Handelspladsen Birka på en ø i Mälaren vest for Stockholm var på landsiden beskyttet af en vold, der over det meste af sit forløb på ydersiden flankeres af en gravplads med hundreder af småhøje. På den anden side af bebyggelsen ligger en lille bjergknold med resterne af en borg på toppen. Mange af de grave man har undersøgt vidner om forbindelser med både øst og vest. Kun en lille del af den gamle bys område er udgravet. Moler eller anløbsbroer ragede ud i søen fra bredden. I vikingetiden kunne købmænd fra Vesteuropa sejle direkte til Birka for at skaffe pelsværk og andre handelsvarer både fra Nordskandinavien og fra Østen.

.

Danerne havde også tilknytning til både sveerne i det østlige Sverige og göterne i Sveriges vestre dele. De delte et fælles grænseland med vestgöterne, og vejene fra Västergötland til havet gik igennem dansk territorium. Det er endog tænkeligt at Våstergötlands jarler i 900- og 1000-tallet i lighed med jarlerne i Trøndelagen anerkendte den danske konges overherredømme. Den stærke danske indflydelse i området forklarer måske hvorfor landflygtige daner ikke drog til Västergötland, men foretrak at søge tilflugt hos sveerne som boede i Mälaregnene. Det skete tidligt i 800-tallet da Godfreds sønner efter deres fars død tilbragte nogen tid hos sveerne, og mere end to hundrede år senere fortalte Sven Estridsen Adam af Bremen, at han havde tjent 12 år hos den svenske kong Anund.

Forholdet mellem danerne og sveerne kunne være fjendtligt. Adam af Bremens beretning om en svensk erobring af Danmark efter Harald Blåtands død er ikke troværdig, men der er ingen grund til at mene at danerne og sveerne veg tilbage fra at angribe hinanden når der var chance for det. Ansgars Levned omtaler et angreb på Birka i midten af 800-tallet, som foretoges af en landflygtig svensk konge, også kaldet Anund, som samlede 21 danske skibe til forstærkning af sin egen flåde på 11 skibe. Runeindskrifter i Sjörup og Hällestad i Skåne til minde om mænd „der ikke flygtede ved Uppsala” viser, at der engang i slutningen af 900-tallet eller begyndelsen af 1000-tallet udkæmpedes et slag i Mälardalen ved Uppsala, hvori mænd fra Danmark deltog, men de nærmere omstændigheder henligger i mørke.

Der var også fredeligt handelssamkvem. Ansgars Levned viser at i 800-tallet besøgte købmændene fra både Hedeby og Dorestad regelmæssigt Birka, og i 1000-tallet omtaler Adam Mälaren som „den sikreste havn ved de svenske kyster, hvor alle danernes og nordmændenes skibe ligesom slavernes, prøjsernes og de andre nordboers skibe plejede at mødes til bestemte tider med de forskellige handelsfornødenheder.”

Da var Birkas rolle blevet overtaget af andre steder i området. Det er tidligere fremhævet, at vikingetidens danske konger udøvede en vis kontrol med trafikken til og fra Østersøen. Dermed havde de også en indirekte indflydelse over hele Østersøen, selv over de fjerne sveer. Rimbert antyder dette i sin beskrivelse af den hjælp Ansgar fik fra kong Horik til at genoplive missionen i Birka. Rimbert omtaler det brev Horik sendte til den svenske konge som et mandatum, hvormed der snarere menes en ordre end en broderlig hilsen.

At der er tale om et specielt forhold mellem den danske konge og sveernes konge fremgår også af en oplysning fra 1000-tallet om, at den svenske konge var traktatmæssigt forpligtet over for Knud den Store, men at Knud ikke havde samme indflydelse i Sverige som sin far. Man har ment, at mønter fra Sigtuna, hvor Knud fremtræder som sveernes konge, viste at Knuds magt udstrakte sig til Svealand. Alle mønter er imidlertid slået med det samme stempelpar; såfremt Knud virkelig havde været konge over sveerne, burde flere møntstempler have været i brug. Det ser ud til, at en møntmester i Sigtuna simpelthen tog en Knud-mønt som forbillede og tilpassede den; et eksempel på tilsvarende forvirring giver Hardeknud-mønten (se ill. i Harald og Hardeknud). Sven Tveskægs ægteskab med den svenske kong Eriks enke som var mor til hans efterfølger, Olof Skötkonung, er snarere et udtryk for dansk overlegenhed end for underordning. Den klareste parallel hertil er Knuds eget ægteskab med dronning Emma, enken efter den overvundne kong Æthelred.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Sveer og göter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig