Syreregn og skovdød

En af de 'små fortællinger' kunne være kampen for et bedre naturmiljø. I hvert fald var det en enkeltsag, som flere og flere danskere anså det for værd at støtte. Mens de politiske partiers samlede medlemstal dykkede fra knap 500.000 i 1970 til ca. 280.000 i 1985, kunne Danmarks Naturfredningsforening ved udgangen af 1983 notere et rekordstort og fortsat stigende medlemstal på lidt over 200.000, 17.000 flere end i 1982. Mere end 1.700 valgte tillidsmænd var aktive i foreningens lokalkomiteer. I januar 1983 fik foreningen direkte ankeret i miljøsager, bl.a. vedrørende spildevandsudledninger. Også græsrodsmiljøorganisationen NOAH stod stærkt i begyndelsen af 1980'erne med sine 80 lokalkomiteer rundt om i landet, og desuden var en dansk afdeling af den internationale aktivistmiljøorganisation Greenpeace blevet oprettet i 1980. I 1982 fik Danmark et tværpolitisk miljøparti, De Grønne, som stillede op til folketingsvalget i 1984. Partiet fik dog ikke nogen politisk gennemslagskraft, men det skyldtes først og fremmest, at så godt som alle politiske partier på dette tidspunkt havde indskrevet miljøpolitik som en højt prioriteret del af deres programmer. I 1970'erne havde forureningsbekæmpelse derimod primært været en politisk mærkesag for venstrefløjen. Fra omkring 1980 skrev også fremtrædende skønlitterære forfattere som Ole Sarvig, Vagn Lundbye og Thorkild Bjørnvig værker, der bar stærkt præg af bevidstheden om truslerne mod miljøet og klodens økologi.

Nye alvorlige sider af miljøødelæggelsen kom på dagsordenen hen mod midten af 1980'erne. I foråret 1984 offentliggjorde Miljøstyrelsen en Forsuringsrapport, som bl.a. påviste materielskader på bygninger m.v. for én mia. kr. om året som følge af syreregn og luftforurening fra dansk olie- og kulafbrænding. Hertil kom den voksende fare for skovdød. Kun to måneder senere vedtog Folketinget en omfattende plan, som inden 1995 skulle nedsætte svovlforureningen med 40 procent i forhold til 1980. Desuden pålagde Folketingets „alternative grønne flertal” (S, RV, SF og VS) i 1984 Firkløverregeringen at indføre blyfri benzin. Også den stigende nitratforurening af grundvand og farvande fra stald- og kunstgødningen i det stadig mere intensivt drevne landbrug kom i midten af 1980'erne under kraftig kritik fra især oppositionen. Samtidig fremkom de første grundige rapporter fra bl.a. FN's klimaeksperter med advarsler imod global opvarmning og klimaændringer pga. afbrændingen af fossile brændstoffer („drivhuseffekten”).

Udviklingen fik atomkrafttilhængerne i Danmark til på ny at vejre morgenluft, men det varede ikke længe. Spørgsmålet om indførelse af atomkraft eller ej var især under indtryk af den voksende folkelige modstand blevet sendt til politisk hjørnespark i 1976-77. I mellemtiden fastholdt de skiftende regeringer, at atomkraft skulle indgå i landets flerstrengede energiforsyning, men især efter atomkraftulykken på Three Mile Island i USA i marts 1979 lagde politikerne endnu større vægt på betingelserne om tilstrækkelig sikkerhed ved driften og ved slutdeponeringen af det radioaktive affald. I januar 1980 vedtog Folketinget at udskyde atomkraftbeslutningen på ubestemt tid, og Socialdemokratiet ønskede i givet fald en folkeafstemning om spørgsmålet.

Affaldsproblemet var i centrum for rapporter og undersøgelser fra elværkerne, fra Danmarks Geologiske Undersøgelse og fra Miljøstyrelsen i hhv. 1981, 1982 og 1984, men eksperterne var indbyrdes uenige om, hvorvidt den salthorst på Mors, der var blevet udpeget som den bedst egnede atomlosseplads, i realiteten var en tilstrækkelig sikker løsning. Atomkraftmodstanderne mente det i hvert fald ikke, og med opinionstal, der år for år fra 1979 til 1984 viste støt stigende folkelig modstand og faldende tilslutning til atomkraftens indførelse – i 1984 67 procent imod og 23 procent for -, var udfaldet næsten givet. I maj 1984 erklærede miljøminister Christian Christensen på Firkløverregeringens vegne, at atomkraft ikke var aktuel i Danmark med den eksisterende teknologi, og at Danmark nu var blevet så velforsynet med egen gas, olie og vedvarende energi, at atomkraftspørgsmålet ikke længere var så presserende som tidligere.

Det var dog imod regeringens og Fremskridtspartiets stemmer, at det alternative grønne flertal i marts-april 1985 vedtog socialdemokratiske forslag om offentlig energiplanlægning uden atomkraft og om at ophæve arealreservationerne til atomkraftværker. Atomkraften var hermed efter 11 års strid ikke længere et tema i dansk energi- og miljøpolitik.