Tyge Brahe

Med Tyge Brahe forlader vi for en stund vort lille lands historie. Med ham bliver danmarkshistorien til verdenshistorie. Han er den enkeltperson, der mere end nogen anden har bidraget til skabelsen af grundlaget for den vestlige verdens civilisation. Han blev født den 14. december 1546 i en af landets fornemste adelsfamilier. Alle hans fire oldefædre og begge hans bedstefædre havde været medlemmer af rigsrådet, og også hans far var rigsråd og lensmand. Han er opkaldt efter sin farfar, der som en af den skånske adelsførere blev dræbt i 1523 i kamp med borgerne i Malmø i den krig, der bragte Frederik 1. på tronen. Når han senere skrev på latin, kaldte han sig Tycho, og under det navn er han internationalt kendt.

Det var familiens mening, at den unge Tyge skulle studere jura og statskundskab med henblik på en karriere i den stadig voksende statsadministration. Han kom i latinskole og på universitetet og lærte grundfagene, herunder ikke mindst latin, som han resten af livet ikke blot brugte i sin videnskabelige produktion, men også til digtning med især Ovid som forbillede, noget der var udbredt blandt renæssancens lærde. I 1562 rejste han til Leipzig sammen med Anders Sørensen Vedel, der var hans hovmester og skulle administrere den unge adelsmands studieplan og økonomi. Det var ikke let, for Tyge havde fået en alt opslugende interesse for astronomi. Han ville bruge sine penge til astronomiske instrumenter og bøger, og godt nok studerede han noget jura, men tankerne var ved astronomien, som blev dyrket om natten. Det generede Tyge, at der var modstridende angivelser af planeternes bevægelser i de lærde bøger, han havde købt. I august 1563 indtraf en begivenhed, som han senere omtalte som afgørende for ham: de to store, langsomme planeter Jupiter og Saturn kom i konjunktion, dvs. at set fra Jorden stod de så tæt sammen, at Jupiter næsten dækkede Saturn, en sjælden begivenhed, der naturligvis måtte have formidabel astrologisk betydning. Tyge kunne nu ved selvsyn konstatere, at tidspunktet for denne begivenhed var angivet forkert, i den ene af de to eksisterende tabeller over planetbevægelser endog med en fejl på en hel måned.

Som myndig kunne Tyge bedre dyrke sine interesser åbenlyst. Han studerede ved flere tyske universiteter og traf en række førende videnskabsmænd. Mens han selv observerede regelmæssigt, slog det ham, hvor ringe interesse hans læremestre viste for at iagttage stjernernes stillinger, som var grundlaget for deres meninger. Selv den berømte Leovitius, som forudsagde, at dommedag ville indtræffe i 1584 i forbindelse med det næste store møde mellem Saturn og Jupiter, måtte på Tyges spørgsmål om sit grundlag svare, at han undertiden iagttog formørkelser, men at han ikke havde nogen instrumenter.

I 1570, da Tyge Brahe vendte hjem fra sine studier i udlandet, havde han tilegnet sig sin tids astronomiske viden. Astronomien havde ligesom kemien et andet indhold end de videnskaber, vi i dag betegner med de samme navne. De var dele af et sammenhængende natur- og virkelighedssyn, der også omfattede den mening, at himmellegemerne øvede afgørende indflydelse på det enkelte menneske, og at deres indbyrdes stilling i fødselsøjeblikket ved medbestemmende for karakteregenskaber og levnedsløb. At stille horoskoper var en side af astronomien, som Tyge Brahe ganske naturligt også dyrkede.

Når det er nødvendigt at gøre sig dette klart, er det netop fordi Tyge Brahes indsats har medvirket til at ændre hele vort billede af universet og af, hvad astronomi er. Og for at forstå, at dette ikke blot er noget, der drejer sig om en afgrænset del af naturvidenskaben og dens mening om sine emner, men om hele vor virkelighedsopfattelse, vore religiøse forestillinger og vor måde at opfatte samfund og deres forandringer på, er det nødvendigt at se på, hvad der var, før Tyge tog fat.

Forestillingen om universets indretning byggede middelalderen igennem på, at den kugleformede Jord var verdens hvilende centrum. Uden om jordelementet, der udgjorde selve den faste jordkugle, fandtes forskellige ligeledes kugleformede sfærer, inderst vandets sfære, derefter luftens sfære og ildens sfære. Udenfor var krystalsfærerne, én for hvert himmellegeme: Månen, Merkur, Venus, Solen, Mars, Jupiter og Saturn, og det var deres iboende natur at udføre evige cirkelbevægelser og således føre planeterne rundt i deres baner. Så fulgte fiksstjernesfæren og alleryderst en ubevægelig sfære. Alle disse himmelsfærer var naturligvis gennemsigtige. De var tillige uigennemtrængelige. Dette billede af universet var blevet udformet i 300-tallet f.Kr. af den græske filosof Aristoteles og videreført og sammenfattet af Ptolemæus (ca. 150 e.Kr.). Fra 1100-tallet blev den græske videnskab gradvis kendt i Europa gennem latinske oversættelser af arabiske og græske skrifter. Kirken var først usikker på disse hedenske tanker og fordømte i 1215 den græske videnskab, men mange lærde, også teologer, blev betaget af Aristoteles' konsekvente tænkning og logiske systematik. Snart blev det et spørgsmål om at sammensmelte Aristoteles' lære og kristendommen. Det lod sig gøre, fordi Bibelen, der jo også var blevet til inden for antikkens kulturkreds, ikke stred imod Aristoteles. Det gjaldt f.eks. et par af Aristoteles' naturfilosofiske grundprincipper. Det ene var, at der i universet over Månen hersker evig uforanderlighed. Det svarede godt til den kristne forestilling om det afsluttede, evige skaberværk, om hvilket Gud har sagt, at det var godt. Her var ingen forandring mulig. Ifølge Aristoteles var området inden for månesfæren, hvor Jorden befandt sig, derimod tilblivelsens og forgængelighedens verden. Her kunne fremkomme jordskælv, vulkanudbrud, lyn, torden og kometer. Det lod sig fint tolke i sammenhæng med kristendommens lære om syndefaldet og dets følger. Naturkatastrofer var ifølge kirkens lære Guds straffe, og kometer var at opfatte som hans advarsler og formaninger om omvendelse og bod. Det var indlysende, at den slags kun kunne forekomme dér, hvor synden rådede – i den jordiske verden under månesfæren. Og i den kristne udgave af det græske verdensbillede kunne Guds og de saliges bolig så anbringes uden for den yderste sfære og helvede i Jordens indre.

Dette billede af universet indgik i den samlede virkelighedsopfattelse, der blev opfattet som udtryk for den gamle, gudgivne viden, som det var forkert og farligt at forkaste noget af. Det gav tillige lægfolk et forståeligt billede og sammenhæng i det, der kan ses på nattehimlen.

I 1543 udgav den polske astronom Kopernikus en bog, hvori han forfægtede den tanke, at det er Solen, der befinder sig i universets centrum, og at Jorden og de andre planeter med tilhørende sfærer bevæger sig rundt om den. Jorden var altså ikke universets centrum. Kopernikus forsøgte at sammenfatte den kendte viden om himmellegemernes indviklede bevægelser på en ny måde ud fra nogle rent spekulative betragtninger. Han ønskede ikke selv at forkaste nogen viden, men at give en bedre forklaring på de tilsyneladende bevægelser. Det var muligt for astronomer og teologer at fortolke Kopernikus' forsøg som et interessant tankeeksperiment, en model, og ikke en beskrivelse af de faktiske forhold. Og for de fleste var hans idé indlysende absurd. Enhver kunne jo se, at Solen stod op, bevægede sig over himlen og gik ned, sådan som det jo også fremgår af Bibelen, f.eks. beretningen om israelitternes sejr over amoritterne, der krævede lidt mere tid end den normale dag, hvorfor „Solen stod stille, og Månen standsede” på Josvas bøn (Josvabogen 10,12-13).

Så indtraf „det største under, der har vist sig i naturen siden verdens begyndelse”. Ordene er Tyge Brahes. Den 11. november 1572 så han en kraftigt lysende stjerne i stjernebilledet Cassiopeia. Den havde ikke været der før. I den følgende tid bestemte Tyge Brahe med sin sekstant nøjagtigt stjernens afstand, og han fulgte dens aftagen i lysstyrke, indtil den i marts 1574 ikke længere var synlig.

Resultatet af hans målinger var rystende. De demonstrerede utvetydigt, at den nye stjerne befandt sig langt fjernere fra Jorden end Månen og altså ikke kunne være et fænomen inden for luftens sfære. Den var opstået og gået til grunde derude i det afsluttede skaberværk, hvor ingen forandring var mulig. Den 26-årige astronom måtte vælge imellem hele den overleverede videnskabelige og religiøse erkendelse og det, han selv havde set og målt.

Tyge Brahe tøvede længe. Hans venner, især hans slægtning, rigshofmester Peder Oxe, opfordrede ham til at skrive. Først efter at have læst det nonsens, nogle udenlandske forfattere skrev om stjernen, gav han efter. I 1573 udkom De nova stella, Om den nye stjerne. På 36 sider gør han rede for sine iagttagelser og sin mening om stjernens mulige astrologiske betydning.

Tyge Brahes observationer bragte andre nye ting for dagen. I 1577 var en komet synlig over Danmark. Tyge Brahes målinger afslørede, at den befandt sig ca. 300 jordradier ude i rummet „og ingenlunde i luften neden under Månen, således som hidtil Aristoteles og hans tilhængere uden grund så mange århundreder igennem har søgt at bilde os ind”. Senere, da han havde studeret flere kometer, skrev han: „Det kan fastslås med tilstrækkelig sikkerhed, at hele himlen er gennemsigtig og klar og ikke fyldt med faste og reelle sfærer. For kometerne følger i reglen andre baner, end nogen som helst himmelsk sfære kunne give dem mulighed for. ”Med disse enkle ord blev en af verdenshistoriens mest overskridende naturerkendelser formuleret.

Kometobservationerne foregik på øen Ven i Øresund. Tyge Brahe havde planlagt at bosætte sig i udlandet, men Frederik 2. var ivrig efter at bevare den efterhånden berømte astronom for Danmark og var meget rundhåndet med sine tilbud. Tyge Brahe afslog flere forslag om slotte som rammen om sin virksomhed, og først da kongen var kommet på det rene med, hvad det egentlig var, han ønskede, og tilbød ham Ven og midler til opførelse af en passende bolig, faldt tingene på plads. Tyge Brahe ville have et sted, hvor han kunne blive fri for folks rend. Fra 1576 opførte han Uraniborg og senere Stjerneborg midt på Ven som bolig og observatorium.

På sin 30-års fødselsdag kunne han foretage den første observation her. Dermed indledtes 20 gode år med omfattende arbejde med konstruktion af instrumenter og udvikling af observationsteknikken. Han var til stadighed omgivet af en stab af unge videnskabsmænd, der skulle oplæres og assistere ham. En streng arbejdsdisciplin blev opretholdt. I observationsprotokollen har en af dem efter en lang nats observationer skrevet, at arbejdet standsede „på grund af skyer”. Tyge Brahe har med egen hånd tilføjet: „og dovenskab”. Der gennemførtes flere store observations- og beregningsprogrammer, og der blev skrevet teoretiske arbejder. Der blev udarbejdet et stjernekatalog, og stjernerne blev afmærkede på en stor himmelglobus. Efterhånden blev det til 1000 registrerede stjerner. Der blev indrettet et bogtrykkeri og en papirmølle.

Tyge Brahe førte en omfattende korrespondance med kolleger over hele Europa, og en gang imellem blev en medarbejder sendt til udlandet for at købe bøger. Tyge Brahe blev ikke helt fri for besøgende. Der kom lærde og fyrstelige personer, men først og fremmest samlede han om sig en begavet skare af lærlinge og assistenter fra hele Europa uden hensyn til stand eller forudgående uddannelse. Ven blev et internationalt forskningscenter, at ligne ved Niels Bohr-instituttet i vor tid.

Tyge Brahe havde fået Ven som frit len på livstid, byggetilskud og dertil en årlig kontant ydelse. Han fik også andre forleninger: Kullen fyr med det gods, der var lagt til dets opretholdelse, og naturligvis med pligt til at sørge for fyret; desuden Helligtrekongers kapel i Roskilde Domkirke med kongegrave, hvortil der var lagt en mængde fæstegårde til vedligeholdelse af kapellet, samt len i Norge. Det gav alt sammen pænt overskud. Tyge Brahes årlige indkomst svarede til mere end en procent af statens samlede indtægt. Ingen forskning i Danmark har siden været så velaflagt. Tyge Brahe leverede til gengæld en almanak til kongen hvert år og stillede prinsernes horoskoper. Det var godt at have Europas førende astronom til det.

Tyge Brahe overvejede i lang tid argumenterne for og imod Kopernikus' himmelsystem. Han antog, at Solens afstand fra Jorden var ca. syv millioner km. Det var den traditionelle værdi, overleveret fra oldtiden og stadig benyttet af Kopernikus. Den virkelige afstand er ca. 150 millioner km. Solafstanden var den eneste værdi, Tyge Brahe overtog fra traditionen. Hans egne målinger ville have været tilstrækkeligt nøjagtige til at afsløre, at den gamle værdi var helt forkert. Det er vanskeligt at forklare, hvad der er foregået i Tyges hoved i denne sammenhæng. Hvorfor svigtede hans skeptiske holdning i dette ene tilfælde?

Problemet er ikke så enkelt, som det kan se ud for os. Observationerne gav ham ikke et entydigt svar. Hvis Jorden bevæger sig omkring Solen, skulle en stjerne, når den blev set fra to diametralt modsatte punkter af jordbanen, se ud til at have flyttet sig. Tyge Brahes observationer viste ikke nogen forskydning, og det betød, at hvis Kopernikus havde ret, måtte afstandene i rummet være absurd store, helt ud over hvad det var muligt at fatte. Men hertil kom noget andet. Dybt i sjælen havde Tyge den ældgamle forudsætning for hele virkelighedsopfattelsen, at jordelementet var ubevægeligt ifølge sin natur, helt i overensstemmelse med Bibelens tale om den urokkelige Jord. Og hvis fiksstjernerne var meget længere borte end hidtil antaget, ville der mellem Saturn og fiksstjernesfæren være et umådeligt udstrakt tomt rum. Et sådant tomt rum var uden mening og stred imod tanken om sammenhæng og ensartethed. Bevidst og måske også ubevidst ræsonnerede Tyge Brahe over stjernernes størrelse og afstand på grundlag af et kosmologisk princip, der gik ud på, at universet stort set var ens i alle sine dele.

I 1588 offentliggjorde han sit eget system, som han mente kunne forklare og sammenfatte himmellegemernes bevægelser uden at skabe de problemer, Kopernikus' verdensbillede skabte. „Det tychoniske kompromis” foreslog, at omkring den urokkelige jordklode midt i universet kredser Solen og Månen, og at de øvrige planeter kredser omkring Solen.

Tyge Brahe var meget lidt interesseret i det, der ikke angik hans videnskab. Han var sandt at sige enestående arrogant og uomgængelig. Han tog sig ikke af kapellet i Roskilde, hvor taget til sidst var ved at falde ned over de kongelige begravelser. Skipperne på Øresunds natdunkle blå spejdede forgæves efter fyret på Kullen. Fra bønderne på Ven indløb der mange klager over urimelig behandling og grov udnyttelse af deres arbejdskraft. Under Frederik 2. og under formynderstyret efter kongens død blev der nogenlunde set igennem fingre med forsømmelserne. Men det gik galt, da Christian 4. som 19-årig i 1596 overtog styret og udnævnte en ny kansler, Christian Friis til Borreby. Friis havde helt andre synspunkter end dem, der hidtil havde rådet. Ligesom den nye rigshofmester, Christoffer Valkendorf, var han tilhænger af centralmagtens styring af alle samfundets forhold. I hans tankegang hang dette uløseligt sammen med hans kristendomsforståelse. Friis var nemlig luthersk-ortodoks og mente, at det var de styrendes gudgivne kald at værne samfundet, menigheden, imod Djævelens anslag, og dette kunne kun ske ved strengt at håndhæve „den rette, rene religion” som bestemmende for alle sider af samfundets liv.

Det er ikke overraskende, at Tyge Brahe blev det første offer for den kampagne, Friis indledte straks efter sin udnævnelse. At styre kirken og universitetet over på den nye linie tog tid, og der måtte en række afskedigelser af filippistiske teologer og udnævnelser af ortodokse til, før det var gennemført. Men Tyge Brahe kunne han standse ved at lukke for pengepungen. Den unge konge, der også tidligere havde været under Friis' påvirkning, kunne han let overtale på grund af Tyge Brahes forsømmelser af især kapellet i Roskilde. Anklagerne lød bl.a. på, at Tyge Brahe ikke havde været til alters i 18 år, og at han havde handlet imod Kirkeordinansen ved at beordre præsten på Ven til at udelade djævleuddrivelsen ved dåben, en af de ortodokses mærkesager.

Hertil kom, at han siden ca. 1573 havde levet i ægteskab med en ufri kvinde, Kristine Barbara, datter af en sognepræst eller en bonde, og fået ni børn med hende. Ægteskabet var fuldt lovligt ifølge Jyske Lovs stadig gældende bestemmelser, men de havde aldrig søgt kirkens velsignelse, og derfor blev det nu i anklagen betegnet som „et ondt levned”.

Præsten blev fradømt sit embede. Tyge Brahe forlod Ven i 1597 sammen med sin kone og sine børn og alt, hvad han kunne tage med sig af løse og nagelfaste sager, og slog sig ned i København, hvor han havde en gård. Samme år rejste han videre til Rostock, hvorfra han sendte Christian 4. et brev med forsøg på at forklare sin situation. Tonen var ikke underdanig nok for kongen, der gerne ville se denne „matematiker” opføre sig som en ydmyg undersåt. Tyge Brahe måtte finde sig en ny arbejdsgiver. Resultatet blev en invitation fra kejser Rudolf 2. i Böhmen. I 1598 kunne han rejse til Prag og året efter indrette sig på slottet Benátky nær hovedstaden. Det tog tid at få samlet alle instrumenterne, og der var vanskeligheder med at få udbetalt penge hos bureaukraterne for de anvisninger, han fik af kejseren. Forskningscentret på Ven lod sig ikke omplante til Böhmen. De praktiske vanskeligheder overskygges imidlertid af et af verdenshistoriens heldigste møder: Johannes Kepler blev hans sidste assistent. Efter Tyge Brahes død overtog han observationsprotokollerne, og Kepler skabte det næste store gennembrud i opfattelsen af den fysiske virkeligheds indretning ved på grundlag af mesterens nøjagtige observationer gennem mange år af planeten Mars at opklare problemet med planeternes bevægelser. Det viste sig, at de foregår i ellipser med Solen i det ene brændpunkt. Det var meget overraskende, for hidtil havde det været en selvfølge, at alt i universet bevægede sig i cirkler eller kombinationer af cirkler, fordi cirklen er den mest fuldkomne form.

Senere viste Galilei og Newton, at Keplers love for planeternes bevægelser kunne udledes af de samme mekaniske love, som gælder for bevægelse på Jorden. Den nye fysik med dens naturlove var skabt.

Tyge Brahe nåede ikke selv at opleve Keplers resultater. Den 13. oktober 1601 blev han syg. Kepler, der var til stede ved sygelejet, har beskrevet forløbet. De symptomer, han omtaler, passer bedst med, at patientens smertefulde problemer med vandladningen (sandsynligvis forårsaget af en urinvejsforsnævring p.gr.a. infektion) førte til uræmi (urinforgiftning), der må anses for den egentlige dødsårsag. Strålingstekniske undersøgelser af hår med hårsæk fra liget har afsløret, at Tyge Brahe ca. et døgn for sin død den 24. oktober har indtaget en større mængde kviksølv. Dette stof, hvis farlighed ikke var kendt, indgik i mange af de kemiske eksperimenter, han gennem mange år havde udført. Det indgik også i hans lægemidler, og det ser ud til, at han har søgt at lindre de stærke smerter med en ekstra stor portion af sin medicin, og det kan have fremskyndet døden. Han blev begravet med stor pomp og pragt i Teinkirken i Prag. Kristine Barbara blev i 1604 begravet i samme grav.

Tyge Brahe havde naturligvis sine rødder i tidens tankeverden. Som mange af renæssancens intellektuelle var han optaget af nyplatonismen og den hermetiske lære fra senantikken, som i denne tid var vidt udbredt i Europa. Lærens kerne er tanken om alt eksisterende som Guds fysiske fremtrædelsesform, idet „Gud” var udtryk for en forenende kraft, et livsprincip, der knytter alt i naturen sammen. Tilhængerne anså ikke sjæl-legeme, godt-ondt som kun modsætninger, men som sider af samme forenende orden. Det var en naturopfattelse, der mere var i samklang med den folkelige magiske tankegang end med officiel kirkelære og videnskab. Den schweiziske læge og naturforsker Paracelsus, talsmand for sådanne synspunkter, var død i 1541. Han havde skrevet på tysk. Den danske læge Peder Sørensen udgav i 1571 en bog, der på latin sammenfattede Paracelsus' lære og dermed gjorde den mere kendt i Europas lærde verden. Bogen var tilegnet Frederik 2., hvis livlæge Peder Sørensen kort efter blev. Når Tyge Brahe og andre måtte bryde med den officielle kristen-aristoteliske verdensforståelse, befandt de sig ikke i et mentalt tomrum. Det var en filosofi, der i højere grad svarede til deres nye erkendelser.

Det nye ved Tyge Brahe var, at han begyndte helt forfra. Hen rejste de to store spørgsmål, som blev afgørende for den følgende tids naturerkendelse: afstandene i universet, og hvad det er, der fastholder planeterne i deres baner, når nu de faste sfærer ikke eksisterer. Men endnu mere afgørende: han anviste den nye vej til løsning af disse og andre problemer og overhovedet til skabelse af ny viden. Hvad Leonardo og andre af renæssancens pionerer havde formuleret som et grundlæggende princip – „erfaringen som vishedens moder” – blev på Ven ført ud i livet som et nyt videnskabssyn og en ny videnskabelig metodik. I sine bøger argumenterer Tyge Brahe aldrig for sine synspunkter ved at henvise til gamle autoriteter, men altid ud fra sine observationer og tolkningen af dem. Han udgav sin omfattende brevveksling med den tyske astronom Christoffer Rothmann, selv om disse breve, der var skrevet over flere år, indeholdt ræsonnementer, der havde vist sig mangelfulde eller forkerte. Han skriver, at hensigten var at give læserne indblik i de vanskeligheder, der måtte overvindes i videnskabsmænds søgen efter sandheden. Mod slutningen af sit liv, i 1598, udgav han en bog, hvis latinske titel betyder Den fornyede astronomis mekaniske del. Heri afbilder og forklarer han brugen af 22 store og nogle mindre instrumenter til hver sit formål, som han havde fremstillet og gennem hele sin tid på Ven afprøvet og forbedret. Det blev lagt åbent frem, hvordan han havde nået sine resultater, således at alle kyndige kunne vurdere deres kvaliteter og eventuelt efterprøve dem i praksis.

Efter Tyge Brahe var det ikke længere muligt at fremsætte videnskabelige påstande uden at belægge dem med beviser i form af kontrollerbare observationer eller gentagelige eksperimenter og uden at tage hensyn til menneskelige fejl og andre forhold, der ligger indbygget i denne metodiks karakter. Det tog tid, før de gamle autoriteter mistede deres greb om sindene, og mange har i århundredernes løb videreført arbejdet. I dele af Europa blev grundforskningens resultater gradvist omsat til praktiske landvindinger, der ændrede folks liv. Det nyttede efterhånden mindre og mindre, at der stod dette eller hint i Bibelen eller hos Aristoteles, når det umiddelbart blev demonstreret for menigmand, at virkeligheden var anderledes indrettet. Naturvidenskabens forklaringsmåder fik efterhånden kød og blod i gennemgribende samfundsforandringer og skaffede sig langsomt plads i den almene bevidsthed på religionens bekostning. Grunden blev lagt til den vestlige civilisation, hvor religion ikke længere er bestemmende for viden og for samfundets liv, men en privatsag. Der går en lige linie fra det arbejde, der blev udført i de stjerneklare nætter på Ven til videnskabeliggørelse af produktionen, industrialiseringen, den moderne lægevidenskab, computeren, rumrejserne. Til hele den ændrede tilværelse for mennesker i vores del af verden. Og til den måde, vi tænker og oplever verden på.