De danske nazisters første leder, Cay Lembcke, her portrætteret i Svikmøllen 1927 af Chr. Hoff, var der ingen, som tog højtideligt. Det samme gjaldt partiet, som prægedes af stadige rivninger. I 1933 måtte han vige pladsen til fordel for den sønderjyske læge Frits Clausen. I 1935 fik partiet 16.000 stemmer, men først da det i 1939 fordoblede dette tal, kom DNSAP i Folketinget med tre mandater.

.

Lægen J. H. Leunbach arbejdede sammen med forfatterinden Thit jensen, som i 1924 havde stiftet Foreningen for seksuel Oplysning. Han åbnede også en gratis klinik for ubemidlede, som han underviste i svangerskabsforebyggelse. Det var dengang et kontroversielt emne. Leunbach var idealist. Han blev flere gange sigtet for svangerskabsafbrydelse, som da var ulovlig, men først i 1936 lykkedes det anklagemyndigheden at få ham idømt tre måneders fængsel. Ved sin løsladelse blev han hyldet af sine tilhængere, men det skulle vare en menneskealder, før der indførtes fri abort.

.

Indtil 1933 ydede de kommunale hjælpekasser efter skøn bistand, som ikke medførte fattighjælpens tab af rettigheder. I de store arbejdsløshedsår – som i 1932 – kunne køerne i en by som Århus blive meget lange ved hjælpekasserne. De offentlige ydelser til de arbejdsløse var ikke tilstrækkelige til at ernære en familie. Man måtte fægte sig frem med privat hjælp, måneskinsarbejde, lån og kredit hos forstående handlende. Ved sociallovgivningen i 1933 blev hjælp en ret, og staten overtog en større del af de sociale udgifter, som fortsat administreredes af kommunerne.

.

Valgkampen kom først og fremmest til at dreje sig om regeringens økonomiske og sociale politik, derunder valutaproblemet, en kompliceret og vanskelig sag, der nu undergik alle de forenklinger, som hører et valgslag til. Regeringspartierne forsvarede valutakontrollen. Fri import var en umulighed, også fordi den hjemlige industri måtte beskyttes mod dumping. Omvendt måtte englænderne hindres i at tro, at Danmark selv lavede dumping, og derfor kunne en kronesænkning ikke komme på tale. En sådan ville måske også udløse inflation til skade for lønmodtagerne. Beskæftigelsen kunne fremmes ved offentlige arbejder og de kriseramte landmænd hjælpes med økonomisk støtte ligesom de arbejdsløse.

For Madsen-Mygdal blev valgkampen hans svanesang. Han og hans parti rettede et frontalt angreb mod hele regeringens økonomiske politik, som man anklagede for at føre til statssocialisme. Med held appellerede LS til de gældtyngede landmænd, Venstres kernevælgere. Derfor blev kravet om en kronesænkning forkyndt af Venstre med næsten dogmatisk styrke. Alternativet var ifølge Venstre begrænsning i offentlige udgifter, skatter og lønninger.

For Det konservative Folkeparti kneb det endnu en gang med fodslaget, selv om Christmas Møller nu både var formand for den samlede rigsdagsgruppe og fra 1932 også partiorganisationens landsformand. Det uensartede vælgerkorps havde ikke samme interesser. Handelens folk var mod Valutacentralen, mens industriens ikke havde noget imod den beskyttelse, valutakontrollen ydede dem. Industrirådet støttede regeringens politik.

Ved valget opstillede Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti for første gang. Inspirationen stammede fra Tyskland. DNSAP's idéindhold var i partiets program fra stiftelsen i 1930 kalkeret direkte af efter de tyske nazisters program fra 1920 inklusive antisemitisme, antimarxisme, antiparlamentarisme, militarisme og appel til middelklassen. Partiets stifter var grundlæggeren af Det Danske Spejderkorps, ritmester Cay Lembcke, en forvirret hedspore. Men selv om Hitler i juli 1932 havde sejret stort ved rigsdagsvalget i Tyskland, var der ikke noget at gøre for DNSAP. Det fik kun 757 stemmer ved valget i november 1932.

Det var færre end løsgængeren læge J. H. Leunbach, som i hovedstaden fik 1111 stemmer. Han var blevet landskendt ved sin dengang kontroversielle agitation for seksualoplysning og fri adgang til svangerskabsafbrydelse. I 1932 blev han sigtet for fosterfordrivelse, altså ulovlig svangerskabsafbrydelse. Nu stillede han sig i tilslutning til Danmarks Kommunistiske Parti, der havde fået 17.179 stemmer, hvilket betød, at partiet manglede 14 stemmer i at blive repræsenteret. Dem skaffede dr. Leunbach godt og vel, og DKP holdt med to mand sit indtog i det danske parlament. Valgt blev Aksel Larsen, som med stort talent skabte sig en platform af Folketingets talerstol, og cand.mag. Arne Munch-Petersen, der i 1937 forsvandt under udrensningerne i Sovjetunionen og døde i fængsel i Moskva i 1940.

Også Danmarks Retsforbund klarede skærene og gik endda fra tre til fire mandater, en gevinst partiet utvivlsomt hentede hos utilfredse radikale.

Mere vigtigt var det, hvorledes de fire store partier, som man endnu kaldte dem, klarede sig. Det var omkring dem, at al parlamentarisk magt var samlet. Det blev en sejr for regeringen, selv om de radikale gik to tilbage og Socialdemokratiet kun ét frem. Venstre tabte nemlig hele fem mandater, mens de konservative vandt tre. Blandt de nye venstremedlemmer af Folketinget var en del LS-tilhængere, hvilket ikke gjorde Venstres situation mindre besværlig. Dengang var bevægelserne i vælgerkorpset meget mere træge, end vi har oplevet efter 2. verdenskrig. Derfor var et tab på fem medlemmer alvorligt. Det var et signal til Venstre om, at dets liberalistiske linie ikke længere havde gennemslagskraft. Den bonde, som knoklede døgnet rundt uden ordentlig indtjening, og som måtte spinke og spare for at undgå en truende tvangsauktion, gav pokker i de politiske idealer og krævede samfundets hjælp her og nu. I august 1933 drog Madsen-Mygdal konsekvensen og nedlagde sit folketingsmandat, selv om han fortsatte som formand for Venstres Landsorganisation til 1941.

Regeringspartierne havde fået 52 procent af stemmerne og besad altså også stadigvæk flertallet i Folketinget. Selv om de radikale var ilde tilpas ved de to tabte mandater, blandt dem husmandslederen Jens Holdgaard, besluttede de at blive i regeringen, hvad Socialdemokratiet også foretrak, så man kunne fortsætte som flertalsregering.

Det danske samfund var i 1932 udsat for en alvorlig rystelse. Det skabte et betydeligt politisk røre, hvis intensitet kan aflæses af valgdeltagelsen, der blev den hidtil største nemlig 82 procent mod 80 procent i 1929. Af samtlige afgivne stemmer fik de fire gamle partier 97 procent. Selv om man tager LS-elementerne i Venstre med i betragtning, må det siges, at det danske demokrati bevarede sin stabilitet i det mest urolige år siden 1920.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Valutavalg.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig