Tre hollandske skibe saluteres af en dansk orlogsmand på Helsingør red. Hollænderne var de største forbrugere af Øresund, når de sejlede til og fra Østersøen. I baggrunden ses Kronborg. Maleriet er af Hendrik Cornelisz Vroom fra o. 1620.

.

Christian 4. holdt meget af Skanderborg Slot, søerne omkring det og de gode skove at jage i. Bortset fra en udbygning af befæstningerne viser dette kort fra Resens Atlas 1677 slottet, som det så ud o. 1600. Det meste af slottet blev brudt ned o. 1770.

.

Den unge Christian 4., født 1577, kronet 1596, afbildet i Den oldenborgske Krønike fra 1599. Rigsvåbnet er stablet op ved siden af den skægløse konge, der bærer scepteret som tegn på sit civile styre og rustningen som tegn på sin militære myndighed.

.

Jagtmotiv fra adelsmanden Tage Thotts stambog 1601. Studenterne, adelige som borgerlige, medbragte på deres studierejser ofte „stambøger”, som venner, de traf undervejs, skrev og tegnede i. En jagtscene med et jægerdigt tilføjet, her på tysk, var naturligvis en passende indførsel i en ung adelsmands stambog.

.

Den 12. eller 13. august sad Herman von Zesterfleth på en bænk på Helsingborg-siden af Øresund og nød udsigten til Kronborg, „den kostbareste, smukkeste og prægtigste fæstning i hele riget”. Han betragtede de mange skibe, der sejlede ind og ud af Sundet, og som alle måtte melde sig på toldboden i Helsingør. De udenlandske skippere skulle betale told af lasten for at få lov til at sejle gennem Øresund.

Zesterfleth opholdt sig kun et døgn ved Helsingør. Allerede den 13. august rejste han gennem en skov med mange hjorte i til Frederiksborg Slot, hvor kongen opholdt sig, når han følte trang til „at opmuntre sindet fra tungere regeringssorger”. Derpå gik rejsen videre til Roskilde, der ikke var så smuk, fordi den „brændte for nogle år siden og var mange steder ikke genopbygget”. Men domkirken var uskadt, et pragtfuldt bygningsværk 130 skridt i længden og 48 skridt i bredden.

Over Sorø og Slagelse nåede Zesterfleth til Korsør. Efter seks timers sejlads kom han til Fyn, der var berømt for sit gode mjød. Han rejste videre gennem Odense med dens smukke bygninger i den nederlandske smag, sejlede over Lillebælt og nåede til Kolding. Her erfarede han, at kongen var på jagt i de nærliggende Silkeborg og Skanderborg len med deres ypperlige skove. Zesterfleth opsøgte ikke kongen. Han syntes, det ville være upassende at forstyrre ham under jagten. Men han trøstede sig med, at han sikkert ville være så heldig at få ham at se en anden gang, og han rejste videre til Flensborg, „hvor det danske sprog hører op”. Den tyske turist havde afsluttet sin danmarkstur.

Herman von Zesterfleth traf ikke Christian 4. Men i kancelliets brevbøger, der refererer kongens ordrer, kan man følge den danske konges gøremål, mens han i eftersommeren 1600 var på jagt i det jyske, og få et indblik i, hvordan han og hans mobile regeringskontor, der fulgte ham på hans stadige rejser rundt i riget, undervejs tog sig af større og mindre sager.

Allerede den 15. juli, da han opholdt sig på Kronborg, havde han truffet beslutningen om den jyske jagt. Han havde sendt breve til sine lensmænd på Koldinghus, Skanderborg og Silkeborg og givet dem ordre til at skaffe salt, træ, havre til hestene og hvad andet, der behøvedes til den forestående jagt.

I begyndelsen af august ankom kongen til Koldinghus, hvor han bemærkede, at slottet var noget forfaldent. Der var brug for nogle solide gotlandske planker til lofterne i den store sal og andre gemakker, og hofmesteren fik besked om at skaffe plankerne til veje. Kongen ilede videre. Fra Vejle fik hofmesteren en ny ordre. Han skulle sende nogle bolde til Skanderborg Slot til brug i det nye boldhus, kongen havde ladet opføre for at fornøje sig med boldspil.

Men kongen fik også tid til at beskæftige sig med sine undersåtters problemer. Den 22. august udstedte han under jagten ved Ry et brev, der fritog en fæstebonde på kronens gods under Skanderborg len, Christen Jensen, for at betale det års landgilde, han resterede med. Christen Jensen var kommet bagud med sin ydelse, fordi hans gård var brændt. I samme anledning fik bonden også lov til at hente noget tømmer i kronens skove, så han kunne genopbygge gården.

Kongen erfarede også, at Ry Kirke var meget forfalden. For at få den i ordentlig stand skulle Skanderborg-lensmanden sørge for, at de andre velbeslåede kirker, der var naboer til Ry, kom den betrængte kirke til hjælp.

I september var jagten ovre. Men den trak spor efter sig. Kongen syntes, at det skortede på vildt dér, hvor han sammen med sine brødre og venner havde jaget. Derfor skrev han til lensmændene på Skanderborg og Silkeborg for at minde dem om, at de skulle indrette stier til vildsvinene, således som det var blevet aftalt, da kongen var ovre hos dem. Og lensmændene skulle sørge for, at der blev samlet nødder, agern og bog til at føde vildsvinene med, så dyrene ikke døde af hunger, når der kom stor frost og sne.

Kongen ønskede også at sikre sig, at forplejningen på Koldinghus var i orden, når han næste gang kom på visit. Den 28. september fik lensmanden besked om, at han skulle lade noget godt øl brygge og holde så meget som muligt i forråd, at der altid fandtes nogle læster af alle slags gammelt og krydret øl i kælderen, da noget sådant agtedes for en synderlig nytte, når kongen holdt hoflejr dér.

Men det var ikke vildsvin og øl, det handlede om, da to af kongens adelige rådgivere juleaftensdag 1600 fik ordre til at holde sig klar til et møde, der skulle holdes mellem Danmark og Sverige ved Kongsbak nær grænsen mellem det danske Halland og Sverige. Samtidig sendte han et brev til borgmestre og råd i en række købstæder. De skulle undersøge, hvilke af deres medbrødre der drev handel i Sverige, og på hvilke måder de var blevet besværet i deres handel. Han havde nemlig hørt, at mange danske købmænd var blevet tvunget til at sælge billigt og købe dyrt, og at nogle af dem tilmed havde fået deres skibe og gods beslaglagt. Kongen ville gerne have besked herom, så svenskerne kunne få det forelagt på det aftalte grænsemøde.

Klagemålene var et led i den aggressive politik, Christian 4. var ved at lægge op til over for Sverige – en ny skærpelse af modsætningen mellem de to lande om overhøjheden i Norden og Østersøen.

Havde de Årslev-bønder, der oplevede jærtegnet ved Alling Å, kunnet se ind i fremtiden, ville de sikkert, vejledt af Holger Rosenkrantz, have opfattet de katastrofer, striden mellem Danmark og Sverige skulle føre med sig 1600-tallet igennem, som et bevis på, at Guds advarsel til menneskene havde været forgæves. De fleste af 1600-tallets mennesker ville ganske givet have tilsluttet sig Holger Rosenkrantz' slutningsord i beretningen om bøndernes syn: „Bægeret er udi Guds hånd og er fuldt skænket af rød stærk vin. Han er den, som skænker deraf, men de ugudelige skulle drikke, og drikke bærmen ud.”

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Ved statsroret.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig