Rodsteenslægtens våben gennem 200 år. Der er sket en gradvis udvikling, der viser, hvor nemt man såvel dengang som nu kan fejltolke de ofte ganske små signeters indhold. Slægtens første mand Jep Willesen førte såvel 1406 som 1421 tre skråtstillede ruder (1), hvilket hos hans søn 1465 og 1471 blev til tre ubestemmelige firkanter (2-3). Hans oldebarn Jens Markvardsen begyndte at føre mere rektangulære figurer 1534 til 1561 (4-6), der hos hans søster Karen 1561 blev til en trappe af fire mursten (7), senere af slægten forøget til fem sten. Da slægten i 1500-tallet skulle føre fast slægtsnavn, kastede man et blik på våbenet, og hvorledes man nu opfattede det, fremgår af, at man antog navnet Rodsteen (efter de røde mursten).

.

Den senmiddelalderlige lavadel kunne have lige så stort besvær med heraldikken som senere tiders forskere. I 1505 erklærede en adelig enke, at hendes afdøde mand førte et afhugget træ i sit våben og ikke, som hendes stedsøn påstod, en ørneklo. Det kan lyde absurd, men gengivelser af begge våbentyper over en stiliseret „mellemting” viser, hvor nemt det var og fortsat er at foretage en sådan forveksling, da man oftest blot havde et lille signet at gå ud fra.

.

Skitse over beliggenheden af det gods, som hr. Erik Nielsen Gyldenstiernes arvinger midlertidigt delte i 1463. Ved højreskravering er betegnet de, især vestjyske egne hvor Niels Eriksen til Tim fik gods, tilsvarende betegner modsat skravering, hvor Erik Eriksen til Demstrup fik gods; de umyndige børn Olufs og Annes områder er prikket, medens enkelt understregning viser, hvor fru Kirstine, dobbelt understregning hvor fru Beate fik deres gods placeret.

.

Selv om en nybagt adelsmand kunne få en startkapital på et par fæstegårde, kom man ikke langt uden gode forleninger eller givtige ægteskaber. Så længe landgildeindtægterne nærmest var faldende, måtte man næsten ekspandere for blot at opretholde niveauet. Selv småadelsmænd med en halv snes gårde kunne komme i vanskeligheder, hvis de havde mange børn at sørge for, hvorfor et solidt klientforhold til en storgodsejer var en nødvendighed, hvis slægten skulle opretholde sin status.

Slægten Rodsteen dukker tilsyneladende først op lige før 1500. Men det viser sig, at den faktisk stammer fra godsspekulanten Jep Willesen til Kjeldkær, der med sin hustru, datter af en slesvigsk adelsmand, havde arvekrav på det fynske storgods Løgismose. Det må dog tidligt være gået tilbage for ham, da han i 1406 solgte gods til dronning Margrete og i 1408 pantsatte sin hustrus rettigheder til Løgismose. Der var fortsat tilbagegang i næste generation, og en af hans sønner Jes Jepsen var muligvis ligefrem blevet selvejerbonde. Han har næppe kunnet give sine børn nogen særlig god start i livet; men sønnen Markvard kom i tjeneste hos børglumbispen. Her må han have gjort sig fordelagtigt bemærket, siden han i 1486 var foged på bispens hovedslot Sejlstrup lige uden for Hjørring. Herved opnåede han ægteskab med Sofie (Vognsen), datter af Niels Mortensen til Lengsholm, og da Markvard i 1499 skriver sig til denne gård, har den øjensynligt udgjort hans hustrus arv, ingen herlighed, men dog et pænt lavadelsgods, der sikrede slægtens fortsatte eksistens inden for adelens rækker. Men karakteristisk nok medførte slægtens midlertidige nedgang, at man havde glemt slægtsvåbenets oprindelige udseende, der følgelig skiftede form.

Kun undtagelsesvis kan vi få indblik i en mindre adelsmands beskedne gods. Under fejden mellem Brok- og Rosen-krantz-slægten på Djursland kom lavadelslægten Prip i vanskeligheder, da den støttede rosenkrantzerne, skønt dens gods lå lige op ad Lage Broks store slægtsgods Gammel Estrup. I 1469 ordnedes problemerne dog ved et mageskifte, et godsbytte, ved hvilket Jens Henriksen Prip imod erstatning i fjernere gods afstod alt sit jordegods i Gammel Estrups omegn. Herved konstaterer vi, at Jens Henriksen besad syv beboede og en øde fæstegård foruden en lille hovedgård. Men da Lage Brok ikke havde brug for flere hovedgårde, skulle denne nu omlægges til en almindelig fæstegård, og det viser sig da, at den ansattes til dobbelt så stor afgift som de almindelige fæstegårde, dvs. at lavadelsmandens beskedne dobbeltgård bestemt ikke var nogen herregård.

Ganske anderledes format var der over det omfattende gods, som rigsråden hr. Erik Nielsen Gyldenstierne og hustru fru Gørvel Andersdatter Lunge efterlod sig, og som vi har en grov oversigt over takket være den deling, som deres arvinger i 1463 lod foretage. Endnu var skriftligheden ikke så udbredt, at der, som siden almindeligt, blev foretaget en detaljeret opregning af hvert eneste jordstykke med fuldstændig afgift. Men ægteparrets enorme godsrigdom tillod, at arvingerne – i hvert fald i første omgang – nøjedes med at dele godset i store geografisk velplacerede blokke. Så kunne man siden i enkeltheder undersøge, hvorvidt det var lykkedes at gøre arvelodderne lige store.

Den ældste søn hr. Niels Eriksen havde hidtil skrevet sig til Landting, som han havde erhvervet med sin hustru fru Mette Banner. Han var selvskreven til at arve slægtens stamsæde Timgård med alt det dertil hørende gods i Hardsyssel, hvortil desuden kom spredt gods i det nordvestlige Himmerland.

Den næstældste søn hr. Erik Eriksen var øjensynligt godt tilfreds med det kompakte Demstrup gods lige nord for Randers, blot suppleret med lidt gods i Himmerland. Det skyldtes antagelig, at hans hovedinteresser lå i Sverige, dvs. at han ikke agtede at opbygge en lokal jysk magtbasis, men foretrak et samlet gods, der var let at administrere, og hvor indtægterne var vigtigere end en eventuel lokalpolitisk indflydelse. I forældrenes testamente har der givetvis været bestemmelser om messelæsning m.m. Det udførtes på den karakteristiske måde, at hr. Erik forpligtede sig til årligt at give gråbrødrene i Randers 10 lybske mark. Ved at pålægge godset en sådan prioritet undgik man at afstå gods til kirken.

Deres afdøde broder Anders Eriksen havde gennem sit ægteskab fået interesser i Østdanmark, og hans eneste arving Beate var gift med den sjællandske stormand Joachim Johansen Bjørn. Det var derfor logisk, at han modtog alt det sjællandske gods, der opregnes i 18 forskellige lokaliteter. Endnu en afdød broder Peder Eriksen efterlod sig to umyndige børn Oluf og Anne, og de fik tilsammen godset Estvadgård nær Skive samt gods i Hindsted Herred. Hertil kom yderligere spredt gods mellem Randers og Viborg samt noget gods så langt væk som på Falster. Men til Estvadgård lå en mølle, og af dennes indtægter påtog de sig den forpligtelse at give 20 mark årligt til domkirken i Ribe til sjælemesser for deres fader.

Til sidst kom søsteren Kirstine Eriksdatter, der var gift med den hovedrige hr. Anders Nielsen Banner til Kokkedal i Han Herred. Ægteparret var derfor mest interesseret i besiddelserne i Vendsyssel, som de overtog, men vel at mærke på egen regning og risiko. Thi medens de øvrige arvinger lovede at holde hinanden skadesløse, såfremt det ved en mere detaljeret gennemgang skulle vise sig, at der var forskel på arveparternes størrelse, så fandt fru Kirstine og hendes mand det værd at tage en chance, blot man kunne få velbeliggende gods.

Uanset at arveretten gav klare regler for ligeligt skifte, hvor en broder tog dobbelt part imod en søster, og selv om man utvivlsomt har søgt at opnå en juridisk korrekt løsning, aner man, at netop placeringen af det tildelte gods kunne være af stor betydning. De to ældre brødre har næppe haft grund til at føle sig snydt, og de sjællandske og nordjyske slægtninge vidste, at de opnåede fordele betød en kalkuleret risiko. Derimod ser det ud, som om de umyndige børn har fået deres sikkert korrekt udmålte arvelod i alt det spredte gods, som ingen af de andre arvinger havde interesse i.

Det er næppe muligt at sætte tal på godsets omfang; men det skal anføres, at vi sidst i århundredet kender højadelsmænd, der ved deres død efterlod sig over 500 fæstegårde. Uanset gyldenstiernegodsets opsplitning samledes ny rigdom gennem nye ægteskaber, og Timgårdslægten hørte også i det følgende århundrede til blandt rigets mest betydningsfulde slægter. Hertil kom, at gyldenstiernerne havde andre grene i Jylland, således den afdøde hr. Erik Nielsens broder hr. Peder Nielsen, hvis efterkommere residerede på Ågård i Han Herred. Endelig besad en brodersøn Henrik Knudsen det rige himmerlandske gods Store Restrup.

Det hjalp nu nok på bevarelsen af det store Ågård gods, at hr. Peders ældste søn Erik døde ung uden arvinger, medens en anden søn Gert gik kirkens vej og endte som børglumbiskop. Her viste han sig i besiddelse af betydelig krigsduelig-hed og var i lange tider en af Erik af Pommerns solide støtter i kampen om Slesvig. Samme militære interesser havde broderen Anders, der – antagelig i forbindelse med de kongelige ægteskabsplaner – kom i engelsk tjeneste. Som Sir Andrew Agard gjorde han en udmærket karriere i de engelsk-franske krige. I 1440'rne sad han i parlamentet for Norfolk, hvor han varetog York-dynastiets interesser og grundlagde slægten Haggard of Bradenham.

Men ægteskab og arvedelinger var og blev et lotteri. Hr. Peder Nielsens yngste broder Bugge Nielsen og dennes efterkommere var konstant uheldige, og allerede omkring 1500 var slægtens Bugge-gren på vej ud af adelens rækker, hvad enten den uddøde i fattigdom eller måske ligefrem fortsatte i bondestand.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Store og små godsejere.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig