Erik Ninn-Hansen på vej til Rigsretten. Den 21. april 1993 kunne han holde 40-års jubilæum som folketingsmedlem, en enestående rekord i nyere dansk politik. Også rigsretssagen var noget ganske særligt, idet en sådan ikke var blevet gennemført siden 1910. I sine første år i Folketinget kæmpede Ninn-Hansen for at få vedtaget en lov om ministres ansvarlighed, og gennem hele sin karriere vogtede han mere end de fleste på, om skiftende ministre handlede juridisk forsvarligt. Men han var også et menneske, der var villig til at gå meget langt for at nå sine mål, og han var gennem sin karriere dybt involveret i skiftende magtkampe i den konservative ledelse. Kort efter Rigsrettens dom i 1995 tilbagekaldte dronning Margrethe Ninn-Hansens orden, kommandørkorset af 1. grad. En beskæmmende skæbne for en nationalt bevidst og kongetro konservativ politiker.

.

Tamilsagen drejede sig om den konservative justitsminister Erik Ninn-Hansens og hans ministeriums dispositioner i behandlingen af de 3000 tamilske flygtninge, som var kommet til Danmark i 1986. Problemet, som Ninn-Hansen så det, var den liberale udlændingelov af 1983. Den blev ganske vist strammet i 1986, men ikke tilstrækkeligt efter regeringens smag og bestemt ikke efter Ninn-Hansens. Især bekymrede lovens paragraf 9, som udstyrede udenlandske statsborgere med et retskrav på at kunne få deres nærmeste familiemedlemmer til Danmark efter to års ophold i landet.

I den efterhånden ophedede flygtningedebat blev der rejst tvivl om, hvorvidt tamilerne var reelle flygtninge, og da de krigsførende parter på Sri Lanka i sommeren 1987 indgik en fredsaftale, tog Ninn-Hansen initiativ til en plan for tvangs-hjemsendelse, hvilket loven muliggjorde over for flygtninge, som havde opholdt sig i landet i mindre end to år. Proceduren for hjemsendelse betød, at Justitsministeriet hindrede tamilerne i at få opholdstilladelse, hvorfor heller ikke deres ansøgninger om familiesammenføringer blev behandlet. Efter folketingsvalget den 8. september drøftede regeringen spørgsmålet uden at nå til nogen konklusion. Der blev dermed aldrig truffet nogen beslutning om hjemsendelse af tamilerne, og derfor havde de krav på familiesammenføring. Men Ninn-Hansen gik tilbage i Justitsministeriet og beordrede i hemmelighed en administrativ og altså ulovlig procedure, som gik ud på at stoppe sagsbehandlingen, og måske også i almindelighed lægge hindringer i vejen for udlændingelovens udførelse.

I løbet af 1988 begyndte Dansk Flygtningehjælp at rette forespørgsler om sagsbehandlingen, og efter klager fra nogle af de tamilske flygtninge gik ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen ind i sagen. Nu tog et omfattende spil sin begyndelse, hvori såvel ministerielle embedsmænd som flere konservative politikere vildledte eller fortiede, hvad der foregik. Det udviklede sig hurtigt til at blive en alvorlig belastning for regeringen, som Schlüter måtte bruge al sin taktiske snilde på at undvige.

Da hvervet som formand for Folketinget blev ledigt, lykkedes det Schlüter at få Ninn-Hansen valgt hertil den 10. januar 1989, og som ny justitsminister tiltrådte den hidtidige trafik- og kommunikationsminister H.P. Clausen, en alment respekteret konservativ professor, der ikke kunne forbindes med nogen form for politisk snavs. Kort tid efter afleverede ombudsmanden en særdeles kritisk rapport om det nu 16 måneder gamle stop for tamilske familiesammenføringer, men på det tidspunkt var synderen fjernet fra sin post, og H.P. Clausen havde normaliseret proceduren igen, så da oppositionen i Folketinget den 25. april krævede en undersøgelse, afviste statsministeren kravet. Nu skulle sagen lukkes:

"Der er ingen tvivl om, hvor ansvaret placeres. Det placeres hos justitsministeren og regeringen. Den foreliggende sag er belyst tilstrækkeligt. Og ansvaret var regeringens og justitsministerens. Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet."

Talen gik over i den politiske historie som „Gulvtæppetalen”, men tamilsagen blev ikke lukket, for ikke alle mente, at den vitterligt var tilstrækkeligt belyst. Ved Folketingets åbning i oktober 1989 stemte et flertal Ninn-Hansen bort fra formandsposten, og kravet om en undersøgelse spøgte stadig. Den 23. april 1990 sendte Danmarks Radio tv-udsendelsen „Blodets bånd”, hvis argumentation for, at justitsministeren og flere topembedsmænd bevidst havde begået ulovligheder, medførte fornyet debat. Den 22. maj udkom Ninn-Hansens bog „Ret færd – mellem jura og politik”, i hvilken han fastholdt sin hidtidige påstand om, at han havde handlet efter en regeringsbeslutning. Så havde ministrene fra Kristeligt Folkeparti og Centrum-Demokraterne, som dengang havde siddet i regering, men siden var blevet ofret af Schlüter til fordel for regeringssamarbejdet med Det Radikale Venstre, fået nok. Centrum-Demokraternes Mimi Jakobsen krævede en dommerundersøgelse af hele forløbet, og dermed var et folketingsflertal herfor sikret.

Den 10. juli 1990 blev en undersøgelsesret under ledelse af højesteretsdommer Mogens Hornslet nedsat. Igennem rettens treårige arbejde blev også Poul Schlüters, H.P. Clausens og andre konservative politikeres dispositioner inddraget, og det stod efterhånden klart, at regeringen ville blive yderst belastet, når rapporten forelå. Det skete den 14. januar 1993 i form af godt 6400 siders dokumentation. Sammenfatningens 100 sider var overraskende klare. Rapporten afviste kategorisk Erik Ninn-Hansens forklaringer og fastslog, at han havde handlet ulovligt og gjort det bevidst. Om H.P. Clausen blev det konkluderet, at hans svar til ombudsmanden og retsudvalget var misvisende, vildledende og urigtige. Om Poul Schlüter hed det blandt andet, at det måtte „karakteriseres som særdeles misvisende”, når han under folketingsdebatten den 25. april 1989 „omtalte den meget høje grad af åbenhed, der havde været om sagen”. Og „Tilsvarende må Poul Schlüters afsluttende udtalelse om 'gulvtæppet' – hvis den skal tages for pålydende – karakteriseres som direkte urigtig. (…) Undersøgelsesretten finder det godtgjort, at Poul Schlüter med det kendskab til sagens realiteter, som han må antages at have haft den 25. april, måtte indse dette.”

Historikeren Ebbe Kühle har fortolket forløbet af Tamilsagen som „en sejr for principperne om retsstaten og demokratiet”, idet den beviste, at selv ministre kan stilles til regnskab, når de overtræder loven. Søren Mørch, som også er historiker, er noget mere forbeholden. Efter hans opfattelse har alle regeringer haft sager, der har været mindst lige så slemme, og er sluppet godt fra det. Når det denne gang gik så galt, som det gjorde, skyldtes det efter hans opfattelse ikke blot afsløringer af ulovligheder i et ministerium, men tillige et sammensurium af andre forhold. Af sådanne bør det fremhæves, at Socialdemokratiet efterhånden var seriøst interesseret i at komme til magten igen og samtidig alvorligt frustreret over, hvor godt regeringen og især Schlüter hidtil havde været i stand til at parere alle angreb. Det var også af betydning, at sagens hovedperson var Ninn-Hansen, der som person havde mange fjender på grund af sin hensynsløshed. Det var næppe heller uvæsentligt, at ombudsmanden var Gammeltoft-Hansen, der havde spillet hovedrollen ved udformningen af udlændingeloven af 1983 og i forbindelse hermed var kommet i et skarpt modsætningsforhold til Ninn-Hansen. Ninn-Hansen optrådte heller ikke ydmygt, da Schlüter sendte ham ud i den politiske kulde, men forsvarede sig offensivt uden hensyntagen til sit partis og sin regerings fremtid, således at tonen blev yderligere skærpet og beskyldningerne føg i luften mellem de involverede.

Hvorom alt nu var, fik Tamilsagen mange konsekvenser. Det umiddelbart vigtigste og mest dramatiske resultat var regeringens afgang. Samme dag som dommer Hornslets rapport blev afleveret, meddelte Schlüter på en pressekonference, at han fandt rapportens konklusioner fejlagtige, men at han ikke desto mindre ville indgive sin og regeringens afskedsbegæring.

Hermed var Poul Schlüters tid som statsminister forbi. I hans ti år og fire måneder lange regeringstid var meget blevet forandret. Stigningen i det offentlige forbrug var bremset. Den offentlige forvaltning var blevet moderniseret. Skattesystemet var ændret i liberal retning. Privatisering af hidtil offentlige funktioner var påbegyndt. Men de sociale forskelle var blevet større, og arbejdsløsheden var højere, end da han i sin tid tiltrådte. Der var ingen økonomisk vækst.

Den 11. juni 1993 besluttede Folketinget at stille Ninn-Hansen for Rigsretten, hvor han den 22. juni 1995 blev idømt fire måneders betinget fængsel. H.P. Clausens og andres politiske liv var ødelagt. Inden for embedsværket fulgte en større ransagelse. Et langtidsresultat her var en skærpet opmærksomhed på, at embedsmændenes arbejde skulle være juridisk holdbart, også selvom det skete på bekostning af loyaliteten over for ministeren.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Tamilsagen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig