En af de første Lykkehjulsudsendelser med Michael Meyerheim og Carina Jensen ved hjulet. Lykkehjulet startede på TV 2's premiereaften den 1. oktober 1988 og drejede i 13 år, inden det blev taget af programmet. Det drejede også i mange andre lande, for som så mange andre af tidens populæreste tv-programmer var der tale om et amerikansk koncept solgt på et frit tv-marked.

.

Indtil lørdag den 1. oktober 1988 stod Danmarks Radio for landets eneste landsdækkende tv-kanal. Nu fik den konkurrence om seerne fra det ny TV 2.

Konkurrencemomentet var afgørende for oprettelsen af TV 2. Siden 1970'erne havde der været udbredt kritik af, at Danmarks Radio havde monopol på radio- og fjernsynsudsendelser, og mange mente også, at Danmarks Radio misbrugte monopolet til formynderi over for den danske befolkning. Samtidig var det blevet klart, at teknologiske nyskabelser inden for et kort åremål dramatisk ville øge mulighederne for modtagelse af udenlandsk tv i Danmark. Man havde allerede i mindst et tiår indset, at den danske tradition for at betragte de elektroniske medier i et kulturpolitisk lys, hvor det opdragende aspekt stod stærkt, ikke i længden kunne opretholdes gennem den hidtidige kontrol. Derfor var der allerede i 1980 nedsat en mediekommission med den opgave at „gennemføre en sammenhængende vurdering af udviklingen inden for massemedieområdet og belyse konsekvenserne heraf for samfundet som helhed”.

Allerede i 1981 blev der givet grønt lys for oprettelsen af lokale tv- og radiostationer, men mens lokalradioerne viste sig at kunne spille en vis rolle og blev en reel konkurrent til Danmarks Radios program 3 for populærmusik, fik forsøgene på at drive de væsentligt mere penge- og teknologikrævende lokale tv-stationer aldrig stor succes. På baggrund af mediekommissionens rapporter var der imidlertid bred politisk opbakning til tanken om en ny landsdækkende tv-kanal. Men der var samtidig stor uenighed om, hvilken rolle den skulle spille. De færreste politikere ønskede en helt fri konkurrence, dvs. en situation, hvor blot seertal skulle afgøre, hvilke programmer der blev sendt. Men der var flere stoppesteder på vejen over mod den anden pol, hvor ønsket var endnu en offentligt ejet kanal, der blot skulle bringe mere af det samme som den allerede eksisterende. Lettere blev det hele ikke af, at spørgsmålet om den ny tv-stations økonomi var vævet ind i diskussionerne. Socialdemokratiet og venstrefløjen gik ind for licensbetaling, mens den borgerlige fløj plæderede for reklamefinansiering. Endelig i foråret 1986 lykkedes det den konservative kulturminister H.P. Clausen, som tidligere havde været formand for Mediekommissionen, at samle flertal for en model konstrueret af Det Radikale Venstre. TV 2 skulle ifølge denne ligesom Danmarks Radio være en selvejende institution og finansieret ved en blanding af licensbetaling og reklameindtægter. Som Danmarks Radio skulle også TV 2 have public serviceforpligtelser, blandt andet gennem en opbygning i regionsafdelinger, der skulle have til opgave at sende lokalt baseret tv, og der skulle indbygges stærke sikringer mod, at annoncørerne kunne få indflydelse på programlægningen.

Den radikale Jens Bilgrav-Nielsen fremhævede TV 2-konstruktionens „entreprisemodel”, hvor det, at programmerne skulle indkøbes hos filmselskaber og de regionale stationer, skulle sikre en opblomstring i det danske produktionsmiljø. Derudover fik stort set ingen i Folketinget, hvad de ønskede. Socialdemokratiet og venstrefløjen afviste fulstændig reklamerne. Som socialdemokraten Bernhardt Tastesen udtrykte det, var der risiko for, at „penge vil få indflydelse på program og indhold, og presset på økonomien, som slet ikke kan hænge sammen, vil tvinge reklamerne tættere på programmerne og til sidst vel nok ind i programmerne, som vi kender det fra Finland og USA”. De borgerlige partier ønskede en ren reklamefinansiering og brød sig ikke om det regionale islæt, men stemte dog i sidste ende for. En banebrydende liberalisering af tv blev der ikke tale om, men ønsket om at bryde Danmarks Radios monopol gjorde udslaget. Selvom tre radikale folketingsmedlemmer ikke ville stemme for, blev oprettelsen af TV 2 derfor en realitet.

Nu skulle det praktiske arbejde begynde, og her viste den politiske beslutning om at placere TV 2 i Odense, at regionstanken var alvorligt ment. Det var ellers hverken mediefolkets eller den udpegede bestyrelses ønske. Her rakte fantasien ikke rigtig til andet, end at stationen skulle ligge i København. Med udnævnelsen af Weekendavisens chefredaktør Jørgen Schleimann til tv-direktør blev det til gengæld også slået fast, at monopolbruddet og konkurrencen skulle være realiteter. Schleimann ville frontal konfrontation med Danmarks Radio. Den ny kanal skulle på de samme tider som den gamle bringe nyheder, underholdning og andet stof, således at seerne hele tiden blev tvunget til at foretage et valg. Og således at tv-stationerne i kampen om seere stedse blev nødt til at stramme sig an til det yderste.

Denne første lørdag aften tonede Jørgen Schleimann frem på skærmen og præsenterede sit TV 2: „Vi vil forsøge at lave udsendelser, der ikke spilder Deres tid foran skærmen.” Et par timer senere startede den første udsendelse af Lykkehjulet, dansk tv's største succes nogen sinde.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet TV 2.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig