Den hanseatiske søhandels vigtigste ruter og varer.

.

Fra havnen i en hanseby. Købmændene står foran deres gildeshus, mens deres folk arbejder i havnen. Til venstre losses ved hjælp af en kran fra en lægter, der har bragt dem ind fra handelsskibene, som ligger ude på byens red. Miniaturemaleri i et nordtysk håndskrift fra 1494.

.

Kong Hans. Det over tre meter høje kalkstensrelief var opstillet som bislagssten foran festsalsfløjen på det gamle Københavns Slot. Det er udført af den tyske billedhugger Adam van Duren. Det lille skjold mellem buerne for oven bærer årstallet 1503. Kongen troner over rigsvåbenet. I hænderne har han scepteret og rigsæblet, der fremstiller jordkuglen med et kors over. Oprindelig var jordkloden det tegn, de romerske kejsere bar i venstre hånd som udtryk for deres verdensherredømme. Det blev senere et værdighedstegn for alle kristne herskere.

.

Vinmarked i Brügge i den nederlandske provins Flandern. Købmænd handler om vinen og smager på den, mens der i baggrunden losses vintønder ved hjælp af en kran. Den køres af arbejdere, som går i trædemøllen inde i den. Miniature i flamsk festkalender, ca. 1500.

.

Krigsskib, kalkmaleri i Voldby Kirke på Djursland fra omkring 1520. Skibet er en karavel, en skibstype med indtil fire master, højt overskib og kanoner i flere lag i bredsiden. Den udvikledes videre i løbet af århundredet.

.

Danmarks placering ved forbindelsesvejene mellem Østersøen og Vesteuropa havde i århundreder inddraget landet i striden mellem de to store handelsmagter, Hanseforbundet og de nederlandske byer, som konkurrerede om udvekslingen af varer mellem de to vigtige områder og om de nordiske landes marked. 1500-tallet er tiden, da denne undertiden bitre og voldsomme strid blev afgjort til nederlændernes fordel.

Hanseforbundet var mindre end nogensinde en enhed. Købmændene i de østlige byer fik i stigende grad andre interesser end deres fæller i vest. Lübeck, med sine ca. 25.000 indbyggere forbundets største og vigtigste by, og stadig klart ledende blandt de vendiske stæder, havde sin eksistens knyttet til, at handelsvejen fra byen ad floden Trave og videre over land til Hamburg eller ad den gravede kanal mellem Trave og Elben, blev fastholdt som hovedrute. Den var stærkt truet af nederlænderne, der brugte den direkte søvej nord om Skagen. De tunge varer som korn og tømmer var de vigtigste, og her havde nederlænderne længe været overlegne. Disse varer kunne ikke bære de store omkostninger ved omladningerne på Lübeck-Hamburg ruten, og købmændene i de østlige hansebyer, især Danzig, så deres interesse i at arrangere sig med deres nederlandske kolleger til stor skade for Lübecks lederstilling inden for forbundet. For de lettere og dyrere varers vedkommende kæmpede Lübeck stadig for at opretholde sin position som stabelplads, hvilket indebar købmændenes pligt til at sende sådanne varer til og fra Østersøområdet via Lübeck-Hamburg. Omkring 1500 var nederlænderne dominerende i den samlede vareudveksling mellem Vesteuropa og Østersøområdet. Kampens udfald kunne imidlertid ikke forudses på dette tidspunkt, og i den første del af det nye århundrede forsøgte Lübeck desperat at fastholde sin rute og sin stilling på det nordiske marked og dermed sin eksistens som områdets dominerende handelsby.

Nederlændernes succes hænger sammen med en bredere udvikling, som i 1500-tallet flyttede Europas økonomiske og politiske tyngdepunkt fra Middelhavsområdet til den nordvestlige atlanterhavskyst. En af milepælene i denne udvikling var portugisernes opdagelse af søvejen til Indien syd om Afrika og de øvrige opdagelser. En anden forudsætning var befolkningens vækst, der fortsatte gennem hele 1500-tallet og trods krige og pest bragte Europas folketal op fra måske 70 mio. ved århundredets begyndelse til ca. 100 mio. i dets slutning. Befolkningstilvæksten var relativt størst i Nordvesteuropa.

Resultatet af disse og andre forhold var en handelsekspansion, hvor Kanalområdet blev centralt. Nederlænderne havde gode forudsætninger for at blive et led i denne udvikling. Beliggenheden nær de gode fiskepladser i Vesterhavet og ved handelsveje ad floder til Tyskland og ad havet til Sydeuropa havde dannet basis for, at de nordlige Nederlande udviklede en specialiseret skibsværftsindustri, der bl.a. producerede fiskerbåde så store, at fisken kunne saltes og lægges i tønder om bord. De blev yderligere hjulpet af silden, deri løbet af første halvdel af 1500-tallet valgte at forlade de gamle fiskepladser i Østersøen som Skanør og Rugen. Herefter blev Dogger Banke og andre steder i Vesterhavet – samt Limfjorden – hovedleverandører af råvarer til det vigtige produkt, saltet sild. I 1500-tallet skabte nederlænderne nye, hurtige skibe, som hentede fangsten ved fiskestederne, således at fiskeriet kunne fortsætte. Fisken eksporteredes til store dele af Europa, og returfragterne gjorde nederlænderne leveringsdygtige i et stort sortiment af varer. Ingen kunne hamle op med dem i konstruktion af fartøjer til fjernhandelen. Deres fragtrater blev de laveste i Europa. De rådede over kapital, kreditmuligheder og moderne handelsteknik som ingen andre.

1500-tallet blev således et gennembrud i udviklingen af en handelsmagt i Nordeuropa, der her efterhånden kom til at dominere på samme måde som Venezia og Genua havde formået det i middelhavslandene. I forhold til Nederlandene – og senere England, der med de samme geografiske forudsætninger og en langt større befolkning overtog førerstillingen i handelen og navnlig industrialiseringen i det følgende århundrede – blev Danmark og Østersøområdets andre stater nærmest for ulande at regne. De kapitalistisk indstillede nederlandske og engelske storkøbmænd organiserede en handelsvirksomhed, hvori et af de bærende elementer var at købe massevarer – korn, kød, sild og træ – i Østersøregionen, og fisk og træ i Norge og betale dem med dyrere produkter. Det var i princippet det samme som senere gentog sig i større format, da de teknisk mere udviklede europæiske magter førte en tilsvarende handelspolitik over for landene i Afrika, Asien og Amerika. I begge tilfælde så driftige indfødte købmænd deres fordel ved at samarbejde med deres mere fremmelige udenlandske kolleger – et forhold vi skal se eksempler på fra Danmark. Kapitalismen begyndte at udvikle sig i Nordvesteuropa.

Men omkring år 1500 var Lübeck stadig en magt i området, man måtte regne med, og netop på grund af sin trængte situation blev byen særlig aktiv i den nordiske politik i århundredets første del. Formentlig varetog hanseaterne da endnu hovedparten af Danmarks eksporthandel, selv om det netop var ved den tid, nederlænderne begyndte at gøre sig mærkbart gældende i den danske studehandel, der var særlig kapitalkrævende. De vendiske stæder leverede stadig Danmark mange nødvendighedsartikler som salt, humle, jern og isenkram. Når Lübecks aktivitet i denne periode også antog karakter af direkte militær indblanding – og Grevens Fejde, som vi skal vende tilbage til, har netop sit mærkelige navn efter byens hærfører, som på et tidspunkt havde det halve af Danmark i sin magt – hænger det også sammen med, at én af forudsætningerne for Hanseforbundets tidligere styrke var ved at ændre sig: staterne omkring Østersøen havde været svage, især maritimt, således at de nordtyske byer, når de stod sammen, udgjorde en sømagt, der vejede tungt. Men Danmark-Norge, Sverige og Polen ønskede i stigende grad at føre en selvstændig handelspolitik, mindre afhængig af de tyske købmænd. I Danmark gik handelslovgivningen ud på at støtte landets egne købmænd i deres aktive handel, og såvel unionspolitikken som nederlændernes voksende aktiviteter i Østersøen gav muligheder i den retning. Kong Hans fortsatte Christian 1.s vestorienterede politik. I 1490 indgik han aftaler, der ligestillede nederlandske og engelske købmænd med danske. Og han skaffede sig det magtmiddel, der alene kunne hævde danske handelsinteresser over for de stærke sømagter, nemlig en krigsflåde.

Det havde hidtil været det normale, at krigsskibe var handelsskibe udstyret med kanoner. Egentlige kongelige orlogsskibe blev bygget allerede i begyndelsen af 1400-tallet, men med ildvåbnenes hastige udvikling voksede behovet for krigsskibe med kun det nødvendigste lastrum og velforsynet med sejl og kanonporte. Nu byggede kong Hans flere af den slags skibe. Denne flåde, hvis hovedmodstander måtte blive Lübeck, var delvis bygget af hamburgske skibstømrere og havde master fra Danzig og tovværk fra Tallin og Riga. Trods sin nye professionelle sømagt opgav kongen ikke det gamle kaperi, som indebar, at hans kaperbreve gav enhver skibsfører ret til at optræde som dansk orlogsmand og opbringe handelsskibe, der tilhørte en fjendtlig magt.

Efter sin tronbestigelse undlod Hans længe at bekræfte Lübecks handelsprivilegier i Danmark, som var normgivende for de fleste af de andre hansebyer. Som et led i sine bestræbelser på at genvinde kongemagten i Sverige ønskede han, at hanseaterne skulle indlede handelsblokade mod dette land, som i 1502 løsrev sig fra unionen med Sten Sture som rigsforstander. Dette var naturligvis i klar modstrid med forbundets interesse. Derimod var Lübeck interesseret i at optræde som mægler imellem Danmark og Sverige for ad den vej at øve indflydelse i Norden.

Resultatet af disse modsætninger var flere års krig, kaperier, beslaglæggelser af lybsk gods i Danmark og fredsslutninger, der kun blev midlertidige. I en fornyet krig fra 1510 stod Lübeck og Sverige sammen. Men Lübeck blev kun støttet af nogle få af sine nærmeste naboer blandt hansebyerne, og bl.a. Hamburg holdt sig helt udenfor. Samtidig viste den danske flåde sin styrke. Da der blev sluttet fred i Malmø i 1512 mellem Danmark og de vendiske stæder, viser betingelserne både stridspunkterne og Danmarks nyvundne magt: stædernes privilegier bekræftes generelt, og maksimalpriser på deres varer i Danmark og andre indgreb blev afskaffet. Men alle, også nederlændere, skulle have fri sejlads gennem kongens farvande, og stæderne skulle afbryde handelen med Sverige, indtil dette land var kommet til enighed med kong Hans eller hans søn. Desuden skulle de vendiske stæder betale Hans en betydelig krigsskadeserstatning. Ved samme tid måtte Sverige forny en tidligere (1509) indgået aftale med Danmark, hvorved det formelt anerkendte kong Hans' ret til den svenske krone, hvilket dog ikke afgjorde denne sag.

Disse års begivenheder havde således demonstreret hanseforbundets indre og ydre svaghed og Lübecks manglende muligheder for med magt at udelukke de nederlandske konkurrenter fra Østersøen. Men den nære fremtid skulle vise, at der stadig var kredse i Lübeck, som kunne tænke sig at genoprette stillingen med militære midler.

Selv om de internationale ændringer således nok var store og også berørte Danmark, var det ikke dem, der prægede udviklingen i det danske samfund. Danske købmænd havde endnu ikke kapacitet og format til selvstændigt at varetage den danske udenrigshandel, og det var ikke afgørende for landet, om det i denne situation var hanseatiske eller nederlandske købmænd, der gjorde det. De virkelig væsentlige ændringer for den danske befolkning stod i forbindelse med det danske samfunds egen dynamik, som i begyndelsen af 1500-tallet bragte stærke indre konflikter op til overfladen.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Danmark i Nordeuropas økonomi og politik.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig