Triumftoget

Den franske hertug af Berrys tidebog (andagtsbog) fra ca. 1410 giver med sin detailrigdom et godt indtryk af, hvorledes samfundets elite var påklædt ved århundredets begyndelse.

.

Senmiddelalderligt byprospekt over Budapest, trykt 1493 på grundlag af ældre skitse. Til venstre ses Buda, til højre Ofen (det gamle tyske navn for Pest). Kejser Sigismund havde lige færdigbygget sit nye palads, netop som han fik besøg af kong Erik.

.

Denne tegning, der er dateret 1424 og anses for at være nogenlunde samtidig, viser fra venstre den byzantinske kejser Johannes 8. Palaiologos, Sigismund, „romernes konge”, og Erik af Pommern. Dette år modtes de tre fyrster i Budapest. Slesvig stod på Europas storpolitiske dagsorden. Den danske konges ubestridte overhøjhed over Slesvig blev hér anerkendt ved dom. Sigismund var i 1410 blevet valgt til tysk konge; han blev i 1433 formelt kronet som kejser af Det Tysk-romerske Rige.

.

I 1423 syntes kong Eriks sager at stå så godt som nogen sinde. Hans proces imod holstenerne var indanket for kejseren, og med hanseaternes bistand var der blevet mæglet nok en stilstand i kampen. Det var på tide ikke blot med et besøg til kongens pommerske besiddelser, men også til personligt at deltage mere aktivt i den europæiske storpolitik.

I 1415 havde kejser Sigismund overladt kurfyrstendømmet Brandenburg til sin hidtil trofaste tilhænger Frederik af Hohenzollern-slægten. Men denne viste sig nu mildt sagt utaknemmelig ved at sætte sig i spidsen for en gruppe kurfyrster, der nok ønskede rigsmagten genskabt, men kun på betingelse af, at de fik mere at skulle have sagt.

Som hertug af Pommern stod Erik i et lidt ubehageligt lensforhold til Brandenburg. I 1419 havde han sluttet forbund med Polen med det formål at dele Den tyske Ordens besiddelser; men de realpolitiske forhåbninger drejede sig vist især om at slutte et ægteskab mellem den aldrende polske konges eneste datter og Eriks yndlingsfætter den pommerske hertug Bugislav, som Erik anså for den nærmeste til at efterfølge sig som fyrste over de tre nordiske riger, da intet tydede på, at han selv ville efterlade sig livsarvinger.

Selv havde kejseren netop nu adskillige problemer. Vel var det lykkedes hans til Konstanz indkaldte kirkemøde at bringe skismaet til ophør, således at der atter kun var én pave. Men da han havde tilladt konciliet at lade den bøhmiske præst Johan Hus dømme som kætter og derpå ladet ham brænde på bålet, rejste der sig en harme i Böhmen, hvilket snart resulterede i åben krig. Da Sigismund selv var regerende fyrste i Böhmen, håbede han fortsat på, at der var mulighed for fred og forsoning. Men i stedet samlede kurfyrst Frederik af Brandenburg en rigstysk hær, hvis forsøg på at nedkæmpe de bøhmiske kættere dog totalt mislykkedes i 1422. Som modtræk imod Brandenburgs egenrådige politik havde kejseren forlenet greven af Meissen med det ledige kurfyrstendømme Sachsen (-Wittenberg).

I denne strid var Polens holdning vigtig. Ganske vist havde den polske konge i 1421 lovet sin datter til Frederik af Brandenburgs næstældste søn. Men da kongen trods sin høje alder ægtede en lithauisk fyrstinde, der gav ham en søn og arving, kom der intet ud af denne politik. I stedet tegnede der sig i 1423 omridset af en ny koalition rettet imod Brandenburg, bestående af kejseren, Den tyske Orden, fem pommerske hertuger samt kong Erik. Denne havde således god grund til at rejse til Pommern efter i august 1423 at have overdraget regeringens førelse til dronning Philippa og de tilbageværende råder. Kongen ledsagedes af et talstærkt følge med uppsalaærkebispen og roskildebispen i spidsen, dertil den kongelige kansler, hofmesteren hr. Erik Krummedige og talrige danske og svenske aristokrater.

Egentlig havde kongen vist blot tænkt sig at tage til Breslau (det nuværende Wroclaw), hovedstaden i Schlesien, der var undergivet kejser Sigismund. Men denne kunne ikke forlade Ungarn på grund af faren fra tyrkerne, der netop nu var i færd med at underlægge sig det meste af Balkanhalvøen. Først i januar 1424 forlod kong Erik Pommern og begav sig med et mere beskedent følge til den polske hovedstad Krakow, hvor han hilste på den nye dronning. Traditionen fortæller, at Erik bad om at måtte blive inviteret til hendes kroning, der snart skulle finde sted. Da dronningen tøvede med svaret, var han på nippet til at blive fornærmet. Men den snarrådige polske statholder greb ind og reddede den pinlige situation ved at indskyde, at den polske konge havde befalet sin dronning intet vigtigt at foretage sig, før hun havde rådspurgt sine råder. Det var et svar, som Erik helt og fuldt kunne acceptere, fordi han havde givet sin dronning nøjagtig samme ordre.

I februar nåede det kongelige følge omsider frem til Ofen (det gamle navn for Budapest). Her havde en række kongelige råder, bl.a. hr. Axel Thott, Erik Nielsen (Gyldenstierne) og Erik Banner i forvejen indledt forhandlinger, ligesom også holstenerne naturligvis havde sendt en delegation. Omsider mødte kong Erik kejseren, og sidst i februar tog de sammen til Krakow for at overvære kroningen. Hér var også en repræsentant for paven til stede; måske har den berømte humanist Eneas Silvius Piccolominis (fra 1458 pave Pius 2.) beskrivelse af kongens person sammenhæng hermed: „Erik af Pommern havde et skønt legeme, rødgult hår, rødmosset ansigt og en lang, smal hals. Han bar ejendommelige klæder; thi han dækkede sin høje hals med et linnedtørklæde, fastspændt med et gyldent spænde [mon moderne italiensk mode var lidt længe om at nå til Norden ?]. Alene, uden hjælp og uden at berøre stigbøjlerne sprang han til hest, og han drog alle kvinder, især kejserinden, til sig med elskovs længsel.”

Under rejsen til og fra Ofen skal kong Erik have været sin fætter kejser Sigismund til megen hjælp. I Ofen var mange tyske fyrster mødt op, blandt andet Eriks svoger hertug Johan af Bayern. Og efter at kejserens udsendinge var vendt hjem fra bl.a. Flensborg med friske oplysninger, indsamlet ved stor dansk imødekommenhed, faldt i juni 1424 den berømte dom.

Som de politiske forhold var, kan det ikke undre nogen, at dommen helt og fuldt fulgte de danske påstande om, at greverne af Holsten overhovedet ingen retskrav besad i Slesvig, der langt fra at udgøre et selvstændigt len blot var at anse for en dansk provins. Erik var personligt mødt op for at overvære sejren, medens hertug Henrik på holstenernes vegne afgav en protest og forlangte paven inddraget i sagen.

Da kong Erik derefter drog på pilgrimsfærd, virker dette som tegn på taknemmelighed over, at retfærdigheden endelig var sket fyldest. Ganske vist ved vi ikke, hvornår planerne derom var lagt. En stor del af vejen var allerede tilbagelagt; her i Ofen kunne han træffe kejseren af Konstantinopel, der tidligere (i 1402) næsten i desperation havde sendt Margrete en enestående relikvie, nemlig et stykke af Kristi kjortel, og som nu var på fortsat rundrejse for at skaffe vesteuropæisk støtte imod de fremstormende osmanner. Nok så vigtigt var vel mødet med et gesandtskab fra sultanen selv, der ønskede fred med kejseren, og dette ville unægtelig lette den farefulde færd helt til Det hellige Land.

Sidst i juli kom Eriks udsendinge til Venezia for at skaffe skibslejlighed. De anmodede republikken om lån, dels af en fuldt udrustet galej, dels af hele 10.000 dukater. Stadens vise fædre var øjensynligt lidt imponerede over det fornemme besøg, idet senatet enstemmigt vedtog at stille et passende skib til kongens rådighed. Men da det ellers så velfungerende arsenal ikke var leveringsdygtigt, vedtog man derpå (dog med „seks stemmer ikke”) at leje en galej.

I august kom kongen selv sejlende fra Istrien til Lido, og modtagelsen i lagunestaden skal have været storslået. I hvert fald måtte senatet vedtage en ekstrabevilling (med 106 stemmer for og én imod). Da Venezia havde flere grænsestridigheder med Sigismunds kongerige Ungarn om byer i Dalmatien, ønskede byen naturligvis at gøre et godt indtryk på en fyrste, der i den grad stod kejseren nær. Og listen over notabiliteter, der skulle modtage og underholde monarken, rummer de fornemste patriciernavne som Venier, Tiepole, Contarini, Giustiniani, Bragadin og Tron.

Det kongelige rejseselskab indlogeredes i hertugen af Fer-raras palads (nu Fondaci dei Turco), og med dogen selv som rejsefører beså kongen byens talrige seværdigheder, hvad lokale krøniker dog ikke gør så meget ud af, da der var tale om de sædvanlige kirker og klostre, gondoltur osv. Nok så interessant er en beskrivelse af den 42-årige fyrste:

„Kongen var mellem 35 og 38 år, retskaffen, elskværdig og fredsæl, rundhåndet og højsindet, på ingen måde pragtsyg; berømmelig og som god katolik gjorde han hele tiden megen pønitense og ydmygede sig af fuld overbevisning. Han spiser ikke kød og sover uden seng og bærer bodsdragt på den bare krop, faster …”

Kort sagt vidste kongen udmærket, hvorledes en from pilgrim på vej til Det hellige Land bærer sig ad. Forinden har vi dog hørt, at modtagelsen bød på vin, konfekt, sukker og fisk og alt slags vildt – protokollen må naturligvis overholdes. „Aldrig har man i det hele taget oplevet sådanne festligheder,” fortæller en lokal krønike.

Midt i september gik rejsen videre, og efter traditionen skal kong Erik have fulgt skik og brug ved at forklæde sig som almindelig sekretær for at vildlede eventuelle sørøvere. Sandsynligvis har man længst muligt fulgt Balkankysten og via Kreta og Cypern sejlet til Palæstina, hvor man plejede at skaffe sig lejdebrev fra den ægyptiske statholder. Om opholdets detaljer ved vi intet; men det ville være højst besynderligt, om ikke samtlige berømte helligsteder var blevet besøgt. I hvert fald modtog Erik det ridderslag, som gardeinen for franciskanerne i Det hellige Land plejede at uddele til fornemme rejsende. Derefter har han formentlig selv uddelt ridderslag, og hans venezianske skibsfører Gian Giustiniani skal være blevet medlem af kongens egen ridderorden.

På hjemvejen besøgte kong Erik johannitterordenen på Rhodos. Ridderne virkede meget beærede, men måtte forstrække majestæten med 2000 dukater, hvis tilbagebetaling gav anledning til en hel del besvær for de danske ordensbrødre. Omsider kom skibet til Ragusa (det nuværende Dubrovnik), endnu en uafhængig handelsrepublik på Dalmatiens kyst, hvor kongen nok en gang måtte bede om et lån, vist på endnu 2000 dukater. Hvad årsagen end kan have været, måtte han herfra med dyb beklagelse sende Venezia den meddelelse, at han på grund af presserende regeringssager var nødt til at rejse direkte hjem uden nok en visit i byen. Beskeden sendtes med tolken hr. Gian Franchi, hvem Erik havde slået til ridder, og som senere dukker op som slotshøvedsmand i Sverige. Og via Ungarn, hvor kongen atter måtte låne penge, samt med et besøg hos Den tyske Orden nåede han i maj 1425 atter hjem til Danmark.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Triumftoget.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig