Det første ministerium Stauning. I forreste række fra venstre ses verdens første kvindelige minister Nina Bang, udenrigsminister Carl Moltke, statsminister Thorvald Stauning, socialminister F. J. Borgbjerg, finansminister C. V. Bramsnæs; bagest fra venstre landbrugsminister Kristen Bording, kirkeminister N. P. Dahl, forsvarsminister Laust Rasmussen, minister for offentlige arbejder j. Friis-Skotte, indenrigsminister C. N. Hauge og justitsminister K. K. Steincke.

.

Hvem skulle klare vanskelighederne? Sandsynligvis ville Stauning gerne have haft de radikale med i regeringen, men de ønskede at stå frit. Herefter fik Stauning frie hænder af partiets hovedbestyrelse til at vælge sine ministre. Han søgte dog tilslutning til at besætte udenrigsministerposten med en professionel diplomat, Danmarks gesandt i Berlin grev Carl Moltke, som ikke var medlem af partiet. Han havde udtrykt sympati for arbejderbevægelsen, men valget af ham var dog et sikkert tegn på, at udenrigspolitikken ikke var det felt, hvor de store slag skulle slås.

Nu som før og senere var det partilederens sag at sammensætte regeringen. Både i offentligheden og i partiet så man spændt frem til, hvem der stod i Staunings efterhånden meget omtalte lommebog. Det skulle være Danmarks første arbejderregering, og i arbejderbevægelsen blev det opfattet som et lige så vigtigt politisk magtskifte som Venstres magtovertagelse i 1901. De nye ministre havde, med undtagelse af Moltke, rod i bevægelsen, om end få af dem var arbejdere i traditionel forstand. Ved siden af Statsministeriet overtog Stauning Handelsministeriet, som han udvidede til et Erhvervsministerium. Blandt de mange i partiet med stor parlamentarisk erfaring valgtes Borgbjerg til at overtage Socialministeriet, der blev skilt ud fra Indenrigsministeriet, et sikkert tegn på den vægt, de sociale reformer havde for regeringen. C. N. Hauge blev indenrigsminister. Han havde stor administrativ indsigt, bl.a. fra den Overordentlige Kommission under krigen. Kr. Bording blev landbrugsminister. Han var først blevet medlem af Folketinget i 1920, men havde som gårdejer bidraget væsentligt til at udforme partiets jordpolitik. Edvard Brandes karakteriserede ham spydigt som regeringens dårligst begavede medlem. Han havde dog begavelse og indsigt nok til at forblive minister næsten uafbrudt indtil 1950. Forsvarsminister blev Laust Rasmussen, pacifist og utrættelig afrustningsagitator med ambition om at blive Danmarks sidste forsvarsminister. Kirkeministeriet blev overdraget til den første præst, der havde meldt sig ind i Socialdemokratiet, N. P. Dahl. Trafikkontrollør). Friis-Skotte blev minister for offentlige arbejder, en post der var central i partiets økonomisk-politiske program. Til uriasposten som finansminister valgte Stauning C. V. Bramsnæs. Han var uddannet typograf, men tog senere studentereksamen og gennemførte det nationaløkonomiske studium. Nu var han universitetslektor og inddraget i mange økonomiske råd. Partimæssigt var han dybt engageret i oplysningsarbejdet, og han var just blevet formand for AOF.

Offentlighedens interesse, vid og kritik samlede sig især om to stærke personligheder, K. K. Steincke og Nina Bang. Skønt Steinckes væsentligste kvalifikationer lå inden for socialpolitikken, blev han justitsminister. Han havde med „Fremtidens Forsørgelsesvæsen” både teoretisk og administrativt udstukket de linier, der blev retningsgivende for partiets socialpolitik i de følgende årtier. Han havde uden at være marxist været i opposition til partiets reformistiske politik helt indtil 1923, og hans skarpe replik og ironi havde ramt høj og lav i partiet. Skønt Stauning betragtede ham som en selvoptaget flab, fandt han ham selvskrevet til en ministerpost.

Den foretrukne skydeskive i regeringen blev historikeren Nina Bang, der blev undervisningsminister. Det var ikke som kvindepolitiker hun havde tjent sine sporer. Hun afviste udtrykkeligt, at der skulle formuleres en særskilt kvindepolitik og så en snæver sammenhæng mellem løsningen af kvindernes sociale og retslige problemer og gennemførelsen af det socialdemokratiske program. Også hun havde præget oplysningsarbejdet gennem talrige artikler i Social-Demokraten. Hun var en viljestærk og myndig politiker, der nød stor respekt i hele partiet.

Regeringens udnævnelse 23. april 1924 blev mødt med begejstring i arbejderbevægelsen. Ældre arbejdere betragtede den som kronen på årtiers kampe for at vinde indflydelse i det kapitalistiske samfund, og årets 1. maj-demonstration blev en sejrsfest, hvor talerne så regeringsdannelsen som det første skridt hen imod en fuldstændig magtovertagelse og gennemførelse af partiets program.

Stauning var mere nøgtern. Han erkendte de parlamentariske problemer med et forbeholdent radikalt parti og et sikkert flertal mod regeringen i Landstinget af Venstre og konservative. Der kunne ikke blive tale om at føre socialistisk politik, udtalte han til Nationaltidende. I regeringens trontale den 29. april slog han fast, at den ville føre „en demokratisk samfundspolitik, ved hvilken der tages hensyn til alle landets erhverv og til alle berettigede interesser i samfundslivet”. Vel var regeringens grundlag det socialdemokratiske program, men ingen skulle være i tvivl om, at partiet søgte samarbejde med andre klasser og partier.

Mere umiddelbar opsigt vakte Staunings erklæring om, at den samlede regering ønskede, at „det politiske arbejde skal foregå på parlamentarismens grund, hvorfra ingen afvigelse vil ske”. Dagen efter blev udtrykket „den samlede regering” af Social-Demokraten udlagt som dækkende både ministeriet og kongen. En gentagelse af påskekrisen var udelukket.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Staunings lommebog.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig