„Nyt liv og nye kræfter”

„Nyt liv og nye kræfter”, Omkring 1750 skete der inden for de øvre sociale lag en række markante ændringer af holdninger og følelser. Det var oplysningstiden, der brød igennem over en bred front, og samtiden opfattede selv disse ændringer som betydningsfulde og skelsættende.

Ingen af disse ændringer lader sig i sagens natur datere nøjagtigt. Der var tale om glidende overgange og langsomme vægtforskydninger. Og for så vidt var det nye ikke nyt. Det havde været kendt tidligere, men i lukkede miljøer og afgrænsede kulturelle kredse. Det nye var, at disse tanker og følelser inden for et kort tidsrum opnåede en betydningsfuld spredning.

Om et specielt dansk fænomen var der ikke tale. Det, der skete i årtierne omkring 1750, afspejlede en udvikling, der for længst havde fundet sted i de kulturelt toneangivende centre i Europa. Men det, der nu kom udefra, kom hurtigere og spredte sig hastigere.

Det skyldtes den stille kulturelle vækst, der havde fundet sted i Holbergs generation. Men det skal også ses i sammenhæng med, at den europæiske højkonjunktur nu slog igennem i Danmark og skabte et bæredygtigt materielt grundlag for et bemærkelsesværdigt bredt spektrum af kulturaktiviteter.

Mange satte umiddelbart den kulturelle klimaændring i forbindelse med tronskiftet i 1746. Det år gik den alvorlige og dybt religiøse Christian 6. til sine fædre.

Enkedronning Sophie Magdalene forlod hovedstaden og tog ophold på sit enkesæde, Hørsholm Slot, og det unge populære kronprinspar besteg tronen som kong Frederik 5. og dronning Louise.

Holberg, der mere end de fleste havde følt Christian 6.s 16 regeringsår som en åndeligt steril periode, karakteriserede det gamle styres mænd som „ærbare og alvorlige som gamle katte”. Holberg fandt stort behag i den nye tone ved hoffet.

Han kom der gerne selv. Og hjerteligt og utvungent dedicerede han sit nyeste arbejde – en klassikeroversættelse – til den unge konge, hvis „livsalige regimente har således charmeret mig og alle oprigtige undersåtter, at vi alle har fået ligesom nyt liv og nye kræfter”.

Man ville have Christian 6.s regering til at være en parentes og søgte tilbage til de glade 1720're. Få måneder efter tronskiftet indkom en ansøgning til kongen om at måtte opføre „danske skuespil efter den plan, som en gang af assessor Ludvig Holberg er anlagt i hans danske komedier”: skuespil, der skulle være „et spejl, hvori lyders hæslighed og dyders dejlighed ses, og folk instrueres ridendo” – med en sund latter.

Allerede i april 1747 blev der spillet teater i en primitiv bindingsværksbygning i Læderstræde. I 1748 opførte hofbygmester Eigtved et helt moderne teater efter europæiske forbilleder på Kongens Nytorv.

Og det var over dette teaters scene, indskriften „Ei blot til Lyst” blev sat i 1774 som en markering af teatret som en opdragende og forædlende institution.

I de otte år, det endnu var beskåret ham at leve, oplevede Holberg at blive Fader Holberg. Hans bøger blev læst og hans komedier på ny spillet. Så langt tilbage som i 1735 havde han bekendtgjort, at han som en god og nyttig borger ville skænke sin formue til samfundet. Holberg var blevet en rig mand på sit forfatterskab.

Han havde købt de midtsjællandske herregårde Brorup og Tersløsegård. Og umiddelbart efter tronskiftet viste han i gerning, hvad han forstod ved at være en nyttig borger.

Til Det adelige Akademi i Sorø skænkede den gamle pebersvend hele sin formue. Enevælden kvitterede ved at gøre borgeren frem for alle borgere til baron.

Og ved at berede ham hans sidste hvilested i Sorø Klosterkirke ved siden af en mand ret efter Holbergs hjerte: „den store ærkebisp Absalon”, som Holberg selv havde prist i sin Danmarks Riges Historie: „Få lande kan vise sådan en fuldkommen mand, der excellerede i alle ting, så at han blev en stor statsminister, en stor general, en stor søhelt, og en stor bisp og en lærd mand tillige”.