Luftfoto af gravpladsen på Lindholm Høje tæt ved en af overgangene over Limfjorden. Der er fundet 700 grave, for størstedelen brandgrave, mange omgivet af stensætninger hvoraf 138 er formet som skibe. Gravpladsen var i brug fra slutningen af 600-tallet, men sandede til lidt efter lidt. Begravelserne fortsatte indtil slutningen af 900-tallet i de stadig større mængder sand, som vinden bragte til stedet; visse steder var sanddyngerne indtil 4 m høje. Landsbyen ved gravpladsen bredte sig herefter over den nye sandflade; men omkring år 1100 var også den sandet til. Det lille sølvspænde der er vist i afsnittet "Sven Estridsen og Harald Hårderåde", stammer fra denne landsby.

.

To gange i 900-tallet viste det sig hvor sårbart Jylland var over for tyske angreb, og Harald Blåtand har nok selv kunnet indse, at landene øst for Storebælt ydede langt den største sikkerhed mod truslen fra disse mægtige naboer. Alligevel var det først i hans søn, Sven Tveskægs tid, at kongerigets tyngdepunkt blev skudt østpå til egnene omkring Øresund. Kong Sven grundlagde byerne Roskilde og Lund. Den danske konge ville nu ikke længere nøjes med at være overherre i det østlige Danmark, men begyndte at styre landet direkte, som han altid havde gjort det i Jylland. Landefreden strakte sig nu til Øresunds kyster. Sørøveri var vel stadig en plage, men trods Adam af Bremens påstand om at både Storebælt og Øresund hærgedes af sørøvere, er det svært at tro at trafikken tværs over eller ned igennem Øresund på hans tid led under større hindringer. Når de rejsende købmænd var på vej til Østersøen havde de hidtil været tilbøjelige til at følge Jyllands kyst for at nyde godt af den beskyttelse som den danske konge ydede dem der. Nu var de garanteret den samme sikkerhed hvis de valgte den mere direkte vej gennem Øresund, som nu blev indfaldsporten til Østersøen og nøglen til magten i Norden.

Den danske kongemagt var i sin tid opstået i Jylland, og i rigets første århundreder havde Jylland været dets kerneland. Når skjaldene endnu hyldede Knud den Store som jótlands jøfurr, Jyllands høvding, var det i erindring om denne fortid. Men ved at supplere deres jyske magt med et fast greb over styret af De danske Øer og Skåne – det store område, der hidtil havde været anset for rigets yderdistrikter, danernes „mark” – havde de sidste store vikingekonger, Harald, Sven og Knud, skabt en stærk og levedygtig enhed med fremtid i. Danmark.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Tyngdepunktet forskydes mod øst.

  • Forrige afsnit er Kristendom
  • Næste afsnit er Litteraturvejledning

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig