Valdemars kongedømme

I sine første år som enekonge mødte Valdemar i sit eget rige modstand og oprør, som blev ledet af skuffede kandidater til tronen. Valdemar og hans støtteparti havde dog held til hurtigt at bekæmpe disse opstande. Næste opgave var at grundfæste og styrke det kongelige magtapparat, som de mange års tronstridigheder og delinger af riget havde svækket. Et skridt på vejen var genskabelsen af ledingsvæsenet. Efter vendernes hærgen har alle de ramte indset nødvendigheden af et fælles rigsforsvar. Saxo fortæller, at på det andet togt mod Rügen som Absalon deltog i, i 1159, udgjorde ledingsflåden 260 skibe, stillet af Skåne, Sjælland, Lolland og Falster, i alt 56 af rigets ca. 200 herreder. Det svarer til, at tre sogne i gennemsnit har udrustet et skib, hvilket yngre kilder synes at bekræfte. Saxo beretter, at Erik Emune som den første kombinerede søledingen med en ryttertjeneste, idet han anbragte fire heste på hvert skib. Det var med en rytterhær Erik Emune besejrede ledingsflådens mandskab ved Fodevig i 1134, og om kombinationen af ledingsskibe og et rytteri bekostet af bondebefolkningen siger Saxo, at denne skik har eftertiden efterlevet med flid. En øget dansk hesteavl har været betingelsen herfor. Det fremgår også klart af Saxos mange kampskildringer fra vendertogene, at flådens egentlige kampstyrke er rytteriet med kongsmænd og storbønder i sadlen, mens det oprindelige mandskab af bønder fungerer som rorkarle og andenklasses krigere.

Bøndernes årlige ledingspligt i form af personligt fremmøde på kongens ledingsbefaling betød forskelsbehandling. Ledingsudbud kunne i princippet udgå til alle rigets lande hvert år; men i praksis belastedes de nærmeste og mest truede lande hårdere end de fjernere. Dels derfor, og dels for at skaffe penge til rytteriet, blev ledingspligten ændret til en skat, en fast årlig ydelse. Det første vidnesbyrd herom er fra Sven Grathes tid, det næste er fra Valdemar den Stores. Klostret i Venge får på et tidspunkt imellem 1157 og 1164 tilstået alle de kongelige rettigheder af dets landboer, „som de før plejede at svare til vore ombudsmænd på grund af det udbud, som på dansk kaldes leyding”. Alt tyder således på, at en gennemgribende omlægning af ledingssystemet fuldførtes under Valdemar den Store. Saxo skriver, at antallet af ledingsskibe blev gjort op efter Rügens endelige erobring. Det blev bestemt, at hvert fjerde skib skulle være i vagttjeneste, i søen og bemandet med ungt, ugift mandskab. Hermed kan det rime, at hirden samtidig var inddelt i fjerdedele (fjerdinger) til vagthold.

Med fred udadtil og indadtil er 1170'erne en periode, hvor kongemagten stabiliseres og styrkes. Hyldningen af Knud den Sjette, hans kroning og Knud Lavards helgenkåring medvirkede til sikring af tronfølgen. Absalons erfaringer i europæisk, især fransk, rigsadministration har utvivlsomt dannet mønster for danske reformer såvel i centralstyret, hoffet og kancelliet, som i det lokale styre, hvor kongelige borge og gårde blev centre for f.eks. ledingsvæsen og skatteopkrævning. Også i byerne var kongen repræsenteret. Fogedtitlen dukker op i Ribe i 1183. Befolkningens skatteevne taler for, at der er sket et økonomisk opsving, ligesom handelen med udlandet øgedes. Den store opgave at få lovene nedskrevet synes gennemført i disse år. En klosterårbog oplyser, at danernes love blev udstedt i 1170.

Udenrigspolitisk søgte Valdemar at sikre et godt forhold til Henrik Løve ved en aftale om ægteskab imellem sønnen Knud, der da kun var et år gammel, og hertugens datter Richiza – hun døde imidlertid, så Knud trolovedes i 1171 med hendes søster Gertrud. De to blev gift i Lund Domkirke i foråret 1177. Vielsen forrettedes af ærkebiskop Eskil, som snart efter forkyndte sit længe nærede ønske om at træde tilbage.

I fred for venderne blev de sydlige danske kyster atter befolket. Nye rydninger skabte nyt agerland, og nye havnebyer blev anlagt i 1170'erne. Kyststrækningernes nye kirker blev opført i tegl og vidner om, at de er yngre end landets øvrige stenkirker.

I kirkestyret fortsatte Absalon som biskop af Roskilde efter at være udnævnt til Eskils efterfølger som ærkebiskop. I Skåne, hvor man havde håbet på at få Eskils brodersøn Asser som ærkebiskop, voksede utilfredsheden til åbent oprør imod ikke blot Absalon, men også imod dem af hans slægt og venner, han placerede som sine og kongens ombudsmænd. Ifølge Saxo skyldtes oprøret deres overmodige adfærd. Et truende brev fra kongen til skåningerne ophidsede dem kun yderligere. Man nægtede at betale kongelige skatter og bispetiende og gav præsterne lov til at gifte sig. Ærkebispen havde skåningerne slet ikke brug for; præsterne kunne besørge hele kirketjenesten. Således, slutter Saxo, viste de både kongemagten og religionen foragt.

Situationen minder meget om den, der lå bag den skånske og den sjællandske kirkeret en halv snes år før. Da accepterede henholdsvis Eskil og Absalon forlig „fordi retten tidligere var alt for hård”. Nu forsøgte kongen at nå et forlig, som han i 1181 ville gennemtvinge under trussel om magtanvendelse. Resultatet blev blodige kampe med de skånske oprørere efterfulgt af et kongeligt diktat. De ikke-skånske ombudsmænd blev siddende, men Absalon fik ikke sin bispetiende.

Bag oprøret ligger også splid imellem rigets lande. Rigsenheden eller det fælles „fædreland”, som Saxo håbede på som resultat af den fælles indsats imod venderne, var stadig et fjernt ideal. Landsmænd var stadig mænd fra samme land og ikke fra samme rige. Under oprøret synes jydske stormænd at have vist forståelse for skåningernes modvilje imod sjællænderne. Valdemar, der var begyndt som jydernes konge, blev som enekonge støttet af sjællandske stormænd af Hvideslægten, men som kongelige ombudsmænd i Skåne blev disse „udenlandske” sjællændere betragtet som fremmede og mødte modstand. At landene var frataget deres indflydelse på fremtidige kongevalg betød ikke, at deres stormænd var berøvet al politisk indflydelse. Den risiko bestod, at et lands stormænd søgte udenrigs hjælp imod rigets kongemagt.

I forholdet til rigets naboer mod syd blev det Valdemar til gavn, at Henrik Løve kom i åben strid med kejser Frederik Barbarossa. Kejserens hær indtog i 1181 lübeck, som hertug Henrik havde ladet opføre. Valdemar så de politiske muligheder og aflagde kejseren et besøg, hvorunder de aftalte ægteskab imellem Valdemars yngre datter og kejserens søn Frederik og imellem den ældre datter Sophie og grev Sigfrid af Orlamünde i Thüringen. Hvis Valdemars hensigt hermed var at vinde indflydelse i Nordtyskland, var kejseren ham for klog. Han lod den holstenske greve og de pommerske hertuger aflægge lensed direkte til sig.

Året efter udrustedes den danske ledingsflåde til togt imod Pommern. Ledere skulle være Absalon og kongesønnen Knud, men mandskabet og især jyderne ville ikke ledes af Absalon. Kong Valdemar måtte da selv tage kommandoen, men ramtes af sygdom og feber. Kongen blev bragt til Vordingborg, hvor han døde. Togtet blev opgivet og flåden hjemsendt.

Ved Valdemar den Stores død er der gået næsten hundrede år siden Knud den Helliges gavebrev til domkirken i Lund. Brevets korte tekst gav os indblik i et samfund, hvor rammerne var lagt for kongemagtens rigsstyre til gavn for freden og retfærdigheden, og dermed for kirken.

I løbet af de hundrede år voksede skrivefærdigheden i Danmark støt, og dermed vort kendskab til folkets vilkår, selv om det stadig er kirkens og tronens forhold, de skriftlige kilder koncentrerer sig om. De rammer, som var lagt i 1085 er nu fyldt ud. Den kongelige majestæt er styrket af to helgener, Knud Konge og Knud Hertug, men af den førstes skæbne har kongerne lært at fare med lempe i respekt for landenes love. Kongerne begunstiger kirker og klostre ved gaver og privilegier, hvis overtrædelse rammes af bandlysning, hvortil der fra 1140'rne føjes anklage for majestætsforbrydelse. Skatter, afgifter og bøder til kongen fremgår af de gavebreve, hvori den kongelige ret enten følger med eller beholdes.

Valdemar den Store, der selv både kunne læse og skrive, har givet en beskrivelse af sit samfund i et beskyttelsesbrev fra 1177 for et nyoprettet Sankt Knudsgilde i Visby. Det hedder heri: „Ligesom Gud, alles styresmand, har skabt forskellige lemmer under ét hoved og givet dem forskelligt virkefelt, har han på samme måde efter forholdenes og tidernes vekslen fastlagt, hvad folk har at gøre. Derfor skylder vi i faderlig kærlighed alle en ligelig afbalanceret ret, hvad enten de giver sig af med handel eller sveder af markarbejde eller glimrer med ridderbælte.” Til disse tre samfundsgrupper, borgere, bønder og riddere, siger kongen: „Giv Gud, hvad Guds er, og kejseren, hvad kejserens er.”

Selv levede Valdemar i bogstaveligste forstand op til dette Jesusord. Vendertogene var korstog imod hedninger; kirkens område blev udvidet. Kongen begunstigede kirker og klostre. Og i forholdet til kejseren kendte han sin plads som lensmand. Valdemar regerede som enekonge i 25 år og blev kaldt „den Store”, men enerådende var han ikke. Sven Aggesen roser Valdemar i høje toner, men tilføjer, at han over for sine egne var mere eftergivende, end rimeligt var. Han var dybt afhængig af Absalon og Hvideslægten, som reelt var hans medregenter.