Besættelsen i Thisted

Sandstensfigur af tiggerske med tiggertegn i form af et kors, syet på kjolen. Igennem hele 1600-tallet var disse fattige gamle kvinder bestandigt udsat for at få et trolddomsrygte hæftet på sig. Figuren stammer fra det gamle hospital i Bursø på Lolland.

.

Torvet i Horsens o. 1680 fra Resens Danske Atlas. På selve torvet ses foruden kirken korset, der maner til fred på torvet, galgen og endelig kagen, den skampæl, hvortil forbrydere blev bundet og pisket. Kagstrygning var den almindeligste straf for prostituerede, der efter piskningen blev fordrevet fra byen.

.

Artikelstart

På ét væsentligt område skete der i slutningen af 1600-tallet en ændring i kristendomsopfattelsen. I Danske Lov, 6-1-9, hed det fortsat, at „befindes nogen troldmand eller troldkvinde at have forsvoret Gud og sin hellige dåb og kristendom og hengivet sig til Djævelen, den bør levende kastes på ilden og opbrændes”, en gentagelse af de stadigt indskærpede trolddomsforordninger, der havde kostet så mange livet århundredet igennem. Og Danske Lov gentog ligeledes Christian 4.s forordning fra 1617 om, at „signen og manen” var forbudt og medførte landsforvisning.

Men allerede da Danske Lov udsendtes, var disse paragraffer i virkeligheden ved at være forældede. Flere og flere lærde folk var siden 1650'erne kommet i tvivl om trolddomsanklagernes holdbarhed, og selv Kirkeritualet, der endnu taler om de besatte og dem, som på en eller anden måde plages af Djævelen eller hans onde redskab, advarede præsterne mod at dømme for hastigt i slige sager. De skulle først rådføre sig med biskoppen og med læger, der burde tage stilling til, om der måske blot var tale om melankolsk syge eller andet naturligt. Samtidig advarede Kirkeritualet dog mod helt at afvise, at Djævelen kunne være på spil, selv om eksempler på trolddom, Gud være lovet, efterhånden var sjældne i kristenheden.

Præsten i Thisted magister Oluf Bjørn skulle komme til at sande, at tiderne havde ændret sig, og at tvivlen på trolddommens eksistens var større end troen på den. I januar 1696 erklærede pastor Bjørn, at Maren Spillemands fra Vendsyssel, der havde opsøgt ham efter sin faders råd, var blevet forgjort af en gammel bondekone, Anne Kristendatter. Maren led af gysen og rysten i lemmerne og fik ofte krampeanfald.

Næppe var Marens tilfælde blevet kendt, før andre dukkede op og viste tegn på besættelse. En gammel mand beskyldte Anne for at have taget hans hukommelse. Så blev andre, der havde et trolddomsrygte, også anklaget. En gammel kvinde havde taget en ægtemands potens, så han ikke længere duede til noget, og det lykkedes da også dommeren, da han gik kvinden på klingen, at få hende til at tilstå, at hun havde tøjret mandens potens „uden for byen ved en vejrmølle”.

Pastor Bjørn, der fik hjælp af to studenter, krævede nu, at Anne og de andre, der efterhånden blev udlagt, dømtes til bålet. Greb amtmanden ikke ind, ville han selv og hans børn blive besat af Djævelen. Og præsten udarbejdede en længere redegørelse om besættelserne, selv om han havde svært ved at få tid til det, for mens han skrev på den, måtte han jage hele 19 djævle ud på én gang ved hjælp af bønner og håndspålæggelser.

Da affæren kom ålborgbispen for øre, lod han sende et par præster til Thisted for at opklare sagen, men han indskærpede dem, at de efter Kirkeritualets bestemmelser først skulle undersøge, om der kunne være tale om naturlige sygdomme. De udsendte tvivlede, men turde ikke tale pastor Bjørn imod. Så biskoppen måtte selv drage til Thisted for at få syn for sagn. Da han ikke blev overbevist om besættelsernes ægthed, lod han hovedpersonen blandt de efterhånden mange besatte, Maren Spillemands, hente til Ålborg. Hér tilstod hun, at der for hendes vedkommende var tale om rent skuespil, og under et otteugers hospitalsophold viste hun da heller ikke det ringeste tegn på besathed hverken med fagter, kramper eller andet.

Pastor Bjørn lod sig imidlertid ikke gå på. Han påstod blot, at Djævelen havde fået Maren til at lyve, og præsten undlod ikke at inddrage fornemme borgere i sine trolddomsanklager, så de – som det hed i en samtidig beretning – fik travlt med at forhindre, at de „udi protokoller og tingbøger til beskæmmelse skulle indføres”.

Så nåede sagen helt op til kongen. Han udnævnte to amtmænd, der skulle undersøge affæren. Samtidig udarbejdede pastoren en lang skrivelse, hvori han priste sig selv for sin store lærdom og gudsfrygt, og efter at have fået mange af Thisteds indbyggere til at skrive under på dette skudsmål, rejste han til København for at tale sin sag. Det fik han ikke noget ud af. Tværtimod befalede kongen, at de besatte skulle fængsles i Ålborg. Men de indsatte besatte, for flertallets vedkommende unge, fattige kvinder, tilstod det ene øjeblik, at det hele var fup, og det andet øjeblik, at det var Djævelen, der havde fået dem til at sige, at det var fup.

Kongens udsendte amtmænd var overbevist om, at pigerne løj, og krævede dem dømt til døden, og at pastor Bjørn skulle fradømmes sit kald og rømme Jylland. Præsten ankede sagen til Højesteret og indstævnede flere hundrede vidner til støtte for sin sag. Men i februar 1698 dømte Højesteret Maren Spillemands til kagstrygning og arbejdshus på livstid. Også de andre kvinder fik fængselsstraffe. Kongen benådede dog straks efter kvinderne til at blive hospitalsindlagt. Pastor Bjørn blev dømt til fængsel på livstid og sendt til Bornholm.

Sådan endte besættelsen i Thisted. Der kan næppe herske tvivl om, at havde sagen udspillet sig i begyndelsen af århundredet, var de udlagte kvinder, der hævdedes at have fremkaldt besættelserne, blevet dømt til bålet. Der er da også meget, der tyder på, at menig almue aldeles ikke var tilfreds med sagens udfald, og at mange præster så med skepsis på den letfærdighed, hvormed myndighederne efterhånden behandlede trolddomsanklager.

Ingen har endnu kunnet give en fyldestgørende forklaring på, hvorfor hekseforfølgelserne, én af 1600-tallets værste svøber, ophørte.

Den sidste henrettelse i Danmark af en troldkvinde fandt sted i 1693. Den officielle troslære opererede jo fortsat med en særdeles nærværende Djævel. Men – som det fremgik af Kirkeritualet – var heksetroen i hele kristenheden på tilbagetog, og mere eller mindre bevidst kan den nye naturvidenskabelige tænkning, der voksede frem i 1600-tallets Europa, have smittet af. Forestillingen om mennesket som et rationelt væsen, adskilt fra det guddommelige og dermed ikke umiddelbart underkastet hverken guddommelige eller djævelske kræfters direkte påvirkning, vandt mere og mere indpas i den lærde verden og var med til at skabe sondringen mellem hvad der var tro, og hvad der var overtro. Og denne sondring havde kirken også selv været med til at skabe, dog ud fra det helt forskellige udgangspunkt, at tolkningen af Guds ord tilkom teologerne og ikke menig almue. Viste „overtroen” sig så alligevel i form af troldkvinders værk, var det Djævelen, der spillede sit spil. Nu, i slutningen af 1600-tallet, var man nået så langt, at overtroen kunne ekskluderes fra det religiøse univers. Troen på troldfolk var ligesom troen på hellige kilder og manen og signen ikke længere Djævelens – og dermed i sidste ende også Guds – værk, men ganske enkelt vantro snak eller simpel svindel.

Og enevældens fremkomst kunne ikke andet end underbygge denne fjernelse af Djævelens tilstedeværelse blandt menig almue. Den enevældige stat var – trods alle de smukke ord om, at den var Guds eget værk – i sidste ende et magtapparat, der byggede på statsræsonen, på en rationel forestilling om, at staten var en maskine, der styrede undersåtterne som var de tandhjul i et mægtigt urværk. Og opførte undersåtterne sig mærkeligt med fagter og kramper og påstod, de var besatte, faldt de uden for enevældens opfattelse af dem som mekaniske tandhjul, og de blev spærret inde på hospitaler. Var de besatte ikke simple svindlere, var de syge, tandhjul, der var gået i stykker. Og det havde ikke noget med Djævelen at gøre.

Vel fandtes han, og vel huserede han, men hans virke begrænsede sig til den stadige kamp mellem det onde og det gode, som fandt sted ikke udvortes, men i menneskets sjæl, hvor han kunne virke forstyrrende ind på brudens kærlighed til brudgommen, Jesus.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Besættelsen i Thisted.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig