Vide og vedtægt

„Når gadestævne tudes i byens horn, i hvad det end er angående, da skal hver mand i egen person være pligtig at mode for at høre, hvorfor eller hvorom der tudes. Når manden ikke er hjemme, da skal konen møde, og de må ikke skikke enten karl eller pige for sig.” Denne bestemmelse fra en landsbyvedtægt på Stevns fra 1745 er i skiftende formuleringer blevet brugt i talløse vedtægter. Tuden i byhornet varslede drøftelse af fællesskabets anliggender. Hornet var i oldermandens varetægt, og på mange byhorn skar skiftende oldermænd deres forbogstaver og årstal. På dette horn, hvis hjemsted er ukendt, dækker initialerne det lange tidsrum fra 1720 til 1830.

.

Den sjællandske landsby Årslev seks km nord for Slagelse tilhørte kronen og lå under Antvorskov rytterdistrikt. 1768 blev den opmålt af landmåler C.C. Gercken i forbindelse med de store krongodssalg. De 14 gårde og et tilsvarende antal huse ligger samlet omkring gadekæret, og jorden er opdelt i tre vange: Blæsinge Mark, Kirkemark og Lille Valby Mark. Vangene er opdelt i tilsammen omkring hundrede åse, hvori landsbyens gårde som hovedregel hver har sin egen lange, smalle ager, der er lagt i terrænet, så renderne mellem agrene virker som afløb for skadeligt vand. På kortet, der er udtegnet efter originalkortet i Matrikelarkivet, er en enkelt gårds 108 agre markeret med sort. Nordligst ligger Årslev Vandmølle.

.

Landsbyselvstyret var så gammelt som landsbyen selv. Og det blev betragtet med velvilje, både af jordens ejere og af statsmagten. For jordens ejer var det af afgørende betydning, at selvstyret var i stand til at opfange og løse konflikter, fordi det dermed sikrede en friktionsfri drift af hans fæstegårdes jorder og et effektivt hoveri på hovedgårdsjorden. For statsmagten var selvstyret vigtigt, fordi kronen slet ikke rådede over lokalembedsmænd med autoritet på landsbyplanet.

Oprindelig havde reglerne for den enkelte landsbys selvstyre været mundtlige. I middelalderens landskabslove kan vi skimte deres konturer. Fra midten af 1600-tallet var man imidlertid begyndt at nedfælde dem skriftligt i en vide eller vedtægt. Fra omkring 1700 kan der spores en voksende medindflydelse på formuleringer og bestemmelser fra landsbyens ejer, der fik viden til godkendelse, og også statsmagtens lovgivning satte sig spor i vedtægterne.

De mange bevarede vider – ordets grundbetydning er bøde – giver et enestående indblik i, hvordan landsbyen levede sit liv. Ganske vist var ikke to landsbyvider ens, men som regelsæt var de alligevel i høj grad ensartede, selv om både tidspunktet, hvor de blev nedskrevet, og de lokale natur- og kulturbetingelser gav hver enkel sit særpræg. Derfor kan et enkelt videbrev – vi vælger et fra den østjyske landsby Lindved – give et rimeligt billede af det gamle samfunds landsby, umiddelbart før reformperiodens store opbrud satte ind.

Lindved var en landsby på 15 gårde, nogle småbrug og nogle huse i Sindbjerg sogn, ti kilometer nord for Vejle ved vejen til Viborg. På valborgdag den 1. maj 1747 vedtog landsbyens gårdmænd i Den hellige Trefoldigheds navn et videbrev, „på det ej noget hverken imod Guds eller kongens lov hos os skal ske, vores omliggende naboer kunne være til forargelse og os selv til stor skade og fortrydelse, men at alting hos os må gå kristelig og lovformelig til”. Videbrevet med dets 56 paragraffer sluttede de 15 gårdmænd med „allerydmygst at ombede vores nådige herskab og husbonder eller deres fuldmægtige dette og til vitterlighed ville behage at underskrive”. De fem lokale godsejere, der ejede gårde i Lindved, beseglede derfor videbrevet, sammen med sognepræsten i Sindbjerg. Og tre år senere blev videbrevet i form af en retsgyldig kopi indført i Nørvang herredstings panteprotokol, hvor det er blevet bevaret for eftertiden.

Lindved var et fællesskab, men ikke et demokrati. Landsbyen styrede ganske vist sig selv – kun alvorlige forseelser skulle pådømmes på Nørvang herredsting – men magten lå hos de 15 fæstegårdmænd. De øvrige beboere – bolsmænd med et jordtilliggende mindre end en halv gård, jordløse husmænd, husfolk, inderster og landsbyens hyrde – tog ikke del i beslutningerne. Den myndighed havde alene gårdmændene, der i Lindved kaldte sig grander eller dannemænd, og de udøvede den på grandestævnet. Her valgtes hvert år den 1. maj en af gårdmændene til ny videfoged. Han modtog videstokken og videbrevet i sin forvaring og overtog ansvaret for landsbyens formue af korn og penge. Hvervet som videfoged var ansvarsfuldt, men kunne også være byrdefuldt, og ingen gårdmand kunne tvinges til at bestride hvervet mere end et år ad gangen.

I grandelaget førte videfogeden forsædet, ledede drøftelserne, afgjorde konflikterne i overensstemmelse med de fleste og ældste granders mening og idømte bøder i korn og penge. En karakteristisk straf for brud på gærder og diger var at „bøde fire skæpper byg til vide og derforuden betale skaden til vedkommende efter fire mænds sigelse af videfogeden”. Danske Lov anerkendte udtrykkeligt denne domsmyndighed og dermed landsbystævnet som en første instans i retsvæsenet. Men det var ikke uvæsentligt, hvad bøden blev brugt til. Loven påbød, at de idømte bøder „må ej til gilde og drik anvendes, men til byens gærder, grøfter og anden byens nytte bruges” – et påbud, der i hvert fald gik tilbage til Christian 4.s tid, og som øvrigheden altid havde haft vanskeligt ved at få respekteret.

Selvstyret hvilede grundlæggende på, at alle i landsbyen anerkendte grandestævnets autoritet. Derfor blev der våget strengt over ro og orden på stævnet: „Hvo som løgner en anden, truer og skælder eller bander på grandestævne eller i andre måder i vore granders forsamling, eller med nogen anden uskikkelighed og Guds navns misbrug gør nogen forargelse, skal give for hver gang og hver ed en skæppe byg,” og tilsvarende streng var straffen for den, der bar eller brugte våben på stævnet. Blev videfogedens kendelse eller hans upartiskhed draget i tvivl, lå den endelige afgørelse hos „fire af de bedste gamle mænd”. I det gamle samfund havde traditionen selvstændig retskraft, og anseelse og alder vejede tungt.

Fællesskabet var imidlertid ikke et driftsfællesskab. Den enkelte gårdmand pløjede, harvede og såede sine egne agre og høstede og tærskede sit eget korn. Videbrevets bestemmelser om driften omhandlede kun de problemer, der var fælles. Naturligvis skred fællesskabet ind, hvis en bonde pløjede ind på en andens jord, endsige høstede hans korn. Men hvad viden grundlæggende regulerede, var de fælles aktiviteter. Det var fællesskabet, der traf de vigtige beslutninger om opsætning af gærder og gravning af grøfter og diger, gav regler for tøjring og drift af kreaturer og sikrede, at alle fik lige stort udbytte af de fælles enge, kær og tørvemoser. Og som vågede over, at ingen tog fremmede kreaturer – og da slet ikke syge kreaturer – ind på landsbyens overdrev eller afhøstede jorder på egen hånd, uden grandernes samtykke.

At videbrevet indeholdt detaljerede retsregler i tilfælde af tyveri og vold, siger sig selv. Derimod virker det som et fremmedelement, når det fastsættes: „Findes nogen om helligdage eller søndage med hest og vogn, plov eller harve, høleer eller riven at arbejde eller lade arbejde, enten ved hø eller korn eller nogen grov gerning, give for hver gang en skæppe byg til vide og fire skæpper havre til husbonden samt bøde efter Loven.” Her var en forseelse, som rakte ud over landsbyselvstyret, til godsejeren og det øvrige samfund. Den pietistiske kong Christian 6. var død året før. Men endnu levede hans sabbatsforordning fra 1735 om at komme hviledagen i hu og holde den hellig.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Vide og vedtægt.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig