Valgreglerne

„Bespisning af Lemmerne på Almindeligt Hospital i København”, som skildret 1881 i Illustreret Tidende. Efter Treårskrigen begyndte København at få et alvorligt fattigdomsproblem. Medens der i 1850 kun var godt 1000 personer på midlertidig penge- eller brødhjælp i byen, var der fem år senere næsten 7000 mennesker, der skulle hjælpes, og det selv om myndighederne sendte de hjælpeløse, der ikke var født i byen, hjem til deres fødesogn, som havde pligten til at forsørge dem.

.

Valghandlingen i Skælskør 1866. De ældste øjebliks-fotografier giver os enestående kig ind i en fortidig virkelighed. Dette er den lille købstads torv, sandsynligvis ca. kl. 12 den 4. juni 1866. Damerne har deres fine krinolinekjoler på, ikke de daglige arbejdsklæder. Der var kun én kandidat at stemme på, egnens største herremand, lensgreve Ludvig Holstein fra Holsteinborg, en populær mand blandt bønderne, som valgte ham ved kåring dvs. ved håndsoprækning ude på torvet.

.

Det populære vittighedsugeblad Punch (1873-95) havde en stab af dygtige tegnere og en for den tid overlegen farvetrykteknik. Uge for uge gjorde bladet landbefolkningen og venstrepolitikere groft til grin og bidrog til at grave grøfterne mellem by- og landboere dybere. Foruden grove karikaturer af (ofte fordrukne) bønder brugtes dialekter til at latterliggøre de udannede venstremænd. Denne situation fra en valghandling er fra 1884. Teksten lyder: Borgmesteren: Er der flere, der vil stemme? En stemme: ja! Borgmesteren: Står De på valglisten? Stemmen: Nei! A står her.

.

Valgloven til Folketinget bestemte, at alle danskere over 30 år havde valgret. Der var dog væsentlige undtagelser fra denne såkaldte almindelige valgret. En gammel mnemoteknisk huskeregel opregnede undtagelserne som de fem f'er: fruentimmer, folkehold, fattige, forbrydere og fjolser. At kvinderne, halvdelen af befolkningen, var sat uden for direkte indflydelse på folkestyret, kan undre os nu om dage. Men dengang var det slet ikke udtryk for nogen bevidst antifeminisme. Grundlovs-fædrene overførte til valgloven den samme grundtanke om de to køns retlige forhold, som gjaldt i den øvrige civile lovgivning. Husstanden udgjorde den juridiske enhed med manden som den ansvarlige, der (eventuelt efter forhandling med hustruen) handlede på familiens vegne. At enker så ikke fik stemmeret, når de var overhoved for en familie, var i og for sig ulogisk, men hørte sammen med den gamle tradition, at enker hurtigst muligt skulle søge at „komme i ægteskab” igen. For den tids tankegang var det nærmest naturligt, at kvinder ikke fik politiske rettigheder. Kun en enkelt spag kvindeprotest lød i de første årtier. Og kvinderne i Danmark var ikke anderledes stillet end kvinderne i andre lande i datidens Europa.

Det var den samme tanke om husstanden som enhed, der gjorde, at heller ikke „folkehold”, gårdskarle og håndværkssvende, der boede hos husbond, havde valgret. Fattige kunne faktisk godt stemme ved valgene, men ikke hvis de én gang havde fået fattighjælp fra det offentlige, som ikke var eftergivet eller tilbagebetalt. „Forbrydere og fjolser” var folk, der var umyndiggjorte. Oprindelig var det også en betingelse, at man skulle have boet et helt år i valgkredsen, men dette blev ikke kontrolleret og betød derfor mindre.

Disse undtagelser gjorde et større indhug i antallet af vælgere, end man skulle vente. Af de 361.500 danske mænd over 30 år, der levede i 1870, var der nemlig ca. 100.000, altså nær ved en tredjedel, som havde tabt valgretten, fordi de faldt ind under en af de nævnte undtagelser. Mest grelt var det i København, hvor kun halvdelen af de voksne mænd havde valgret – de fleste af den anden halvdel havde fået fattighjælp eller var umyndiggjort på en eller anden måde. Ude i landet faldt kun en fjerdedel fra, her mest karle, der boede hos husbond.

Men der var desuden fra begyndelsen sat endnu en begrænsning, som var sværere at få øje på: man skulle før valget selv møde op hos myndighederne for at blive skrevet på valglisten. Før havde man ikke stemmeret. Det er den samme listige forholdsregel over for de sorte opfundet af en social overklasse, som har præget politik i USA helt op til vor tid. I Danmark var det ved de første valg efter 1849 kun 40 procent af dem, der ellers havde valgret, som meldte sig forinden og kunne stemme på valgdagen. Først i løbet af de følgende år lykkedes det at få de fleste valgberettigede optaget på valglisterne.

Ser man bort fra denne anmeldelsespligt, betød valglovens undtagelser, at kun ca. 14 procent af befolkningen havde valgret til Folketinget og kunne vælges til det. Det var ikke meget sammenlignet med nu, men dog et stort fremskridt i forhold til stænderforsamlingerne, hvor kun 2,8 procent havde valgret.

Til landstingsvalgene stemte indtil 1866 de samme vælgere som til Folketinget. Men her fik „folket” kun lov til at vælge nogle valgmænd, som igen valgte 51 halvgamle og velhavende herrer. Landstingets medlemmer skulle nemlig være over 40 år og have en vis, ret høj indtægt for at blive valgbare.

Valgdagene var før 1915 festlige begivenheder, store dage, hvor by- og landbefolkningen mødtes, travle timer for byernes kroer og beværtninger. Grundlaget for folkestyret var mere synligt og forståeligt for vælgerne, fordi selve valghandlingen foregik offentligt, så man virkelig kunne se demokratiet fungere. Begivenhederne begyndte kl. 12 på torvet i kredsens største by, som regel en købstad. Her mødte vælgere og nysgerrige borgere klædte i stadstøjet op foran rådhuset, ofte forsamlinger på et par tusinde mennesker. Valgkomiteen, med byens kongevalgte borgmester i spidsen, og kandidaterne stod opstillet på en forhøjning. Når borgmesteren havde budt velkommen, fik kandidaterne ordet for at præsentere sig for de tilstedeværende med en tale. Mikrofon og højttaler kendtes ikke, så det stillede virkelig store krav til politikernes stemmekraft og evne til at formidle det enkle, letfængelige budskab ved den slags udendørs politiske møder. Vælgere kunne siden stille spørgsmål til kandidaterne, interpellere dem, som det hed. Derefter skred man til valghandlingen, som i første omgang foregik meget enkelt ved simpel håndsoprækning blandt de forsamlede vælgere for hver af de opstillede kandidater. Valgkomiteen optalte så, hvem der havde fået flest stemmer, idet man gik ud fra, at det kun var de egentlige vælgere, som rakte hånden op – damer og andre ikke-valgberettigede havde at holde sig i baggrunden og holde hænderne i lommen. Hvis valgkomiteens medlemmer skønnede, at en af kandidaterne klart havde fået flest stemmer blandt de tilstedeværende, og ingen gjorde indsigelse, blev kandidaten erklæret valgt „ved kåring”, og så skyndte alle sig til gyngerne, karrusellerne og alle gøglerteltene, som var opstillede på valgdagen. Hvis derimod en anden kandidat eller 50 vælgere gjorde vrøvl, blev der påbudt skriftlig afstemning, og så måtte gøglet vente lidt. Vælgerne defilerede nu forbi et bord inde i rådhuset, hvor valgkomiteens medlemmer sad med valglisterne og spurgte højt hver af vælgerne: „Og hvem stemmer du så på?” og satte kryds i listen. Hemmelig afstemning indførtes først i 1901.

Den, der fik flest stemmer, var valgt. Valgsystemet, flertalsvalg i enkeltmandskredse, som endnu bruges i England, har sin fordel i at skabe klare politiske linier, fordi kun to til tre partier har chance for at blive repræsenteret. Men det er også dybt uretfærdigt, fordi alle stemmer på dem, der ikke blev valgt, under alle omstændigheder er spildte.

Folkestyrets to første årtier var en prøvetid, hvor vælgerne langsomt forstod den nye styreform og efterhånden i større antal mødte op på valgdagene. Indtil ca. 1870 valgtes over halvdelen af Folketingets medlemmer ved kåring, altså ved håndsoprækning. Ved det første valg til Folketinget mødte kun en tredjedel af vælgerne op; men det var ligefrem mange sammenlignet med valgene i de følgende år. Ved valget i 1855 stemte således kun ca. 15 procent af de ca. 350.000 valgberettigede vælgere. I 1860'erne var stemmeprocenten 30-40. Først efter 1870, da de politiske kampe i Rigsdagen begyndte at give genlyd landet over, kom stemmeprocenten op over 60, fra slutningen af firserne lå den omkring 70. Først da var den folkelige tilslutning så stor, at demokratiet kunne siges at fungere efter sin hensigt.

