„Ei blot til Lyst”

Indbyggertal, institutioner, beskæftigelse og omsætning kan tælles og måles. Hvad der ikke på samme måde lader sig tælle og måle, er den langsomme udvikling fra en kulturelt provinsiel hovedstad til en åndeligt levende europæisk storby.

Endnu op mod midten af 1700-tallet var København en by, hvor de kulturelle aktiviteter foregik inden for isolerede miljøer: hoffets franske tragedier og italienske operaer, universitetets forelæsninger og disputationer på latin, eksklusive selskaber af lærde og skønånder og intime æstetiske saloner. Den kulturelle udvikling, der fandt sted i København, var et alment europæisk storbyfænomen, som imidlertid for Danmarks vedkommende blev forstærket af den økonomiske højkonjunktur og dens bærere: et københavnsk borgerskab med en voksende bevidsthed om eget værd. For første gang opstod der et købekraftigt publikum for aviser, tidsskrifter og bøger. Publikum søgte til teatret, „Ei blot til Lyst”, men også for at møde tidens tanker og følelser. Slutningen af århundredet fik sit præg af de borgerlige klubber, hvor tanker om frihed, lighed og national identitet blev debatteret og spredt til større befolkningsgrupper. I oplysningstidens nytteånd oprettede de samme borgerlige kredse i slutningen af 1780'erne de nye borgerdydsskoler, der skulle indpode den nye tids sociale og kulturelle selvforståelse i de fremtidige borgere.

Målt med en europæisk alen var den kulturelle udvikling, der medvirkede til at forandre København, ikke særligt bemærkelsesværdig. Og meget af, hvad der blev deklameret og sunget omkring klubbernes punchebowler, var af et ret provinsielt tilsnit. Alligevel var der tale om en kulturel bevidsthedsudvidelse, man ikke før havde kendt. Man fulgte med i Den amerikanske Uafhængighedskrig og tog stilling til dens tanker, og om forløbet af Den franske Revolution med dens kamp mellem frihedstilhængere og lighedstilhængere blev det københavnske borgerskab orienteret hurtigt og dækkende gennem aviser og tidsskrifter.

Det var fra København, de nye tanker og følelser langsomt spredte sig ud i landet, i første række til købstædernes fåtallige borgerskab og til præster og embedsmænd på landet. Og det var oplysningstidens kulturelle københavnske gennembrud, der i 1800-tallet dannede grundlaget både for den enevolds-loyale guldalder og for agitationen imod enevælden.