Velfærdsstaten intakt

Den velfærdslovgivning, som prægede førkrigstiden, fortsatte også under besættelsen. Men der var tale om vedligehold, ikke om udbygning. I forlængelse af praksis fra 1930'erne uddeltes flæsk, mælk og smørrabatkort til trængende. Der blev givet tøjkort til næsten alle børn under 15 år for at modvirke den „lede tøj skat”, der sammen med andre forbrugsafgifter var indført allerede i marts 1940; og der ydedes hjælp til kriseramte arbejdsløshedskasser, ligesom der stilledes 45 mill. kr. til rådighed for nødhjælpsarbejder for langvarigt arbejdsløse, som der dog blev stadigt færre af. I 1944 var arbejdsløsheden nede på fem procent. Udgiften dækkedes ved øgede indkomst- og formueskatter.

De sociale udgifter lå 1939-40 på ca. 500 mill. kr. og steg under besættelsen til ca. 650 mill. kr. pr. år. På grund af prisstigningerne betød dette dog en forringelse på en halv snes procent. Mens der i 1940 havde været 16.000 ledige lejligheder, var der på grund af drastisk nedgang i boligbyggeriet i december 1943 12.000 husvilde.

Hvor Rigsdagen før krigen havde grebet ind i arbejdsmarkedsforholdene fra gang til gang, blev disse indgreb nu lovfæstet ved oprettelsen i september 1940 af Arbejds- og Forligsnævnet. Det skulle træffe endelig afgørelse i de løn- og arbejdsforhold, som organisationerne ikke kunne løse. Nævnet holdt igen med hensyn til lønstigninger, hvad fagbevægelsen ikke var tilfreds med. Det førte i 1941 til indførelsen af et såkaldt „skrællet pristal”, der dækkede de vigtigste fornødenheder, og som nævnet skulle lægge til grund for lønfastsættelsen. Samtidig begyndte priskontrollen at virke, så stigningerne på det skrællede pristals varer næsten gik i stå. Dette særlige pristal medførte ingen mærkbare forhøjelser af dyrtidstillægget, hvilket skabte uro på arbejdspladserne. Det kulminerede i august 1943 og løb altså sammen med de politisk betingede arbejdsnedlæggelser. For at dæmpe uroen tilkendte Arbejds- og Forligsnævnet de lavest lønnede et tillæg. For fagbevægelsen var besættelsesårene en trang tid. Den måtte se sin betydning reduceret, hvad der øgede kommunisternes indflydelse.

Realindkomsterne for landmændene steg stærkt, jo mere jord de havde, og for vognmændene jo mere de kunne køre for tyskerne. Således steg godsejernes realindkomst med 56 procent, gårdejernes med 34 procent og husmændenes med 26 procent mere end gennemsnittet – og vognmændenes med 55 procent. Det var for en stor del de erhvervsgrupper, som var blevet sorteper i 1930'erne. Nu blev taberne tjenestemændene, de liberale erhverv (læger, sagførere osv.) og pensionister, som havde en indkomstnedgang på omkring 20 procent.

Arbejdernes realløn var stort set uforandret under hele krigen. Men der er tale om gennemsnit. Mens arbejde i tørvemoser og brunkulslejer og hos entreprenører, der arbejdede for værnemagten, gav godt, undertiden to-tre gange mere end det normale, var andet arbejde slet betalt. Dårligst stillede var de børnerige og socialunderstøttede familier, der ikke havde råd til at supplere rationerne med sunde fødemidler, som ikke var rationeret. Det sås på sundhedstilstanden blandt skolebørn især i hovedstaden, hvor mange var undervægtige. Antallet af tuberkulosetilfælde, der havde været nedadgående, steg fra 2700 i 1940 til 3500 i 1945. Fnat, som var udryddet i 1940, nåede i 1945 op på 71.000 tilfælde. Årsagen var mangel på varmt vand, på opvarmede rum og på ordentlig sæbe. I samme periode steg antallet af anmeldte gonorrétilfælde fra 7800 til 23.200. Også her mærkedes værnemagtens tilstedeværelse.

Selv med en forbrugsnedgang på 20 procent var der, taget under ét, ikke under besættelsen tale om, at nøden bankede på danskernes dør – og da slet ikke hvis man sammenligner med andre besatte lande som Norge, Holland og Grækenland. Men forskellene var store. Som udfordrende gullaschbaroner kendetegnede 1. verdenskrig, havde den 2. værnemagerne, der prangende fremviste deres nye rigdom. Som nævnt tjentes også gode penge især i det kornproducerende landbrug, mens det for samfundets øvrige grupper enten gik tilbage eller stod stille. Det skærpede de sociale modsætninger, selv om velfærdssamfundet ikke var sat ud af kraft.

Der opstod også betydelige regionale forskelle, fordi de fleste tørvemoser, brunkulslejer og tyske befæstningsanlæg lå i landkommuner – og mest i Jylland. I landkommunerne, der også havde glæde af landbrugsprisernes stigning, voksede indkomsterne med ca. 80 procent, i Københavns kommune med 35 procent.

Bønderne følte, at de fik kompensation for de trange tider, de havde været igennem i 1930'erne. Arbejderne følte, at de i uforholdsmæssig grad bar besættelsens økonomiske byrder, hvilket ikke mindst kommunisterne gjorde deres for at understrege.

Det er ikke muligt nøjagtigt at opgøre, hvad besættelsen kostede Danmark. Aflæser man clearingkontoen ses det, at tyskerne hentede for ca. fire milliarder kr. landbrugsprodukter, for en milliard kr. industrivarer og for en halv milliard kr. fisk. Værnemagten og dens befæstningsanlæg og flyvepladser havde belastet kontoen med ca. 5,5 millarder kr. Som modydelse havde Danmark fået bl.a. jern, stål og kul til et samlet beløb af ca. fire milliarder kr. Man har anslået, at den tyske besættelse kostede Danmark ca. otte milliarder kr., Norge 21 millarder. 22 procent af nationalindkomsten for Danmarks vedkommende, men 67 procent for Norges. Også ud fra en materiel betragtning kom Danmark forholdsvis godt gennem krigen.