Statsleverandørernes skæbne

Det var statskreditorerne, der var Sehesteds med- og modspillere, da han begyndte at fungere som rigsskatmester. Marseliserne, Henrik Müller, Jens Lassen og de andre, der med deres långivning havde reddet Danmark gennem krigen, stillede naturligvis krav om at få ordnet deres mellemværende med staten. Men staten havde ikke andre rede penge end resterne af de kontanter, den havde lånt af selvsamme kreditorer.

Kongen udnævnte Henrik Müller til rentemester og nedsatte kommissioner, hvor kreditorerne og Sehested var medlemmer, for at finde ud af, hvordan man fik penge i statskassen. Gælden var imidlertid så stor, at der tilsyneladende kun fandtes én udvej: statsbankerotten.

Selv om det aldrig formelt kom så vidt, var det i virkeligheden den vej, kongen og Hannibal Sehested valgte. Staten havde ét aktiv, krongodset. Ved at afhænde store dele af dette til kreditorerne kunne den nedskrive eller helt afskrive gælden. Krongodsudlæg havde været prøvet før, men først efter 1660 blev det den almindelige fremgangsmåde, når kreditorerne skulle tilfredsstilles.

Marseliserne overtog således store mængder krongods i både Norge og Danmark. På den vis blev de Norges og Danmarks største godsejere. Spørgsmålet var imidlertid, hvordan godset skulle vurderes. Skulle en tønde hartkorn regnes til 35, 50 eller måske 60 rigsdaler? Staten ønskede naturligvis kursen sat så højt som muligt, kreditorerne det modsatte.

Det var stort set staten, der fik sin vilje. Ganske vist lykkedes det marseliserne at få sat værdien til 35 daler, men selveste rentemester Müller måtte finde sig i en ansættelse på 50. Når det lykkedes staten at påtvinge kreditorerne godsejendom til den værdi, der passede den, og i øvrigt oveni kræve, at kreditorerne købte en del af det udlagte gods for rede penge, var det udtryk for kreditgivningens dobbelthed. I tider, hvor staten havde brug for kontanter, var långiverne kæphøje og tjente renter på kreditten. Men endte den megen kreditgivning med, at låntageren til sidst helt mistede tilbagebetalingsevnen, kunne kreditorerne komme i klemme – og låntageren kunne udnytte denne klemme, ikke mindst når det drejede sig om en statsmagt.

I virkeligheden bestod de store kreditorers formuer i 1660 af værdiløse pantebreve, og mange af dem kunne komme i store vanskeligheder, hvis de ikke fik gælden indløst, for en del af de penge, de havde lånt den danske krone eller leveret den varer for, havde de selv lånt andetsteds.

Da Selio Marselis besøgte sit nye gods ved Århus, var det ikke svært for ham at få øje på den elendighed, der prægede dets jorder og landsbyer. Så selv om han blev optaget i adelstanden og nu var blevet godsejer på linie med de gamle herremænd, fandt han ikke, at hans nyerhvervede ejendom var de 35 daler værd per tønde hartkorn, som staten havde sat den til.

For at få det udlagte krongods til at forrente sig, måtte bønderne presses. Fra marselisernes nyerhvervede godser vrimlede det med klager over øgede hovbyrder og andre former for skærpet udbytning. Fra Møn, der var lagt under Gabriel Marselis som pantegods, flygtede bønderne, og panthaveren fik statens tilladelse til at lade de undvegne indfange og føre dem tilbage til godset.

Men hvilke kvaler marseliserne og de andre kreditorer end havde med at få det tidligere krongods til at forrente sig, følte de sig mere og mere som godsejere. Staten holdt op med at bruge dem som finansieringskilder, og Gabriel Marselis' yngre sønner fik en fin uddannelse med dertil hørende træning i adelige idrætter. De blev kaldt til hoffet, blev først hofjunkere og senere kammerjunkere og endte deres dage som herremænd på deres jyske godser.

De klarede sig pænt, mens det gik mindre godt for Marselis & Berns-grenen. I 1670'erne nedsatte regeringen en revisionskommission, der fik til opgave at undersøge pengeudlånernes og storleverandørernes transaktioner i perioden før og omkring 1660. Ved gennemgangen af de mange afregninger for leverede varer viste det sig, at leverandørerne havde snydt på forskellig vis. Derved kom Marselis & Berns til at skylde kronen knap 9000 daler, ikke noget stort beløb, når det betænkes, at firmaet igennem årene havde haft en omsætning med staten på flere millioner. Men så fandt staten meget belejligt ud af, at Marselis & Berns i 1642 havde svindlet kronen i forbindelse med en større salthandel. Med renters rente opgjordes denne sum til 200.000 daler, som regeringen krævede af Marselis & Berns' arvinger, at betale inden otte uger. Det kunne de selvfølgelig ikke, og staten konfiskerede en passende del af deres gods. Dermed vendte noget af det gods, staten havde afbetalt sine kreditorer med i årene efter 1660, tilbage til kronen.

Også rentemester Müller gik det ilde. Han fik i 1660'erne udlagt store godser i Vestsjælland, og da han ikke syntes, det var nok, opkøbte han en del adelsgods. Med sine gårdnedlæggelser, inddragelse af bondejord under hovedgårdsdriften og benhårde indskriden over for bønder, der var kommet i restance med betalingen af landgilden, blev han Vestsjællands plageånd, og bønderne protesterede. Det fik de ikke meget ud af, men Müller fik til gengæld heller ikke den profit ud af sin godsdrift, som han havde håbet. Heller ikke det norske Kongsberg Sølvværk, som han overtog fra staten i 1673, gav et ordentligt afkast, selv om han drev rovdrift på arbejdskraften. Bjergværksarbejderne fik ikke deres løn i rede penge, men i fordærvede fødevarer, som der tilmed ikke var nok af, så flere af arbejderne sagdes at være døde af sult.

I 1679 gik Henrik Müller af som rentemester, 70 år gammel, og fik af den rangglade enevælde titel af etatsråd. Han var allerede i 1674 blevet adlet. Men det var en noget afpillet etatsråd, der forlod statstjenesten. Han skyldte staten et anseligt beløb for skatter, han havde haft ansvaret for at kræve ind blandt sine bønder, men som disse ikke orkede at betale.

Og også han måtte finde sig i, at revisionskommissionen kiggede ham efter i sømmene, og den fandt ud af, at han gennem årene havde svindlet staten for et beløb, der med renter og bøde løb op til lidt over 130.000 daler. Staten gjorde udlæg i hans godser og tog det norske sølvværk tilbage.

Henrik Müller døde i 1692, ribbet for alt. På familiens forbøn skænkede kongen allernådigst „afgangne Vor forrige Etatsråds hans efterladte børn fem hundrede daler til hans begravelse og jordefærd”.

Selv om det ikke gik alle de store statsleverandører og långivere så ilde som Henrik Müller, var hans livsbane på mange måder typisk for de vilkår, pengekapitalen virkede under i det landbrugsdominerede Danmark. I en kort periode med krise og krig var staten blevet afhængig af den. Det gav en snæver gruppe af storkøbmænd og statskreditorer, forenet i samme personer, en økonomisk og politisk indflydelse i den ekstraordinært vanskelige situation under og lige efter svenskekrigene.

Men da situationen normaliseredes, viste det sig, at Danmarks produktionsgrundlag fortsat var fæstegodset og herremændenes hovedgårdsjord. De kæmpesummer, storkøbmændene havde investeret i staten, kunne i sidste ende kun forrentes gennem en forvandling til jordegods. Og da tiderne var slette for landbruget, blev afkastet enten beskedent eller ligefrem negativt.

Under alle omstændigheder blev de storkøbmænd, der havde leveret på kredit og lånt staten penge, forvandlet til godsejere. Og da riget i årtierne efter 1660 igen kom på benene, var forskellen fra tiden før 1660 i virkeligheden ene den, at herremandsklassen var blevet tilført nye slægter, og at en langt større andel af Danmarks jordegods som følge af krongodsudlæggene var kommet i hænderne på private godsejere.