Slægten Krognos' våben. Den godsrige slægt hørte til højadelen og var giftet ind i andre af tidens førende adelsslægter. Den leverede flere lensmænd og medlemmer af rigsrådet.

.

Også jævne lavadelige havde flotte våben. Dette tilhører slægten Ralick. Et medlem omtales som væbner i slutningen af 1400-tallet. Derefter forsvinder slægten.

.

Dødedansen, et motiv, der dukker op i kølvandet på de store pestepidemier, blev et yndet udtryk for livets vilkår. Fordanseren længst til venstre fører en konge ved hånden. Han repræsenterer samtidig adelen. Den næste dødning trækker af sted med en biskop. Efter den næste døde følger en ung borger. Sidst i rækken kommer bonden. Over for døden er alle stænder lige, og dette udtrykkes ud fra den underliggende forudsætning, at den rette og naturlige sociale virkelighed på Jorden var det stænderdelte samfund. Kalkmaleri, Nørre Alslev Kirke, ca. 1500.

.

Glimmingehus i Skåne er opført omkring 1500 for lensmanden og rigsråden Jens Holgersen Ulfstand, der tillige var kong Hans' admiral. Adam van Duren har måske medvirket ved byggeriet. Der er skydeskår og meget små vinduer i de tykke mure, og adgangen til husets indre var yderst vanskelig for en fjende. I datidens egentlige krige ville de høje mure næppe have kunnet modstå det nye forbedrede artilleri, som snart skulle få sit modstykke i nye forsvarsværker omkring borgene. Derimod var bygningen et godt værn imod selv talstærke angribere, der ikke rådede over kanoner, og under den følgende tids bondeopstande modstod Glimmingehus bøndernes angreb. Det svære stenhus har fået lov at blive stående næsten uændret fra sin opførelse.

.

De allerfleste adelige boede langt mere beskedent end admiralen på Glimmingehus. Billedet viser Østrupgård på Fyn. Det lille stenhus i midten er fra ca. 1500. Det var da lavere, idet huset blev forhøjet med ca. to m i 1572. Bindingsværkslængerne er senere, sandsynligvis fra omkring 1710. De fleste adelige har ikke haft stenhuse, men kun store bondegårde af bulværk eller bindingsværk. Kun få er bevaret, mange blev ødelagt under bønders og borgeres opstande, andre blev sløjfet i forbindelse med opførelsen af nye bygninger.

.

"Fire slags folk er i verden. Den første slags er dem, som lærer folket at kende loven og at leve efter den og efter Guds vilje. Den anden er ridderskab og hærskab, som regerer folket og straffer og piner dem for deres misgerninger, så at fattige og rige må forblive med fred. Den tredje slags er dem, som bruger og arbejder med jorden og kommer hende til at give sin frugt. Den fjerde slags er dem, som bjærger sig med købmandskab og fører de ting, som mennesker har behov for, fra ét land til et andet. Uden disse fire slags folk kan verden ikke bestå."

Sådan forholdt det sig ifølge et af tidens populærvidenskabelige skrifter, Sydrak, der blev oversat til dansk i slutningen af 1400-tallet. Stændersamfundet oplevedes som en funktionel nødvendighed. Det var en del af Guds skaberværk, som ingen andre end han selv kunne lave om på.

Det var et forhold af gensidig afhængighed, hvor alle havde både rettigheder og pligter. Kongen var det kristne fællesskabs leder, der udøvede rigets myndighed og havde ret til at disponere over dets ressourcer, men han var forpligtet til at respektere alles rettigheder, håndhæve ret og rimelighed og sikre indre og ydre fred. Privilegier kunne gives af ham som en overdragelse af myndighed, der egentlig tilkom ham, eller som fritagelse for pligter over for ham. De to højere stænders privilegier indebar, at de af hensyn til fællesskabets orden og funktion havde krav på loyalitet, respekt og lydighed i denne gudgivne og derfor permanente og urokkelige ordning.

Tanken om stænder med særlige privilegier og pligter havde meget at gøre med forbindelsen mellem ejendomsretten til den jord, der var grundlaget for samfundets eksistens, og de juridiske og politiske magtforhold.

Gejstligheden eller rettere de forskellige kirkelige institutioner, havde længe været godsejere. Sognekirker havde jord og sognepræsterne ligeledes, men de vigtigste var bisperne, domkapitlerne og klostrene, der var godsejere i stor stil. Omkring 1500 ejede kirken sandsynligvis mellem 30 og 40 procent af landets jord. Gejstligheden udgjorde kun nogle få procent af befolkningen, og det var højgejstligheden, først og fremmest landets syv bisper, der havde den indflydelse, som fulgte med kirkens rigdomme. Det gejstlige gods var privilegeret med deraf følgende juridiske og økonomiske rettigheder over fæstebønderne og fritagelse for næsten alle offentlige byrder.

Adelen udgjorde kun noget i retning af en kvart procent af befolkningen, men den ejede omkring 40 procent af den dyrkede jord. Standens vigtigste privilegium var retten til at besidde sit gods skattefrit, dvs. uden de ordinære skatter til kronen, til gengæld for krigstjeneste. Mens denne skattefrihed oprindelig var begrænset til den jord, herremanden selv dyrkede ved sine gårdsæder, var den nu udstrakt også til fæstejorden, som var blevet det vigtigste. Adelen blev også fritaget for de ved denne tid stadig hyppigere ekstraordinære skatter for deres egne personer og for de resterende gårdsæder og ugedagsmænd, fra 1526 for samtlige fæstegårde, der lå i samme sogn som hovedgården.

Adelen havde altså „frihed og frelse” i kraft af fødsel, mens borgere og bønder var ufri, vanbyrdige, som det hed i tidens sprog. Men det er karakteristisk for standsbegrebets sammenkædning med jordejendom, at der nu også tales om „frit jordegods”, altså det gods, som den frie persons ejendomsret fritog for den ordinære beskatning. Det kommer bl.a. til udtryk i håndfæstningerne, forpligtende aftaler om, hvad kongerne måtte og ikke måtte, og hvad de skulle, som kongerne indgik med rigsrådet, før de kunne blive valgt. Rigsrådet var forsamlingen af fremtrædende adelige og høje gejstlige, især bisperne. De retslige forhold omkring jorden og dens ejere og dyrkere lå råderne meget på sinde. Kong Hans' håndfæstning fra 1483 forbød kongen at købe eller pante noget jordegods fra „ridderskab eller frelsemænd”, og heller ikke måtte „ufri mand pante eller købe noget frit gods”. Dette gentages i de følgende håndfæstninger. At adelskab og retten til at eje frit jordegods nu glider sammen i lovgivningen angiver retningen for den følgende tids politiske kampe.

Et karakteristisk træk i tiden er adelens stigende afsondring fra det øvrige samfund. Fra 1513 skulle kongen have rigsrådets samtykke til at optage nogen i adelsstanden. Det er nu, i Frederik 1. s håndfæstning fra 1523, at ordet adel for første gang dukker op på dansk som almindelig betegnelse for herremændene, de „gode mænd”. Ved samme tid, i 1526, påbød en forordning adelsfamilierne at bruge slægtsnavne. De fleste af de ca. 250 adelsslægter der fandtes, bar allerede slægtsnavne, resten fulgte nu med.

Kongen var en af de helt store godsejere med sine ca. 20 procent af jorden, et tal der ændrede sig radikalt i 1536. Bønderne, der udgjorde over 80 procent af befolkningen, var ifølge selve standstanken undergivet de to højere stænders åndelige og politiske administration og førerskab. Det var deres rettighed at lade sig belære, at blive ledt til frelsen og blive værnet mod fællesskabets indre og ydre fjender. De havde krav på at leve under det kristne samfunds ordnede forhold, hvis ret og rimelighed ofte opfattedes som udtrykt i sædvanen, det der havde været „af arild”, dvs. fra tidernes begyndelse, og som derfor afspejlede den guddommelige ordens urokkelighed. En lille del af bønderne, måske 10-15 procent, var selvejere. Da de var vanbyrdige, var „frit bøndergods” ikke privilegeret, og i praksis nærmede jordegne bønders stilling sig fæsternes på krongodset. Den væsentligste forskel var selvejernes arveret til deres gårde, ledsaget af en pligt til at overtage gården, som man i givet fald måtte købe sig fri for. Selvejerjorden indgik i kronens jordejendom. Selvejerne var for kronen en vigtig beskatningsgruppe, og både under Hans og Frederik 1. kom der forbud mod at dele selvejergårde.

Borgerstanden udgjorde 10-12 procent af befolkningen. Normalt fastlagdes de enkelte købstæders rettigheder i specielle privilegiebreve, i nogle tilfælde for en landsdels byer under ét. De drejede sig for en stor del om byens styre og retslige forhold. Generelt var borgernes privilegier ligesom bøndernes mindre veldefinerede end de to øverste stænders. Deres handelsmonopol var et af tidens omstridte emner. Ét af stændermentalitetens politiske udslag var de standsmøder, som adelige og borgerlige i de enkelte landsdele holdt. Der er tilfælde, hvor adelens „landemoder” identificerede sig med landstingene og varetog lokal lovgivning af ganske vidtgående karakter, som derefter blev stadfæstet af kongen. Under Christian 2. holdtes købstædernes møder undertiden samlet for flere landsdele. Det var naturligvis godt at kunne udveksle erfaringer og synspunkter om fælles sager og problemer, men ellers synes borgernes møder ikke at have haft politisk betydning.

Udbygningen og præciseringen af adelens privilegier blev i årtierne omkring 1500 et vigtigt led i de godsejende slægters bestræbelser på at lade økonomisk og politisk magt udvikle hinanden. At få privilegierne til at omfatte mere og mere var den vigtigste form, den politiske kamp om indflydelse måtte antage i et samfund, hvis forestillinger om sig selv var formuleret i standstanken.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Stændersamfundet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig