Vietnam og Dag Hammarskjolds Allé

Nogle af de idealistiske unge mennesker, som Per Hækkerup gerne så som ulandsfrivillige ved peberdyrkningen, demonstrerede samme dag på Dag Hammarskjolds Allé i København foran USA's ambassade i protest mod den amerikanske krigsførelse i Vietnam. Det var ikke første gang, og det skulle ikke blive den sidste.

Vietnam var for de fleste danskere et helt nyt ord; godt ti år tidligere havde Frankrig reddet sig ud af en udsigtsløs kolonikrig i Indokina og var straks derefter blevet involveret i den næste i Algier. Genévekonferencen i 1954 havde afsluttet den franske tilstedeværelse i Vietnam og havde delt landet i et kommunistisk Nordvietnam og et „vestligt” Sydvietnam. Ingen af de to regimer kunne med nogen ret kaldes demokratiske; men styret i Saigon, hovedstaden i syd, præsterede et så stort antal forbryderiske dumheder, at det hurtigt mistede den støtte, det måtte have haft i befolkningen.

USA gik ind på Frankrigs plads som støtte for regeringen i Saigon. Det skete ikke på grund af imperialistiske økonomiske interesser i landet. Det amerikanske engagement baseredes på den såkaldte dominoteori, hvis pointe var, at hele det antikommunistiske alliancesystem ville blive utroværdigt, hvis et af landene blev overtaget af kommunisterne. Anskuet på den måde angik krigen på den anden side af Jorden også den danske sikkerhedspolitik.

USA's gradvist stigende engagement gik fra økonomisk hjælp, våbenhjælp over militære rådgivere til egentlig krigsførelse med regulære tropper i hundredtusinder. I midten af 1960'erne var det en utrolig tanke, at et lille uland skulle kunne føre krig i årevis mod verdens stærkeste militærmagt. Det var ikke desto mindre det, der skete i Vietnam.

Demonstranterne på Dag Hammarskjolds Allé protesterede mod den amerikanske krig; men der var også et krav til den danske regering om eftertrykkelig afstandtagen fra USA's bekæmpelse af oprørsbevægelsen i syd, FNL (Den Nationale Befrielsesfront) eller „Vietcong”, som det også hed, og krigen mod Nordvietnam. Endnu året før, i 1964, havde den danske regering fået en opfordring fra USA til at bruge en del af den danske ulandsbistand i Sydvietnam. Det danske svar havde været høfligt afvisende. Danmark kunne „på grund af sine store forpligtelser over for andre udviklingslande” ikke yde nogen indsats „for øjeblikket”. Det danske afslag blev afleveret godt to uger efter, at USA første gang havde rettet bombeangreb mod mål i Nordvietnam. Denne optrapning af krigen – „eskalation” blev det fremmedord, som verden lærte at kende i den forbindelse – havde givet anledning til den første vietnamdemonstration foran den amerikanske ambassade.

Den danske regering var yderst forsigtig i sine udtalelser om krigen, også da Folketinget i marts 1966 drøftede spørgsmålet. Det vakte opsigt, at socialdemokraten Frode Jakobsen tog ordet uden for ordførernes række. Han havde prestige fra sin centrale rolle i Frihedsrådet under besættelsen, men havde i mange år ikke gjort sig bemærket ved rebelske standpunkter i partiet. Nu var hans tale tydelig og med klar distance til udenrigsministerens loyale forsigtighed over for USA. I stedet for et håb om snarlig fred, udtrykt i almindelige og uforpligtende vendinger, gik han imod den amerikanske krigsførelse. En forhandling kunne efter hans mening snarest bringes til veje ved en nedtrapning af krigen. Men foreløbig gik det den anden vej.

Hver gang krigen eskalerede, fremkaldte det nye demonstrationer i København som andre steder. Det var utvivlsomt en spore for krigsmodstanderne i Danmark, at de så sig som en del af en international bevægelse, og at der meldtes om voksende modstand mod krigen også i USA.

Den engelske filosof Bertrand Russell, der havde været forgrundsfigur i starten af den engelske antiatombevægelse, tog initiativet til en international undersøgelseskommission. Den blev kendt under navnet „Russell-tribunalet”, fordi den i retslig form, dvs. med vidneførsel, fremlagde anklager mod USA for krigsforbrydelser. Parallellen til Nürnbergprocesserne efter 2. verdenskrig var bevidst. I Danmark dannedes en Russellkomite, og det var tanken at gennemføre en del af „retssagen” i København.

Regeringen modsatte sig det ved at nægte visum til vidnerne fra Nordvietnam, selv om opinionen mod USA nu virkelig voksede i styrke. I slutningen af april 1967 afleveredes over 200.000 protestunderskrifter til Folketingets formand, og protesten blev indrykket som annonce i New York Times den 26. april.

Det politiske klima i Danmark var nu et andet. Det var 1967, og den socialdemokratiske mindretalsregering havde SF som støtteparti. Ganske vist var udenrigspolitik holdt uden for aftalen mellem de to partier; men det kunne ikke undgå at gøre indtryk, da DsU, SUF, DKU og RU sammen med Radikale Studenter og Studentersamfundet i august arrangerede en fælles demonstration foran den amerikanske ambassade. Aftenen efter var der demonstration igen, og denne gang måtte politiet gribe ind for at splitte forsamlingen. Pressen og ikke mindst fjernsynet bragte billeder af begivenhederne, der ikke stemte med den vante opfattelse af det danske politis fredsommelighed.

Den 21. oktober var der igen massedemonstration, og denne gang blev det til alvorlige slagsmål mellem politiet og nogle af de 10-15.000 demonstranter. Politibrutalitet var indtil da noget, man havde hørt om. Nu mærkede nogle, og mange flere så med egne øjne, hvordan betjentene huggede ind på flygtende demonstranter. Udtrykket „at være et stenkast fra den amerikanske ambassade” fik sin særlige betydning på den tid.

Endelig retirerede regeringen og erklærede, at visumnægtelse ikke ville blive brugt imod Russell-tribunalet. Tilbagetoget blev nødtørftigt tilsløret med bemærkningen om, at man var blevet oplyst om, at tribunalet ikke ville anklage personer (læs: den amerikanske præsident Lyndon B. Johnson). En lige så sigende justering af dansk politik var det, at Dansk Røde Kors den 27. december, efter regeringen Krags afgang, og mens valgkampen var i gang, meddelte, at man var med til at forære Nordvietnam et mobilt hospital. RVK-regeringen fortsatte i samme spor og bevilgede en mio. kr. til humanitær hjælp. Røde Kors skulle administrere fordelingen mellem Nordvietnam, Befrielsesfronten og „de dele af Sydvietnam, som regeringen i Saigon kontrollerer”.

Demonstrationer ved den amerikanske ambassade var nu regelmæssigt tilbagevendende begivenheder. I maj 1968 kunne justitsminister Thestrup under en debat i Folketinget om politiets fremfærd mod demonstrationerne oplyse, at der siden januar 1965 havde været 85 demonstrationer ved udenlandske ambassader; „kun” i 11 tilfælde havde politiet brugt stavene.

15-20.000 demonstranter fyldte godt på Dag Hammarskjolds Allé. Der blev færre, der ville forsvare USA's politik, og de, der gjorde det, holdt sig til lukkede møder med meningsfæller. Udenrigsminister Poul Hartling fremførte Danmarks ønske om bombestop og våbenhvile og forhandling, ganske som hans forgænger, J. O. Krag, havde gjort. Det kunne give indtryk af en enighed, der omfattede alle.

I maj 1969 satte biografen Saga i København filmen „De grønne Djævle” på plakaten. John Wayne havde hovedrollen som den ædle, amerikanske kriger, der beskytter vietnameserne mod kommunistiske terrorister. Organisationen „Revolutionær Aktion” – de stærke ord var brugbare i de år – erklærede, at den ville stoppe forevisningen af filmen. Ved demonstrationen i og uden for biografen blev det pludselig ikke politiet, men rockerbanden „De Vilde Engle”, der huggede ind på de revolutionære og andre demonstranter. Både demonstrationen med hærværk i biografen og „De Vilde Engle”s angreb var naturligvis ulovligheder, som politiet måtte søge at stoppe. Men hvordan tog sagen sig ud fra sofahjørnet bag ligusterhækken?

Den fremherskende mening var, at ungdommen som altid var blevet ramt af galskab, nu værre end nogensinde før. I sommeren 1969 havde vælgerne lejlighed til at skrive deres mening om ungdommens ansvarlighed blot ved at sætte et kryds på stemmesedlen. Der var folkeafstemning om valgretsalderen, og forslaget om at sætte den ned til 18 år faldt med et eftertrykkeligt nej flertal.

Det er ikke muligt at sige, hvor stor rolle demonstrationer og anden civil modstand i USA og i dets allierede lande spillede for de politiske beslutninger om bombestop, forhandlinger og endelig i Nixons præsidentperiode fredsslutning i Vietnam. Verdensopinionen har formodentlig betydning; men den overdrives let, når forargelsen er tilstrækkelig stærk. Vietnamkrigen blev vundet af Befrielsesfronten og navnlig af Nordvietnam, den blev vundet blandt bønderne i Vietnam, ikke på de amerikanske universiteters campuser og slet ikke på Dag Hammarskjolds Allé.

Når de mange demonstrationer og hele Vietnamkampagnen er en del af disse års danmarkshistorie, er det, fordi de udgjorde en betydelig og for en tid retningsgivende del af ungdomsoprøret. De var med til at nedbryde de mentale barrierer, der normalt er, mod at nære tvivl om ordensmagtens ret og autoriteterne bag den.