Lav valgdeltagelse i unge demokratier kendes endnu i dag i den tredje verden. Træghed prægede 1850'ernes Danmark. Der fandtes jo endnu knap en udbredt dagspresse og i hvert fald ikke radio eller TV. Rigsdagspolitikken i København måtte forekomme som en fjern, utydelig rumlen for mange af dem, der boede ude på landet. Valghandlingerne foregik i købstæderne, så byernes borgere havde nærmere til stemmeurnerne end folk fra landet, og stemmeprocenten i landdistrikterne lå derfor gennem hele perioden mindst ti procent under købstædernes og lavere i Jylland end på Sjælland.

Der skulle noget til for at få bønderne til at trække i stadstøjet, spænde for fjedervognen på valgdagen og begive sig til staden. Det var kun, når der var kampvalg mellem to kandidater, som repræsenterede henholdsvis byen og landet, at landboerne mødte op. Så blev valgdagen en særlig festlig begivenhed, man så frem til og gerne kørte nogle mil for at opleve.

Men det var ikke alene den geografiske afstand til de politiske centre, der bestemte vækkelsen til politisk medansvar. For i selve centret for politik, København, var den politiske vælgeraktivitet påfaldende ringe helt op til 1880'ernes kamptid. Selv i den berømte femte kreds, Nørrebro, kunne socialdemokraterne før 1884 ikke få mere end et par hundrede af kredsens mange arbejdere til at stemme, formodentlig fordi de ikke ville gå glip af en dagløn på valgdagen – også en forklaring på trægheden i folkestyrets unge år.

Den samme langsomme modning af befolkningen kan man også aflæse af, hvem vælgerne stemte på. I begyndelsen valgtes helt overvejende de dannede og de veletablerede fra den gamle overklasse. Først efterhånden turde „det gemene folk” opstille og vælge nogle af deres egne. I det Folketing, der trådte i funktion i januar 1850, var halvdelen af de valgte højere embedsmænd i centraladministrationen eller officerer og præster. Kun 18 procent var gårdejere eller husmænd, skønt disse tilsammen udgjorde to tredjedele af den samlede befolkning uden for København. I løbet af de følgende 30 år vendtes forholdet. Nu udgjorde landbrugerne halvdelen af Folketinget og embedsmændene kun en beskeden lille andel.

Når vælgerne som helhed ofte valgte akademikere til Rigsdagen i folkestyrets første år, var det for en del udtryk for resterne af enevældens autoritetstro – „den, som Gud giver embede, giver han også forstand”. Men det skete vel også i tillid til, at under demokratiet ville alle arbejde for almenvellet. Man stemte efter kandidaternes anskuelser og mindre efter sine egne klasseinteresser. Rigsdagens medlemmer skulle være hævet over snævre standsinteresser, „ene være bundet af deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere”, som det udtrykkeligt var indskrevet i grundloven. Denne bestemmelse, der i øvrigt var hentet i den franske revolutionsforfatning, var et forsøg på at undgå at overføre kampen mellem de sociale klasser ude i samfundet til folkeforsamlingen. De akademikere, der havde formuleret grundloven, troede også, at de kunne mane „lavsindede klasseinteresser” i jorden ved at udelade ordet „parti” både i grundlov og valglov. Begrebet parti var ikke ukendt i Danmark. Men man håbede, at den frie meningsudveksling i Rigsdagen og afstemninger uden partiskel ville give den naturlige balance, der også socialt tjente „almenvellet” bedst. Selv en så overbevist demokrat som grundtvigianeren P. O. Bojsen troede på en sådan naturlig balance. Man skulle, sagde han, blot stole på de „tre samfundsmagter: formue, oplysning og billighedsfølelse” [rimelighed] – de „kunne rigeligt opveje den numeriske overvægt og fremkalde den rette lighed”. Bagved lå en tro på en højere, uselvisk retfærdighed.

Hvis talere kom til at bruge ordet parti, blev det helt frem til 1. Verdenskrig påtalt af formanden. Der måtte kun siges „jeg og mine venner” eller lignende. Man levede i illusionen om, at man kunne undgå partier i den form, man havde hørt om fra England i et århundrede og fra Frankrig siden revolutionen. Hvis man ignorerede begrebet parti, mente man, at medlemmerne kunne føle sig helt frie og tage stilling fra sag til sag uden at forpligte sig over for andre sager på dagsordenen.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Valgreglerne.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig