Vandringer fra land til by

Men det store flertal af jernbanebørsterne talte gode danske dialekter, jysk, fynsk eller sjællandsk. Det var unge bondekarle, som var på vej fra landbruget over i andre erhverv. De offentlige anlægsarbejder, der kunne opsuge mængder af arbejdere fra begyndelsen af 1860'erne, var et væsentligt incitament til det store opbrud i landbefolkningen, der vel nok er den største og mest afgørende sociale omvæltning i 1800-tallets Danmark. Selv om bønder tjente gode penge i mange årtier efter 1850, var der ikke mere gode fremtidsudsigter for karle eller piger på landet. Gennem århundreder havde „omsætningen” i landbefolkningen været den, at bønder- og husmandsbørn tidligt kom ud at tjene og i hvert fald blev selvforsørgende efter konfirmationen. Omkring den tid, hvor de ville gifte sig, fik de heldige ved arv, giftermål eller køb en selvstændig jordlod, stor eller lille. Tidligere kunne godserne ved hjælp af det gamle fæstevæsen til en vis grad regulere, at egnens unge fik egen bedrift og dermed blev boende i sognet. Men i løbet af 1800-tallet gik fæstegårdene over til selveje, og dermed blev jordfordelingen stivere.

Den almindelige stigning i befolkningen, flere børn pr. ægteskab, gjorde hver årgang af bonde- og husmandsbørn større. Ti til tolv børn pr. familie var meget almindeligt. Det var den gængse opfattelse, at mange børn var en rigdom, fordi de forholdsvis hurtigt ville kunne bidrage til familiens underhold. Det bidrog til, at de gifte par ikke forsøgte at begrænse antallet af graviditeter. Derfor kunne godsejere og bønder sagtens få billig arbejdskraft – de behøvede ikke at udstykke nye husmandsbrug for at holde på deres tyende. Gode kornpriser fik bønderne til at beholde deres jord under egen drift. Prisen pr. tønde land steg i takt med kornprisen, og det vanskeliggjorde yderligere de unges muligheder for at „få foden under eget bord”.

Sammenhængen mellem afvandring og jordpriser ses af den kendsgerning, at afvandringen fra landbruget var størst i de egne i landet, hvor jordpriserne var højest. Det gjaldt f.eks. Langeland og Sydfyn. En stor del af landboungdommen var berøvet en „gulerod at løbe efter”, muligheden for på lidt længere sigt socialt at stige til selv at blive husbond.

Men dertil kom også en langsom forandring til det værre i forholdet mellem husbond og tyende på landet. Den gamle patriarkalske form ændredes med de gode tider efter 1850. Mange bønder fik udseende af velhavende arbejdsgivere, tykmavede herrer, der fra døren til stuehuset uddelte ordrer til karle og piger, men sjældent selv deltog i markarbejdet eller indtog deres måltider med folkene. Det bidrog væsentligt til en holdningsændring på landet, da det tidligere nære samliv mellem husbond og tyende opløstes. Før havde de siddet om det samme bord og rakt til de samme sule- eller grødfade og sovet rundt om i alkoverne i den fælles stue. Nu blev stuehusene ombygget og nyindrettet efter byernes smag. De gamle malede bondemøbler blev kastet ud og bygningen forlænget, så der blev plads til stadsestue med købstadsmøbler og særligt soveværelse for husbond og madmor. Tyendet blev anbragt på karlekamre rundt om i de andre længer under primitivere former og spiste i „Folkestuen”, der nu blev almindelig på gårde, som den længe havde været det på godser. Tyendet blev overladt til sig selv i fritiden, medens det før havde været flittigt beskæftiget med forskellig husflid og underholdt med alskens sang og fortælling af folkeeventyr.

Denne afgørende forvandling fandt sted langsomt og gradvist, varierende fra egn til egn. Det var formodentlig sjældent så sørgeligt og diskriminerende for tyendet, som Martin Andersen Nexø har skildret det i „Pelle Erobreren”. Den sociale nedvurdering af tyendefolks arbejde forstærkedes af tyendeloven af 1854, der til karle og piger kun gav nogle få rettigheder, men til arbejdsgiverne hele bundter af sanktionsmuligheder. Ånden i den lignede mere enevælde end demokrati.

De unge ville ikke finde sig i dette. Selv om deres skoleuddannelse var kort, havde de dog fået impulser fra en større verden gennem den nye generation af idealistiske skolelærere, der befolkede de mange små landsbyskoler. Den sociale opdrift, der løftede byernes handels- og industrifolk op til en højere status, blæste også nede i samfundets underklasse, i tarvelige karlekamre, hvor de unge drømte om at overskride grænser.

Virkningerne af denne udvikling kan aflæses på mange måder. I herredsfogedernes retsarkiver kan man, navnlig i årene 1870-72, finde stribevis af anmeldelser fra vrede bønder, der klagede over, at deres tyende havde forladt konditionen i utide og nu ønskedes tilbageført til tjenesten med herredsfogedens hjælp. I avisernes spalter klagede bønder i læserbreve over den fordærvede ungdom og mangelen på ærbare malkepiger og gudfrygtige karle. Det danske arbejdsmarked var øjensynligt ved at blive trukket skævt. Landbruget mistede de bedste af de unge, medens byerne var ved at blive overbefolket af arbejdssøgende. Ambitionerne om højere løn og/eller egen virksomhed var drivkraften i en vældig bevægelse i befolkningen.