Blokpolitik?

Begivenhederne i Ungarn og ved Suez kunne endnu et stykke tid holde opmærksomheden fangen. Et officielt besøg af en delegation fra Den øverste Sovjet blev udsat på ubestemt tid; men i samme måned advarede H. C. Hansen mod helt at slå døren i over for østlandene. De økonomiske forstyrrelser, der fulgte af Suezkanalens lukning, var hurtigt overvundet. Faktisk havde bølgen af fjernsynskøb større virkning på den danske økonomi. Det tilstundende folketingsvalg ville også blive det første, hvor fjernsynet kunne komme til at spille en rolle.

De grundlæggende svagheder i dansk økonomi i disse år havde ikke forandret sig. Den store valutaindtjener, landbrugseksporten, voksede stadig mængdemæssigt; men de faldende priser gjorde, at der ikke blev tjent mere. Det kunne ses både på landbrugets forrentningsprocent og på den stadige trussel om akut valutamangel. Industriproduktionen voksede også støt, og når kriseforligene virkede efter hensigten, så det hjemlige forbrug blev holdt nede, blev så godt som hele tilvæksten i produktionen eksporteret. Produktionen for hjemmemarkedet var trods liberaliseringen stadig godt beskyttet af de kvantitative importrestriktioner.

Industrien voksede imidlertid ikke hurtigt nok. Afvandringen af arbejdskraft fra landbruget og den beskedne vækst i industriens beskæftigelse fastholdt arbejdsløsheden blandt de organiserede arbejdere på omkring de ti procent. Alle var enige om, at det var større investeringer, der skulle til, for at få dansk økonomi op på vækstrater af samme størrelsesorden som de andre vesteuropæiske landes. Lige så enig var man om at udpege valutamanglen som den ene forhindring for større investeringer og en for lille opsparing som den anden. Men i spørgsmålet om, hvordan opsparingen skulle fremmes, hørte enigheden op.

Regeringen havde, når de valutamæssige forhold tillod det, forsøgt at holde renten nede og skaffe billige lån til investeringerne, i nogen grad ved at lade staten optræde som långiver. På Socialdemokratiets kongres i januar 1957 satte finansminister Viggo Kampmann spørgsmålstegn ved nytten af at fortsætte denne politik og talte om i stedet at oprette investeringsselskaber med statsgaranti for udbyttet. Partiets kongresudtalelse nøjedes med i meget generelle vendinger at gå ind for en „positiv produktionspolitik” og „fremme af investeringerne”, hvad der næppe kunne skræmme vælgere væk.

Mens regeringen og de radikale bebrejdede Venstre og de konservative „de korslagte armes politik”, kaldte de to store oppositionspartier til gengæld regeringens politik for „socialistisk”, nøjere forklaret med, at de høje skatter forhindrede en tilstrækkelig privat opsparing. Endnu mere „socialistisk” var det, at staten lånte skatteydernes penge ud til lave renter.

Så længe fire femtedele af dansk industriproduktion stadig blev solgt på hjemmemarkedet, var investeringernes størrelse imidlertid mere afhængig af virksomhedernes forventninger til udviklingen i det private forbrug end af, om pengene til investeringer kom direkte fra private borgeres opsparing, eller om de havde taget omvejen ad de offentlige kasser. Hver gang en kriselovgivning blev gennemført for at redde valutaen ved at sætte det private forbrug ned, blev virksomhedernes forventninger mere beherskede og investeringslysten mindre.

Det internationale lånemarked var endnu ikke så velfungerende, at der var mulighed for at fylde valutakassen med lånte penge og på den måde slippe for at skulle slå bremserne i, hver gang der var ved at komme gode konjunkturer. Indtil midten af 1950'erne havde Danmarks gamle gæld til udlandet, hvor betalingen af renter og afdrag havde været suspenderet under krigen, gjort det tvivlsomt, om man kunne låne sig til en økonomisk vækst.

Problemerne var derfor det mest stabile i den økonomiske og politiske situation, og forholdet mellem import- og eksportpriser på verdensmarkedet var afgørende for, om det gik godt eller skidt. Forudsigelserne var på dette punkt usikre i begyndelsen af 1957. Der var enighed om, at det på kort sigt så dystert ud; men nogle spåede allerede en væsentlig forbedring på lidt længere sigt.

Inden nye valutaproblemer igen skulle gøre finanspolitiske stramninger nødvendige, meddelte H. C. Hansen så tidligt som i februar, at valgdatoen ville blive den 14. maj 1957. Formodentlig regnede han med, at der denne gang ville være ikke så få kommunister, der ville skifte side; aviserne meldte med jævne mellemrum om prominente personers udmeldelse af DKP. Hvis H. C. Hansens håb skulle vise sig berettiget, kunne det åbne vejen for et regeringssamarbejde med Det radikale Venstre efter valget. Genopretningen af det nære politiske samarbejde mellem Socialdemokratiet og de radikale sådan som i 1930'erne var H. C. Hansens og mange ledende socialdemokraters yndlingstanke.

De radikale var mere forbeholdne. Bertel Dahlgaard befandt sig godt i rollen som formidler, men Venstres og Det konservative Folkepartis korslagte arme havde ikke givet mange muligheder for „det samarbejdende folkestyre”. Det var bl.a. derfor blevet et mål i sig selv for Det radikale Venstre at få de to borgerlige partier til at gå fra hinanden. Den anden af de gamle radikale ledere, Jørgen Jørgensen, var mere tilbøjelig til at lede partiet ad de kendte stier ind i et samarbejde med Socialdemokratiet. Der bestod et tillidsforhold mellem ham og H. C. Hansen, og desuden ønskede Jørgen Jørgensen at blive minister, helst undervisningsminister for at kunne rette på de mangler, hans skolelov fra 1937 havde vist sig at have.

Traditionen tro holdt Det radikale Venstre før valget tand for tunge med hensyn til den kommende regeringsdannelse. Det eneste der kom frem, var det lige så traditionelle ønske om et regeringssamarbejde mellem Socialdemokratiet, Venstre og dem selv. Det stødte ingen radikale vælgere bort, og det var en afvisning af opdelingen i dansk politik i to blokke.

Blokpolitikken var selve ideen i det nære samarbejde mellem Venstre og de konservative og basis for den oppositionspolitik, de havde ført. Sammen skulle de udgøre det klare alternativ til socialdemokratiske regeringer. For de konservative var samarbejdet med Erik Eriksens Venstre og tilnærmelsen til topartisystemet den eneste synlige mulighed for at få del i regeringsmagten igen. For dem var det kun en gevinst, hvis blokpolitikken kunne reducere Det radikale Venstres indflydelse. Måske kunne den endda bevirke, at man endelig slap helt af med Det radikale Venstre ved at få det til i vælgernes øjne blot at være støtteparti for socialdemokratiske regeringer.

I Venstres folketingsgruppe kunne Erik Eriksen regne med opbakning til samarbejdet med de konservative. Undtagelsen var Thorkil Kristensen, der til gengæld vejede godt til som de to partiers finansministeremne. Med muligheden for at komme til at øve indflydelse fra en regeringsposition, hvis valget pegede den vej, fulgte han imidlertid i valgkampen sit partis parole, at landet havde brug for en liberal regering.

Den økonomiske udvikling i månederne op til valget gav oppositionen vind i sejlene. Det var igen bytteforholdet og valutabeholdningen, det var galt med. Ved årsskiftet havde valutagælden været på omkring 150 mio. kr. for ved udgangen af april at passere 250 mio. kr. Nationalbankdirektør Svend Nielsen, hvis udtalelser sjældent havde været til opmuntring eller fristet til lyssyn, befæstede sin upopularitet hos socialdemokraterne ved to dage før valget at varsle nødvendigheden af yderligere forbrugsbegrænsninger.

Det, man hæftede sig ved, var den nye balance i Folketinget. De to færøske mandater fordelte sig med et til Venstre som før valget, mens det andet, der tidligere havde været socialdemokraternes, denne gang gik til Folkeflokken, det radikale selvstyreparti. De to grønlandske folketingsmedlemmer og den ene fra Slesvigske Parti blandede sig ikke i den parlamentariske balance, og da endelig ingen ville have med kommunisterne at gøre, var der ingen oplagte flertalsmuligheder i det nye Folketing.