Almindelige vejfarende færdedes til fods, mens rige og indflydelsesrige personer red. Ærkebiskop Rimbert solgte engang sin hest for at løskøbe en træl. Mange veludstyrede mandsgrave fra 1000-tallet indeholder ikke blot rideudstyr, men også skeletter af heste. Disse kunne måle indtil 150 cm i stangmål, dvs. højden til manken, hvilket er lige over minimumstørrelse for nutidens heste. Under 148 cm regnes de for ponyer. Skeletrester bl.a. fra Hedeby viser at almindelige heste i vikingetidens Danmark var betydelig mindre og højst målte 135 cm i stangmål. De var vel omtrent på størrelse med vore dages islændere, og sikkert lige så robuste.

Veludstyrede kvindegrave rummer ofte vognrester idet det var skik og brug at begrave fornemme kvinder i en vognkasse uden understel. Det viser at højtstående kvinder lod sig transportere i vogn hvor dette var muligt. Man har fundet rester af kunstfærdigt dekorerede vogne hvoraf den mest kendte er fra skibsbegravelsen i Oseberg. De havde aftagelige vognfadinger, og man har udkastet den tanke at de tjente som en slags containere der kunne løftes af understellet og anbringes med indhold på en båd.

Det er klart at vikingetidens broer og stendæmninger gjorde det nemmere for vandrende og ridende at komme over vandløbene, men deres hovedformål var at lette transporten for køretøjer og muligvis slæder. Den store indsats der blev gjort for at bygge disse overgange, som f.eks. ved Risby, tyder på at vogne var ret almindelige, og bredden på disse broer og vejbaner, ca. to-tre m, passer fint med den vognbredde på ca. 1,2 m der efter de arkæologiske vognfund synes at have været almindelig. To vogne kunne således uden besvær passere hinanden på disse veje. Nyere undersøgelser af vognrester har vist at foruden de fint udsmykkede prestigekøretøjer havde man andre som var beregnet til arbejdsformål. De var grovere og stivere, og vognkassen var ikke aftagelig. De var også større og kunne bære læs på op til 500 kg. Det var derfor ikke mærkeligt at man måtte have stenlægninger ved vadestederne. En anden transportmulighed var at bringe tunge ting som sten, møllesten og jern over isen om vinteren, eventuelt på slæder. Vogne og slæder kunne trækkes af heste som afbildet på de tapeter der er fundet i Oseberggraven, men okser var nok mere almindelige trækdyr. Somme tider brød vognene sammen, og det var ikke mindst en hård belastning for dem at skulle over vadestederne. Det er derfor ikke overraskende at der er fundet rester af nedslidte vogne ved vadesteder.

En hård vinter kunne gøre det lettere at transportere tunge byrder og at komme over sumpede strækninger, men vintervejret kunne sandelig også give problemer for færdselen. De frankiske annaler fortæller at den formelle fredsslutning mellem frankerne og danerne måtte udsættes i 811 „på grund af den strenge vinter som gjorde vejen ufarbar”. Det var „først med forårets komme og genåbningen af vejene som havde været lukkede af den hårde frost” at udsendingene fra begge sider kunne mødes „for at stadfæste freden ved at aflægge ed efter hvert lands skik og brug”. Fire år senere prøvede en frankisk hær, som var sendt af sted for at genindsætte den fordrevne danske kong Harald, at invadere Danmark om vinteren. Hæren forsøgte to gange at gå over isen på Elben, men pludselig slog det om til tø så isen begyndte at smelte, og felttoget blev derfor udsat til maj.

Ifølge de frankiske annaler kom hæren over Ejderen, og den syvende dag nåede den et sted på kysten af ukendt navn og opdagede at deres modstandere havde trukket sig tilbage til en ø tre mil derfra. Man regner almindeligvis med at øen var Fyn og farvandet Lillebælt. Den direkte afstand fra Rendsborg ved Ejderen til et sted ved kysten hvor Lillebælt er så smalt, nemlig øst for Kolding, er ca. 130 km; men hæren ville dog være nødt til at gå godt og vel 200 km. Det forudsætter en marchhastighed på mindst 30 km om dagen. For en hær ville det være hurtigt, men ikke umuligt. I 934 drog den engelske kong Athelstan med et mægtigt følge af underkonger, bisper, abbeder og adelige fra Winchester til Nottingham. De tilbagelagde en vejstrækning på 250 km på mindre end 10 dage. Det er klart at små grupper og enkeltpersoner kunne komme meget hurtigere frem, og Adam af Bremen har sikkert ret når han hævder at man kunne rejse fra Slesvig til Ålborg på fem til syv dage.

Samfærdselen i vikingetidens Danmark var afgjort blevet lettere end før ved de forbedringer der skete af broer og vadesteder. Det havde lettet varetransporten og gjort det hurtigere at komme frem til markedspladserne. Men militære og administrative hensyn spillede også ind; effektiv kontrol over et stort territorium forudsætter gode færdselsforhold. Det vidste de gamle romere, og det forstod Harald Blåtand også.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Transportmidler.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig