Trolddomsprocesserne

"De brændte jo en hob tilforn af dem udi Malmø, udi Køge og andetsteds, og hører vi til, at der sidder atter en hob greben i Malmø og skulle brændes. Udi Jylland og Smålandene er de udi jagt efter dem som efter ulve, så der blev nu nyligen greben og brændt på Als og på de andre små omliggende lande ved 52 troldkvinder, den ene røber den anden, så de kan følges hen ad til hin verden."

Ordene er Peder Palladius' i Visitatsbogen. Han er nu ikke alt for pålidelig, når han ellers taler om juridiske forhold eller andre ting, hvor vi kan kontrollere ham, og der er næppe grund til at opfatte hans ord om disse trolddomsprocesser som en fuldt korrekt reportage. Det, han vil, er at sætte skræk i sine tilhørere – „kvinde, var din mund, at du ikke får en sviende hale” – især hvad angik den helbredende magi, som bønderne ikke selv følte nogen tilskyndelse til at bekæmpe. Troldkvinderne var det kristne fællesskabs fjender i landsbyer og købstæder. De var forbundet med Djævelen i et forhold af seksuel natur: en troldkone er Djævelens mælkedeje, „hun malker ham, og han malker hende”. Nu skulle det være slut, „du må ikke tie med nogen troldkvinde, de får nu deres rette løn, de kunne ikke længer bare dem udi denne klare evangelii lys og dag”.

Vi ved, at der i 1543-44 verserede en omfattende trolddomsproces i Helsingør, København og Malmø imod nogle kvinder, der var anklaget for at have forgjort kongens skibe. Det er ikke muligt for os at verificere de andre processer, Peder Palladius omtaler, men noget tyder på, at han har ret i, at trolddomsprocesserne i 1540'rne begyndte at komme i gang i større omfang end tidligere.

Der var både teologiske og juridiske problemer involveret i trolddomssagerne. Faktisk var der behov for manere og eksorcister, for djævlebesættelse forekom jo og har grangiveligt lignet det, vi nu om dage forstår ved sindssyge og andre mentale lidelser. „Jeg er tit besøgt af mange, som begærede, at jeg på mit embeds vegne skulle tilstede dem at opsøge troldmanere, som kunne og ville mane trolden af dem, som de bad for,” skriver Peder Palladius i en bog om emnet i 1547. Han ville godt tillade folk at besøge troldmanere i besættelsessager, hvis manerne ellers indvilliger i først at lade sig overhøre af provsten, på samme måde som han også tilråder med jordemødre, så man kunne være sikker på, at de ikke var papistiske troldmanere, „Djævelens gække”. Det lykkedes nu ikke at bringe de uautoriserede manere ind under kirkens system: „Dog er der siden ingen kommen, som den vej ville ud, hvor med de gav til kende, at det var ondt og ikke godt, vrangt og ikke ret, som de havde at fare med.”

At mange sognepræster ikke delte teologernes og kirkens officielle holdning til trolddom, har vi allerede set. Præster deltog i forhørene af de tiltalte troldfolk, bl.a. for at modtage deres sidste skriftemål, men det var normalt ikke landsbypræster, der rejste anklager mod formodede troldfolk, skønt de vel skulle være nærmest til at vide, hvem der gav sig af med den slags i deres sogn. Tværtimod var der flere præster, der blev anklaget. De fleste slap med embeds fortabelse, men der var også dem, der blev brændt.

Værre var det, set med teologernes øjne, at de verdslige øvrigheder var lunkne i spørgsmålet. De var foreløbig tilbageholdende med at acceptere teologernes definition af trolddom som også omfattede helbredelsesmagi og spåning. Århundredet igennem henviste teologerne til Moselovens bud „En troldkvinde må du ikke lade leve” (2. Mosebog 22,18), men selv om gammeltestamentlige retsbegreber i stigende grad påvirkede retsvæsenet i Danmark efter reformationen, var konge og rigsråd på dette punkt endnu ikke villige til at gå så langt, som Christian 2. havde overvejet.

Naturligvis var det den kristne øvrigheds opgave at værne undersåtterne imod samfundets indre fjender, hvor troldfolkene også efter øvrighedens opfattelse hørte til de farligste. Trolddomsprocesserne var et naturligt og selvfølgeligt led kongens beskyttelse af det kristne fællesskab. Således var de f.eks. i Kirkeordinansen bestemt, at børnene ved dåben skulle blottes, og ved en indskærpelse af denne bestemmelse på landemodet i Roskilde i 1554 får vi at vide hvorfor: „For at ikke folk, der omgås med trolddom, skal komme med voksbørn og få dem døbt for så at øve trolddom med dem.” Voksdukker var et kendt middel til at skade andre med, og dåben forlenede dem med en særlig stærk kraft, så de kunne skade døbte personer. Men det var netop kun den skadevoldende magi lovgiverne opfattede som trolddom, helt på linie med befolkningens almindelige forestilling. Også adelen og lensmændene brugte de kvindelige læger og dyrlæger, de kloge koner. Det var ganske legalt, og udgifterne figurerer i lensregnskaberne på linie med udgifter til håndværkere. Der var f.eks. Karen Christensdatter fra Slagelse, der behandlede kreaturerne på ladegården til Antvorskov og „brugte råd til dem og gik tit og ofte op til dem, så hun flyede dem bedre”. Og der var Karen Peder Ibsens fra Sørbymagle, som „tog lungeblodet fra 68 øksne, som var så syge, at man ikke havde troet, at de skulle have levet”. Vi ved ikke om det var ords eller urters eller anden kraft, de to kloge koner benyttede. Lensmanden og gesandten Sivert Grubbe fik lidt senere, i 1618, en klog mand til at kurere en hest „med nogle ord”. Domstolene delte denne opfattelse. Det var alene skadevolden, som udløste anklagerne fra befolkningens side, og som præger vidneudsagn og domme.

I bestræbelserne på at bringe retsvæsenet i fastere former indførte Christian 3. og rigsrådet også et par bestemmelser, der fik regulerende indflydelse på retsforfølgelsen af troldfolk. Det drejede sig om det edelige vidnesbyrds problemer (jfr. afsnittet Retssamfundet). Kongen måtte konstatere, at mange tog for let på sagen og var villige til at sværge sammen med en person på, at han var ærlig og talte sandt, „dersom de kunne få en tønde øl at drikke”. Et af resultaterne af bestræbelserne på at komme den slags til livs og i det hele taget højne kvaliteten i retshandlingerne var en bestemmelse fra 1547, gentaget i den store reces fra 1558, om at intet „uærligt menneske eller nogen andre, som er domfældt for nogen uærlig sag, tyve, forrædere, troldkarle eller troldkvinder”, skulle stå til troende i nogen form for vidnesbyrd. Hensigten var, at ingen skulle kunne dømmes alene på det vidnesbyrd, som en allerede domfældt havde aflagt om vedkommende.

En anden bestemmelse, der fik betydning for trolddomsprocesserne, kom samtidig. Den gik ud på, at ingen måtte pinlig forhøres, før vedkommende var dømt til døden. Man kunne altså ikke udsætte folk for tortur på den blotte mistanke. De to paragraffer har uden tvivl haft stor betydning i retning af at hindre de store kæde- og masseprocesser, som kendes fra udlandet, hvor man ikke havde tilsvarende bestemmelser. Også en af Frederik 2.s love skal nævnes i denne forbindelse. I en reces fra 1576 skriver konge og rigsråd, at det i adskillige tilfælde har vist sig, at folk, der var blevet dømt og brændt for trolddom, har været uskyldige, og derfor skulle enhver sådan sag, hvor der blev dømt til ilden, herefter prøves ved landstinget, før henrettelsen måtte finde sted.

Denne sidste bestemmelse var en følge af, at kongen havde erfaret, at herredstingene og andre underinstanser ikke overholdt loven om, at uærlige folks vidnesbyrd ikke måtte stå til troende. I det hele taget var det et af øvrighedens store problemer, at den fasthed i retsudøvelsen, den ønskede sig, endnu langtfra lod sig gennemføre i praksis. Lad os se på, hvordan en trolddomssag kunne forløbe.

Forbrydelsen drejede sig som nævnt om, at der var sket skade på en persons helbred eller ejendom, og dermed var der i de fleste tilfælde tale om privat søgsmål ved hjemtinget, hvor skadelidte anlagde straffesag som i drabs- og tyverisager. Anklageren skulle lægge sin hånd på anklagedes hoved og „med højeste helgens ed” beskylde hende for at være årsag til hans ulykke. Anklagerens vidner var folk, der havde overværet, at sigtede havde lovet anklageren ondt, og at der derefter faktisk var sket vedkommende én eller anden form for skade. Det var først og fremmest menneskers og husdyrs sygdom og død, der var tale om, men det kunne også dreje sig om, at ølbrygningen eller smørkærningen var slået fejl eller andre former for afbræk på dagligdags og vigtige ting. Under sagens forløb kunne der også komme andre vidner frem for tinget og hævde, at de mente, at sigtede havde skadet dem selv eller andre med trolddom, eller at hun havde et trolddomsrygte og måske havde haft det i mange år. Gamle hændelser, uvenskaber, stridigheder og trætter fra de små, nære samfund kunne fremføres. Vidnerne begik ikke mened, for det var rettens sag at afgøre, om den fjendtlighed, de havde følt fra den sigtede, skyldtes trolddom. Der kunne foretages syn i den sigtedes hjem efter remedier, der kunne være anvendt til trolddom. Flugt og selvmordsforsøg blev betragtet som tilståelser.

Der blev almindeligvis udtaget et nævn af lokale mænd til at vurdere beviserne. Antallet varierede fra egn til egn, men fælles var, at de skulle være uvildige og ikke have givet udtryk for fjendskab mod sigtede. Nævningene kunne drages til ansvar, hvis en højere instans fandt, at de vidnesbyrd, de havde lagt til grund for deres kendelse, var utilstrækkelige. Om den sigtede kunne forblive på fri fod under processen afhang af, om nogen ville stille kaution for hende. Det var der næppe nogen, der ville, hvis det drejede sig om en mindre agtet person. Et fængselsophold i flere måneder kunne være fysisk og psykisk nedbrydende. I købstæderne fandtes som regel en fængselskælder under rådhuset, hvor den sigtede sad i „hægte og jern”. På landet kunne man sidde fængslet hos lensmanden i hans kælder, eller man sad fanget, f.eks. bundet til sengen, hos anklageren. Efter 1547 måtte en anklaget som nævnt først underkastes egentlig tortur efter domfældelsen. Det er tvivlsomt, om dette forbud er blevet overholdt, og i hvert fald har trussel om tortur været et virksomt middel, for næppe mange af de anklagede kendte loven. En anklager har haft let adgang til at øve forskellige former for illegal tortur mod sin værgeløse fange. Der er eksempler på, at anklageren eller andre er gået hårdt til værks over for sigtede, og at der er fremsat trusler om grov vold, hvis hun over for retten fragik en aftvunget tilståelse. Lad Maren fra Ribe, der i 1577 sad fængslet, sigtet for trolddom, være talskvinde for disse mennesker. Efter at være groft mishandlet i fængslet, sagde hun til præsten, da han igen ville forhøre hende: „Her sidder jeg, et gammelt, sanseløst stakkels menneske, jeg ved dér slet intet af, lad mig nu være i fred.”

Det eneste forsvar, sigtede havde, var at benægte, men benægtelsen var kun effektiv, hvis den blev bakket op af andres vidnesbyrd om, at sigtede havde et godt skudsmål. Det bestod som oftest i, at sognefolk, der kendte sigtede godt, eller den lokale præst, udtalte sig om, hvordan hun havde opført sig i den tid, de havde kendt hende. Nævningene kunne så komme i den penible situation, at vidnesbyrdene gik imod hinanden, så de ikke kunne finde ud af, hvilke af dem, de skulle lægge til grund. Det var så dommeren, herredsfogeden eller købstadens øvrighed, der skulle afgøre, hvilke vidnesbyrd der var ægte og hvilke falske.

Så afsagde nævningene deres kendelse, der blev udslagsgivende for dommen. Lød den på, at sigtede var uskyldig, kunne anklageren ifølge recessen fra 1537 dømmes som løgner. Det var en alvorlig sag, der indebar, at man mistede sin agtelse og status i samfundet, ikke kunne optræde på tinge, éns vidnesbyrd gjaldt ikke, man var at regne for uærlig. I de fleste tilfælde blev sigtede kendt skyldig. Kendelsen kunne ankes, i København, Malmø og Ribe til byens egen overdomstol, men ellers til landstinget, en mulighed, der først fik reel betydning efter 1576. Før den tid forekom henrettelserne ofte så hurtigt efter domfældelsen, at selv om sagen var indanket, var vedkommende brændt, før sagen kunne nå at komme for landstinget. Appellen reddede en del fra bålet. Landsdommerne fulgte en strengere juridisk praksis end herredsretterne, hvor de lokale nævninge havde de aktuelle sager tæt inde på livet. Mens de allerfleste anklagede blev fundet skyldige ved første instans, var chancen for frifindelse betydelig større ved landstingene og det samme gælder i de få sager, der nåede frem til rettertinget.

Når den dømte var kendt skyldig, blev hun i regelen allerede samme dag forhørt under tortur. Faktisk blev alle dømte, hvad enten de havde bekendt eller ej, udsat for tortur, også i de tilfælde, hvor det fremgår, at man havde stillet vedkommende i udsigt, at hun kun ville blive torteret, hvis hun ikke bekendte frivilligt. Den dømte var kætter, intet løfte gjaldt her.

Torturens hensigt var at få den dømte til at bekende sin synd, for kun derved kunne hendes sjæl frelses. Det var et udslag af næstekærlighed, der som alt andet er historisk betinget. Her kulminerede det fysiske og psykiske pres, den sigtede var udsat for under hele processen, hvor alle hendes fjender og uvenner havde rejst anklager imod hende, og enhver tidligere handling eller uoverlagt ytring blev vendt og drejet. Nu stod den dømte i ensomt ansvar over for al himmelsk og jordisk øvrighed, mens hendes lemmer og led blev strakt fra hinanden og præstens og dommerens spørgsmål haglede ned over hende. Hvis den dømte ikke selv kunne opgive navne på medskyldige, nævnte man folk, som man havde mistanke – eller blot gammelt nag – til eller som var tænkelige muligheder, fordi de havde et trolddomsrygte. Man fik som oftest de ønskede svar. De var helt bestemt af forhørsledernes forestillinger og særlige interesser. Man kunne ikke blot få udlagt medskyldige, men også tilståelser af alle mulige fantastiske handlinger, der hørte hjemme i teologernes forestillinger om trolddom såsom flyvning gennem luften, pagter med Djævelen og kønslig omgang med ham, og hvad der ellers måtte rumstere i forhørsledernes fantasi. Torturen lukkede op for det hele. Det er på dette tidspunkt, de „overnaturlige” elementer forekommer i processerne.

Torturen er sandsynligvis også blevet opfattet som en rensende proces på linie med skærsilden i den gamle tro. Dommen havde fastslået, at vedkommende var forbryder, en uærlig, hvis vidnesbyrd ikke gjaldt. I torturkammeret etableredes en sjælelig renselse, der igen gjorde den dømte anvendelig som vidne, så udlæggelserne blev troværdige. Landstingene beskæftigede sig i hvert fald med udlæggelser fra dømte troldfolk trods recessens forbud mod uærlige vidner. De udlagte kunne risikere at blive anklaget, og hvis de havde et rygte, der sandsynliggjorde, at udlæggelsen talte sandt, var muligheden for, at de blev dømt, straks til stede. Udlæggelsen kunne også i sig selv skabe kimen til et trolddomsrygte, der så flere år senere kunne føre til domfældelse. Den, der blev udlagt af en dømt troldkvinde, ville derfor i mange tilfælde selv gå til retten og kræve sit gode navn og rygte renset. Hvis vidnesbyrdene talte til gunst for vedkommende, skulle udlæggelsen betragtes som ubegrundet.

Samme dag som brændingen skulle finde sted, blev den dømte ofte forhørt igen, i nogle tilfælde atter med anvendelse af tortur. Præsten stillede sine sidste spørgsmål, mens den dømte stod bundet til den stige, hvorpå hun straks efter skulle væltes ind i flammerne, det rensende element, som tilintetgjorde det onde fuldstændigt. Han fremhævede her, at den eneste måde, hvorpå hun kunne redde sin sjæl fra helvedes evige ild, imod hvilken den varme, hun nu mærkede, var for intet at regne, var ved at fortælle sandheden.

Udgifterne til kost under fængselsopholdet, til bøddelen og til selve brændingen blev betalt af den henrettedes bo. Når dette ikke slog til, måtte øvrigheden betale.

Helt afgørende for den sigtedes situation under sagen og navnlig for dens udfald var altså det omdømme, vedkommende havde blandt sine sognefæller eller bysbørn. Alle de involverede i processerne kendte hinanden i forvejen. Tatere og andre fremmede blev ikke anklaget for trolddom. Det var nabostridigheder og andre af de små samfunds konflikter, der udløste anklagerne. Det kunne dreje sig om naboens høns, der opkradsede éns urtebed, strid om pladserne i kirken, hvor man sad efter anseelse og alder, eller lånte sagers tilbagelevering. Den slags udløste måske et skænderi, hvor det ene ord tog det andet, og i nogle tilfælde fik aggressionerne frit løb i et rask slagsmål, især blandt mænd. Mange sager viser, at det oprindeligt var den sigtede kvinde, der var blevet forulempet af sine anklagere og havde forsvaret sig med knubbede ord.

Den, der havde et dårligt rygte, kunne i en sådan situation blive udsat for en anklage for at have øvet trolddom, hvis der senere skete ondt. Ord var en langt farligere magt end tærsk. Bødestraffen for bagtalelse var mange gange højere end for at stikke en kniv i maven på vedkommende. De trolddomsanklagede var hovedsagelig modne eller ældre og derfor normalt gifte kvinder eller enker, som havde opbygget et dårligt rygte gennem lang tid. Når vi primært må tale om kvinder i denne sammenhæng, er det fordi langt de fleste af dem, der blev sigtet og dømt for trolddom, faktisk var kvinder. Af de sigtede mænd var den største enkeltgruppe præster og degne. Det var de mænd, der stod i forbindelse med livets hemmelige kræfter, man lettest kunne forbinde med trolddom, på samme måde som de kloge folk var særlig udsatte for mistanke, især hvis deres kure slog fejl.

Retssystemet vendte i udpræget grad den tunge ende nedad, og det ganske særligt i trolddomssager, hvor der ikke forelå mere håndgribelige beviser som i volds- eller tyverisager. Et medlem af en velagtet bonde- eller borgerfamilie for slet ikke at tale om de adelige kunne normalt bedre skaffe sig vidnesbyrd om godt omdømme end den fattige og ensomme, og de havde også lettere ved at rense sig for en udlæggelse fra en dømt troldkvinde. I den modsatte ende af skalaen finder vi den fattige enke, der ikke havde en ægtemand og måske heller ikke et mandligt familiemedlem til at forsvare sig i det mandsdominerede samfund. Samme sociale forskelle gjorde sig gældende i de mange sager, der blev afgjort ved „aftingning”, forlig før sagen kom for retten. Hvis anklagede havde noget at betale med, kunne problemet måske klares med en erstatning til skadelidte for mistet mælkelykke eller anden afbræk og løfte fra den anklagede om ikke at skade mere. Til alt dette kom, at fattige landsbyboere og købstædernes lavere lag, der ikke rådede over megen fysisk eller psykisk styrke, overhovedet lettere kom i situationer, hvor deres vrede og aggressioner fandt afløb i ord – farlige, onde ord, der efter almindelig tankegang kunne være bærer af stærke, skadelige kræfter. De fattige var en konstant belastning for deres blot lidt mere velbjærgede naboer. Der kom let en tendens til, at konflikten mellem næstekærlighedens krav og de snævre og uberegnelige økonomiske vilkår, som næsten alle levede under, fandt sin løsning ved, at de fattige betragtedes som skadelige og farlige. Det kunne finde støtte i kirkens tale om, at fattigdom var én af Guds straffe. Den fattige, der konstant var truet af sult og nød, og som var afhængig af sine bedrestillede naboer og bysbørn, har ofte oplevet afvisninger. Hun kunne meget let give anledning til frygt og derfor få et dårligt rygte. Og hvis der indtraf en ulykke eller sygdom i gården efter hendes besøg, der måske ikke var forløbet uden gensidige hvasse ord, lå forklaringen ligefor. Det er ikke overraskende, at vi adskillige gange i trolddomsprocesserne hører vidner skildre, hvordan en tigger havde „lovet ondt” efter at være blevet afvist, hvorefter ondt var sket, måske først efter lang tids forløb. Og var man selv ved at få et dårligt rygte, kunne man måske vende opmærksomheden bort fra dette ved at beskylde andre for trolddom. I en tid med prisstigninger, voksende sociale modsætninger og for mange en stadig smallere margen mod sult og nød voksede angsten for det skadevoldende ord og behovet for syndebukke. Det ser ud til, at processerne i Jylland mest opstod i de fattigste og barskeste egne, stort set de samme områder hvor Indre Mission stod stærkest i 1800-tallet.

Første gang vi møder en troldkvinde i den dansksprogede litteratur er i skuespillet „Den utro hustru”, nedskrevet 1531. Det er en gammel kvinde, som ved Djævelens hjælp skal forsøge at forlede en hustru til hor, mens hendes mand er på pilgrimsrejse. Djævelen er bange for hende, og med god grund, for da forehavendet mislykkes, siger hun til ham:

„Jeg skal tage dig udi din top og hudstryge dig så på din tynde krop.”

Troldkvindens magt og ondskab synes altså at overgå selv Djævelens. Også fra kalkmalerierne kendes motivet med Djævelen, der får ris. Det var en forestilling, som Peder Palladius måtte advare imod: „Det er ikkun løgn, man siger, at Djævelen selv skal være ræd for hende.” Måske er der her tale om en videre udvikling af den almindelige forestilling, at Djævelen var én af de magter, som den kyndige kunne bruge til gode eller onde formål på linie med andre magter. Den var en del af den almene magiske tænkning. Den har hentet næring i kirkens forkyndelse og ikke mindst i kalkmaleriernes mange djævlefremstillinger, men samtidig repræsenterede den en psykisk holdning, som var modsat den ydmyge, tilbedende indstilling, som lå i kirkens dualistiske tankegang. Djævelen var en kraft, der ikke burde gå til spilde. Når f.eks. bøddelen i Helsingør kunne unde sig en ekstra fortjeneste ved at sælge fingre af henrettede tyve, var det ikke fordi folk havde sympati for tyveknægte. Det var fordi enhver vidste, at der var en særlig dragning mellem tyvens finger og folks penge, og den kunne bryggere, handlende og håndværkere udnytte i al hæderlighed. På tilsvarende vis kunne Djævelen bruges til gode ting. Der var bønder, der gav sig af med at helbrede sygt kvæg ved at sætte et udøbt barn på dyrene. Kirken lærte, at før dåben var børnene „af naturen” fanget og bundet i Djævelens vold. Kirken havde derfor eksorcismen, djævleuddrivelsen, forud for dåben. I den almindelige mening blev det til, at udøbte børn ligefrem var besatte af Djævelen. Bønderne har øjensynlig ment at kunne bringe hans kraft i anvendelse imod kvægets sygdomme, og det fortsatte de med i hvert fald endnu i midten af 1600-tallet.