Det kongelige Teater havde længe haft problemer med at huse de tre kunstarter: skuespil, opera og ballet. Da Statsradiofonien kom i akut pladsnød, blev en beslutning drevet igennem i 1928, som ved opførelse af en tilbygning til teatret skulle tilgodese bade skuespil og radio. Usædvanligt for denne tid blev bygningen opfort helt i beton. På grund af akustikken viste den sig straks uegnet til radio og heller ikke god til teater. Efter en ombygning i tiden omk. 2000 anvendes den dog endnu som skuespilscene. Da folketingsmedlem Elna Munch – udenrigsministerens kone – i tinget kaldte den for en stærekasse, slog udtrykket straks an, og det er i dag scenens officielle navn.

.

De danske Vin- og Konservesfabrikker – også kendt som Beauvais – tog tidligt ny teknik i anvendelse. Typisk for tidens fabriksinteriører er drivremmene, som utildækkede gik fra loftet ned til maskinerne. De var farlige. Fra loftet kommer også på et samlebånd en glidende strøm af konservesdåser. Kedelpasserne er mænd, men alle øvrige kvinder. I byerhvervene var der i 1921 beskæftiget 172.000 kvinder. Dette tal steg, især i 1930'erne, så det i 1939 var oppe på 313.000. Kvinderne var navnlig ansat ved produktion af forbrugsvarer. Man anså dem for mere fingerfærdige end mænd – og så fik de mindre i løn.

.

De konservative havde formået at påvirke regeringen, men ikke så meget, som de ønskede. De måtte imidlertid betænke sig på at vælte en borgerlig regering. Hertil kom, at for de konservative var toldpolitikken meget afgørende, og i denne sag var partiet splittet. Konservative landbovælgere var imod at føre krig på dette spørgsmål, fordi det ville ødelægge samarbejdet med Venstre, der stod stejlt på frihandel. Men konservative by vælgere trak den anden vej. De havde ikke noget imod at søge toldbeskyttelse gennemført sammen med Socialdemokratiet. Allerede den 18. marts 1927, mens man på Rigsdagen behandlede regeringens forslag om indgreb, stillede Pürschel på de konservatives vegne forslag om værn mod dumping og om „kriseværn”, dvs. toldforhøjelse for skotøj og tekstiler. Det var brancher, der var særlig hårdt ramt af udenlandsk konkurrence. Både arbejdere og arbejdsgivere havde i fællesskab anmodet om hjælp.

De konservative fik nu kærligheden at føle. Regeringen var aldeles ikke til sinds at fravige sin liberalistiske linie. Handelsminister M. N. Slebsager var i hjertet enig med de konservative, men Madsen-Mygdals ord var lov, og Slebsager drejede hælen om i de konservatives forslag. Det undrer ikke, at de udtalte „dyb skuffelse” over, at Venstre ikke ville realitetsbehandle sagen, skønt statsministeren havde givet løfter om fordomsfri og objektiv bedømmelse af forholdene. Det kan heller ikke overraske, at Stauning søgte at sætte lus i skindpelsen ved på Socialdemokratiets vegne at stille mistillidsdagsorden. Den måtte de konservative stemme imod for at redde regeringens liv og undgå valg.

Socialdemokratiet havde hidtil været modstander af told, fordi den gjorde varerne dyre og derfor vendte den tunge ende nedad. Men Stauning var lidet dogmatisk, og han indså, at toldbeskyttelse kunne holde liv i danske virksomheder og dermed øge beskæftigelsen. Mens forligsgryden simrede med de konservatives forslag om told på skotøj og „klædningsstykker”, som det hed i rigsdagssprog, holdt Socialdemokratiet kongres i juni 1927. Her fik Stauning ændret partiets holdning til importtold, som man dog foretrak at benævne „afgift”. Pillen gled ned, fordi Stauning havde sukret den med, at importafgifterne skulle bruges til at nedsætte prisen på hjemmeindustriens produkter.

Staunings taktiske sans havde ikke svigtet ham. Nu kunne han operere frit og komme i en dialog med de konservative, i heldigste fald spænde Venstre fra og som tillægsgevinst så splid mellem de konservative indbyrdes. I folketingsudvalget greb han de konservatives forslag og garnerede det med et forslag om at bemyndige finansministeren til at opkræve „midlertidige importafgifter” på op til 24 procent af den indførte vares værdi, hvis den danske producent af samme vare tilhørte „nærmere bestemte industrier, som har henvendt sig til ministeriet og ikke ad anden vej kan få tilstrækkelig hjælp til overvindelse af de forhåndenværende vanskeligheder”. Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig strømmen af „henvendelser” til finansministeren, og for at begrænse den havde Stauning da også tilføjet indførelse af priskontrol og forbud mod tantiemeudbetaling og aktieudbytter over fem procent, ligesom importafgifterne skulle anvendes til billiggørelse af varerne.

24 procenttolden ville Venstre aldrig godtage, og de øvrige punkter kunne de konservative ikke gå med til. Da det kom til stykket, turde flertallet af de konservative – ved denne lejlighed også Christmas Møller – ikke tage et brud med Venstre på dette spørgsmål med et uoverskueligt folketingsvalg til følge. Hertil kom at industriens ledende mænd allerede i december 1926 ad bagdøren havde været hos Madsen-Mygdal og fortalt ham, at de foretrak nedsættelse af lønningerne frem for told. Snart gik Grosserersocietetet og Industrirådet arm i arm med Landbrugsrådet til kamp for det borgerlige samarbejde. Situationen var håbløs for de konservative. Da de ikke kunne stemme for Socialdemokratiets forslag, og socialdemokraterne ikke for deres, fik Venstre og de radikale sat en stopper for den fæle told. På kort sigt havde regeringen sejret, på langt Socialdemokratiet. Hos de konservative kom det til et stormfuldt opgør både inden for murene og udenfor. Partiet følte sig ydmyget.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Toldbeskyttelse?.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig