Udblik

Endnu omkring 1400 kan historien i høj grad ligne et sæt skakbrikker med konger og dronninger, riddere og bisper, borgere og bønder, der stateligt og efter faste regler vandrer over det politiske bræt, kort og godt ægte middelalder, alene kendt gennem en enkelt krønike eller et aktstykke eller to. 100 år senere er det, som om vi kan få indblik i dagliglivet, opleve en sagsbehandling, begynde at følge et politisk spil med dets forhistorie i koncepter og udkast og til slut se de politiske aktører samles om et dækket bord.

Vi må dog gøre os klart, at forskellen ofte blot skyldes kildematerialet, der omkring 1400 endnu beherskes af det kostbare pergament, som alene tillod, at de afgørende resultater blev protokolleret. Først i papiralderen kan stort og småt, privatbreve, notater og kladder nu og da være bevaret.

Alligevel betyder papirets sejrsgang i det lange løb, at samfundets kommunikation undergår en revolutionerende udvikling. Nu kunne man kræve en ganske anderledes nøjagtig regnskabsføring med bilag, og man kunne i langt højere grad end før dirigere, umyndiggøre, om ikke ligefrem fremmedgøre store dele af samfundet.

Ved hjælp af optegnelser kunne man indskrænke den afhængighed af hukommelsen, som i den grad havde præget fortiden. Ingen behøvede længere at kunne loven udenad. Nok gjorde det tilværelsen lettere på flere måder; men samtidig var man nu i stand til at regere løs med så mange detailbestemmelser, at man omgående måtte i gang med at dispensere derfra.

Vi ser kulminationen af Margretes arbejde: Danmark var atter blevet en selvstændig stat med en sikker placering midt i unionen og det uanset hyppig svensk knurren. Hertil kom, at man 1460 på næsten mirakuløs vis fik løst det prekære forhold til hertugdømmerne en gang for alle. At svenskerne fortsat kunne gøre sig besværlige, var for intet at regne, når oldenborgernes norsk-dansk-slesvig-holstenske union viste sig levedygtig i godt 400 år.

Hvor selvfølgelig rigsideen var blevet, kan tydeligt ses ved Erik af Pommerns afsættelse. Hvor jyske aristokrater gang på gang i 1300-tallet rejste sig i forbitret modstand imod Valdemar Atterdags regering, satte deres efterkommere sig nu blot til forhandlingsbordet og diskuterede kongen væk. Men kongemagten var og blev en vigtig magtfaktor, og ikke mindst den længe regerende Christian 1. var en monark med en fysisk og psykisk styrke, der aftvang respekt, om end måske ikke altid beundring.

Gennem sin deltagelse i de store konciler kom Norden ind i den civiliserede verdens synsfelt, og såvel Erik af Pommerns som Christian 1.s store udlandsrejse viser den glans, der Europa over stod om de fromme herskere. Måske var det mest af alt mediebegivenheder men begge monarker så de store fordele, som et nært forhold til Tysklands kejser indebar, og unions-kongerne opnåede en respektabel placering i den europæiske storpolitik.

Med hensyn til de førhen så overmægtige hansestæder er udviklingen klar og entydig. Hansehandelen, dens kapitalgrundlag og ekspertise kunne man fortsat ikke undvære. Men fra at have blandet sig i danske kongevalg måtte de indbyrdes stridende stæder i stigende grad acceptere de vilkår, som kongerne fastlagde: inden for storhandelen kunne de fortsat virke frit, men den lokale omsætning skulle de holde sig fra; den skulle varetages af de mange små danske købmænd. Skånemarkedets betydning mindskedes, og det blev mere og mere fjernhandelen på Polen, Livland og snart også Rusland, der fik betydning sammen med importen af baysaltet, det nederlandske klæde og den rhinske vin.

Bag om disse ydre forhold foregik der i al stilfærdighed en gennemgribende reorganisation af det danske landbrug. Krisen blev overvundet, og et ældre system af talrige storgårde, hver med mange småbrug og lejet arbejdskraft, afløses helt af det mellemstore danske familiebrug, fæstegården. De hovedgårde, som vi fortsat finder, var sjældent særlig store og nærmest blot adelsmandens bopæl, hans adresse. Da der var lang vej igen, før man nåede op på folketallet før Den sorte Død, var befolkningspresset næppe overvældende. De fleste landbrugere har utvivlsomt selv kunnet håbe på, at de før eller siden kunne få en gård i fæste, ligesom de fleste håndværkssvende har regnet med selv engang at blive mestre.

I dette samfund i fortsat fremgang har de mange, om end spredte veldædige institutioner, helligåndshuse, hospitaler m.v. sammen med den udbredte almissegiven i regelen kunnet holde de værste tilfælde af akut nød fra døren. Klager og sociale uroligheder optræder gerne som en strid om privilegier. Det er det almindelige borgerskab, der bekæmper den dominerende magistrat, og det er det irregulære tronskifte efter 1439, der i forbindelse med aristokratiets udnyttelse af situationen får besiddende bønder til at rejse sig i, hvad der måske snarest må betegnes som en art skattenægterbevægelse.

Muligvis kunne den nye udjævning af bondestanden omkring det middelstore fæstegodssystem bevirke, at gamle storbondegrupper følte sig i fare for at blive trykket ned. I den vestslesvigske opstand i 1472 finder vi klare træk af lokale magtkampe mellem indbyrdes stridende storbondegrupper om f.eks. herredømmet over herredsfogedembeder m.m. Men for landbruget som helhed var der utvivlsomt tale om store fremskridt, da den nye fæstebonde alt i alt drev sin gård ganske selvstændigt, så længe han kunne betale de landgildeydelser, der gennem krisen var blevet nedsat ganske væsentligt.

Det lykkedes for oldenborgerne at knække højaristokratiets forsøg på at monopolisere magten, der nu kom til at ligge hos en bredere kreds af adel, vel at mærke i samarbejde med den dominerende kongemagt, der arbejdede så nært sammen med de håndplukkede bisper.

Endnu virker samfundet opdelt i lokalgrupper; som den almindelige adel samlede sig om stormandskoalitioner, stod den lavere adel atter i et klientforhold til den højere adel. Men også købmænd og storbønder var nødvendige led i denne samfundspyramide. På længere sigt kom udviklingen af stænderstaten dog til at bidrage til opbygningen af en mere klassemæssig lagdeling.

Som skellet mellem fri og ufri jord blev lagt fast, fulgte i det lange løb en tilsvarende uddybning af skellet mellem adel og ufri mand. Men så længe kirken endnu var rigets førstestand, var der fortsat plads for nye talenter, og hver biskop magtede længe at føre sine ufrie slægtninge ind i de privilegeredes kreds.

Det konservative danske retssystem modtog varige impulser fra den langt mere udviklede kirkeret og undergik derved en højst nødvendig modernisering. De nye strømninger i koncilbevægelsens kølvand afsatte en konkret interesse for forfatningsspørgsmål, og man ønskede, at kongen skulle regere i samarbejde med sit råd. Til gengæld kunne denne i kritiske situationer finde på at inddrage langt videre kredse i beslutningsprocessen ved hjælp af firstænderrigsdagen.

Med sin førende stilling inden for unionen stod Danmark velrustet til at møde en ny tids udfordringer.