Sven Estridsens sønner (1076-1134)

Harald, Knud, Oluf, Erik og Niels er navnene på de fem af Sven Estridsens store børneflok, som blev sat på tronen efter ham, en efter en, igennem 58 år. Vi kender ikke meget til de fem Svenssønner. Adam af Bremens værk, som lod Sven træde frem som den første nuancerede kongeskikkelse, blev afsluttet umiddelbart efter Svens død. Sven Aggesen afstår fra at omtale de fem brødre, fordi Saxo ville skildre dem „vidtløftigere i en finere stil” med det resultat, at vi kun har Saxo, hvor vi kan læse en digters mange historier, som imidlertid er en højst usikker kilde til historien om kongerne hundrede år før. Tekster af historisk karakter er den såkaldte Odenselitteratur med forbindelse til dyrkelsen af kongehelgenen Knud den Hellige. Munken Ælnods helgenbiografi er den vigtigste del af denne litteratur. Desuden nogle pavebreve og – som en projektør i mørket – Knud den Helliges gavebrev til domkirken i Lund, 1085, som vi vender tilbage til. Herudover må hjælp hentes hos arkæologerne, hvis udgravninger til stadighed forøger vor viden om periodens materielle vilkår i landsbyer, købstæder, borganlæg osv.

Om udviklingen på scenen for den store politik er vi bedre underrettet. Situationen omkring tidspunktet for Sven Estridsens død var højeksplosiv imellem pave og kejser. I 1075 forbød pave Gregor 7. at verdslige personer foretog investitur, udnævnelse af bisper eller abbeder. Følgen blev en hårdnakket strid imellem pave og kejser, som først endeligt blev bilagt i 1122, da kejseren gav afkald på at indsætte bisper „med stav og fingerring”. Også i Frankrig og England afstod kongerne fra investitur, imod at bisperne aflagde troskabsed til dem.

Hvis danske konger tidligere i tusindtallet har foretaget investitur af bisper, hvad Knud den Store ifølge Adam gjorde, så er det fra og med Sven Estridsen et overstået stadium. Men det har ikke hindret kongerne i at foreslå egne kandidater til embederne og gennemtrumfe deres valg. At ærkebiskoppen normalt fulgte kongens ønske, kan hos Adam læses som et praktisk udslag af samarbejdet imellem kirke og kongemagt. Anderledes i Sverige, hvor en gammel lovtekst foreskrev, at kongen ikke blot foreslog biskopper, men også foretog investitur med stav og ring. Efter pavelige protester ophørte denne skik; men først i midten af 1200-tallet.

Når det for kirken var altafgørende at fastholde, at verdslig øvrighed ikke kunne udnævne bisper, er begrundelsen at finde i den realpolitiske betragtning, at verdslig magt ikke skal bestemme over kirkens anliggender. Nok stræber det verdslige styre og kirken imod et fælles mål, Gudsriget, nok hidrører såvel gejstlig som verdslig magt fra Gud, men det tilkommer kirken at påse håndhævelsen af fred og retfærdighed. Kejserens plads er i kirken, ikke over kirken.

Gregor 7. tog et dristigt opgør om dette og lyste i 1076 kong Henrik 4. i band. Det gav genlyd over hele Europa. De tyske bisper og fyrster faldt fra kongen, som gav op og blev løst af bandet. En tysk modkonge blev valgt, og snart efter en modpave, Clemens 3. Henrik 4. belejrede Rom i tre år. Normannerne fra Syditalien kom Rom og Gregor til undsætning, men det endte i plyndring af byen. Gregor flygtede og døde i Syditalien i 1085.

Henrik 4. erobrede Rom og blev kejserkronet af pave Clemens, som snart selv blev fordrevet af Gregors lovligt valgte efterfølger Urban 2. (1088-99), en fransk munk, prior i det højt ansete reformkloster i Cluny (se kort i Europa og Danmark) og ekspert i kanonisk ret. Han blev kejseren en dygtig modstander og genskabte pavestolens autoritet. På toppen af sin magt bekendtgjorde Urban det første korstog til befrielse af Det hellige Land, som var blevet erobret af islamiske stammer.

I 1099 befriede korsfarerne Jerusalem. Samme år døde Urban 2.; året efter modpaven Clemens 3. Herefter var et forlig imellem pave og kejser muligt, men ingen tog initiativet hertil. I 1106 døde kejseren. Da han igen var blevet bandlyst, blev han nægtet kristelig begravelse. Kampen imellem kejser og pave var foreløbig endt remis.

Således er i korte træk den ideologiske og storpolitiske baggrund for udviklingen i Danmark under de første Svenssønner. Udbygningen af kirkeorganisationen er ingenlunde et isoleret dansk fænomen, men pavelig politik i hele den katolske kirke.