonderepræsentation på stændermødet, skyldtes det sikkert, at den næste gang også ville undlade at indkalde borgerne.

Nu var det jo ikke sædvane, at bønderne var med ved stændermøderne, men en række forslag til håndfæstningsbestemmelser, stillet af udenrådsadelen og købstadsrepræsentanterne, kunne tyde på, at i hvert fald stærke kræfter blandt de tilstedeværende menige stænder har arbejdet for en stænderforfatning, der også omfattede bønderne. Det blev blandt andet foreslået, at rigens råd, menig adel og gejstlighedens, borgernes og bøndernes repræsentanter inden for hver enkelt af rigets provinser skulle have lov til at vælge en dag og et sted, hvor de årligt kunne komme tilsammen for at forhandle om, hvad der gavnede riget og kongen. Ud over at være rådgivende skulle disse stænderforsamlinger have skattebevillingsret, og ingen krig måtte påbegyndes uden deres samtykke.

Odenseborgmesterens angreb på adelen har således snarere haft brod mod rigsrådet end mod den menige adel, der kunne se sin umiddelbare interesse i at acceptere bøndernes deltagelse på stændermøderne, thi regionale firestænderforsamlinger med så væsentlige beføjelser som foreslået ville uundgåeligt svække rigsrådsadelen.

Men den håndfæstning, som blev det endelige resultat af stændermødet, havde ikke den fjerneste mindelse om en stænderforfatning. Den tilgodeså alene adelens krav og byggede på det smukkeste bro over modsætningerne mellem rigsrådet og den menige adel.

Skattebevillingsretten tilkom fortsat alene rigsrådet. Det samme gjaldt retten til at nedlægge veto, hvis kongen ville erklære krig.

Men oven i disse traditionelle rigsrådsrettigheder kom en række bestemmelser, der begrænsede kongens magt langt kraftigere, end nogen håndfæstning tidligere havde gjort det. Han måtte ikke rejse udenlands, ikke slutte forbund med udenlandske magter, ikke pålægge told og accise og ikke give udenlandske adelsfolk, der nedsatte sig i riget, danske adels-privilegier, medmindre han fik rigsrådets samtykke til det. Det blev videre bestemt, at kongen kun med rådets billigelse måtte forringe lensvilkårene, at kronen ikke måtte erhverve adelsgods, og at kongen var forpligtet til at indkalde årlige herredage.

Endelig mistede kongen sin ret til frit at vælge sig sine rigsråder. For fremtiden skulle adelen i den provins, hvor en rigsråd var afgået ved døden, foreslå seks til otte kandidater, hvoraf rigsrådet igen skulle indstille tre til kongen, der så var forpligtet til at vælge en af de tre. Og kongen kunne ikke blot lade være med at udpege rigsråder, thi det blev bestemt, at rådet altid udi tal skulle være tre og tyve.

Som kronen på værket sikrede rigsrådet sig det sidste og afgørende ord i alle vigtige rigssager, idet kongen i sin håndfæstning måtte anerkende, at gjorde han noget, der var rigsrådet imod og ikke ændrede sin mening efter to forhandlinger med rådet, stod det rigsrådet frit for at forordne det, som det fandt billigt, og kongen skulle lade sig nøje dermed.

Med den foreløbige håndfæstning, som hertug Frederik underskrev den 8. maj, dagen efter han var blevet valgt til konge, var både kongen og de ikke-adelige stænder sat skakmat. Og den menige adel havde trods alt fået så mange adelsvenlige paragraffer indført i håndfæstningen, at den ikke længere havde brug for at flirte med tanken om alliancer med andre stænder. Den 6. juli forelå så håndfæstningen i sin endelige udformning. Den adskilte sig ikke på afgørende punkter fra 8. maj-udgaven. Og Frederik 3. måtte endnu en gang sætte sit segl under de ydmygende betingelser.

Efter at de formelle provinshyldninger af den udvalgte konge havde fundet sted, blev han endelig, den 23. november, fem dage efter Christian 4.s begravelse, kronet i Vor Frue Kirke i København. Det var Christian 4.s skønne krone fra 1596, der smykkede Frederik 3.s hoved. For at få indløst den pantsatte krone havde Corfitz Ulfeldt i sin egenskab af rigshofmester allerede den 10. april udstedt et gældsbrev lydende på 15.000 daler til hamburgkøbmanden Peter van Ouerbeke, til hvem Marselis & Berns havde viderepantsat kronen.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Stændermødet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig